Hvis lande kunne opdrage hinanden …

Og hvorfra ved man så, at Vesten ikke købte hele pakken? Jo, det kan man blandt andet se ved, at vestlige firmaer, f.eks. amerikanske, ikke er kendetegnet ved deres omsorg for den enkelte medarbejder. Men det er de japanske, der indtil for nylig altid tilbød livstidsansættelse. Og det er stadig sådan i Japan, at man kan blive hvad som helst, når bare man har gået på universitetet. Det vil sige, at man kan have læst fransk litteratur og ende som chef for Kundeservice. Specialiseringen af medarbejderen tager firmaet sig selv af. Opdragelsen er nemlig forpligtende. Man skal være god ved dem, man har magt over.

Netop moral er kodeordet i den japanske kulturs opdragelse. Børn skal opdrages, så de passer ind i gruppen - for gruppen går altid forud for individet. Og måden, det sker på, er gennem implantering af moral dybt i den enkelte.

Det kan ses i det offentlige rum, der altid tilhører gruppen og ikke individet. Sådan er det jo i teorien også i Danmark, hvor det f.eks. opfattes som umoralsk at lave graffiti på S-toge og på husmure, fordi et enkelt menneskes lyst til kreative udfoldelser aldrig kan gå forud for gruppens neutrale gråzone. Men forskellen fra Danmark til Japan er, at den slags udskejelser helt enkelt ikke findes i Japan. Det sker bare ikke - ligesom tyveri, vold og mord hører til sjældenhederne i et samfund, hvor alle konstant holder øje med, at alle hjælper hinanden.

Kun i enerum kan man flippe ud, når man er i Japan. Når japanere synger karaoke i små plasticbokse med plads til to-tre-seks-ti mennesker, så er det pludselig "privat", og så må man skrige sine lunger ud og drikke sig hønefuld, hvis man har lyst. Men i S-toget holder folk sig for munden for at dæmpe lyden, hvis de skal tale i mobiltelefon. Og den er i øvrigt altid stillet på lydløs. Man hører aldrig en mobiltelefon ringe i Japan.

. Det betyder direkte oversat "moral", og i de timer lærer de små f.eks. om social adfærd i trafikken, hvor der ofte ikke er lyskurve i mindre kryds, fordi man jo bare finder ud af at afvikle trafikken i fællesskab.

Jo, Japan er et dejligt land at være i, fordi alle hjælper hinanden til at blive bedre mennesker. Men det betyder så også, at hvis man er europæer med tendens til topmave, får man hele tiden at vide - selv af vildfremmede mennesker, der pludselig henvender sig smilende til én midt i en restaurant - at man skal prøve at spise mindre mad, at man skal prøve at springe desserten over, at man skal prøve at drikke færre øl ...

Den slags konfrontationer er helt legitime i landet, hvor alle ellers taber ansigt nærmest hvert andet øjeblik. I Japan opfattes henvendelser, der har til hensigt at opdrage på et andet individ, så det ikke ligger gruppen til last, hverken nu eller i fremtiden, nemlig ikke som en personlig krænkelse, men en moralsk forpligtelse.

Kristian Ditlev Jensen

er forfatter