Af Kristian Ditlev Jensen |
30. juli 2004
VÆRDIER I OPDRAGELSEN: Opdragelse er normalt noget, man forestiller sig sker mellem børn og voksne. Men i Japan opdrager voksne også voksne, og gruppen opdrager individet
Klokken nærmer sig 18.00 i det beboelseskvarter, hvor jeg for tiden bor i en provinsby i Japan. Vi er cirka halvanden time fra Tokyo Station - et af de helt centrale trafikknudepunkter i verdens største bymæssige bebyggelse. Kvarteret er et almindeligt villakvarter med private haver - de er cirka 10 kvadratmeter store - og små huse af træ, der står klods op og ned ad hinanden.
"Hvad er det for en melodi, de spiller?" spørger jeg. For hver dag præcis klokken 17.45 spiller en højttaler uden for mit vindue en enerverende børnemelodi, som om nogen havde trukket i strengen til en skrattende kæmpespilledåse. "Det betyder, at børnene skal gå hjem," får jeg forklaret.
Da jeg beder om en uddybning, siger familien, jeg bor hos, at det er såre enkelt: Alle børn i alle kvarterer skal jo hjem til deres forældre i deres eget hus i deres eget kvarter klokken 18 for at spise. Så derfor kan man lige så godt kalde dem hjem kollektivt. Derfor melodien.
Den form for kollektiv opdragelse er der meget af i Japan. Man opfører sig ordentligt - alle sammen. Og alle sammen på samme måde. Japan er et land, hvor der ikke bare er køkultur på stationens perroner, men folk står i en snorlige linje oven på den gule streg, der er malet til formålet.
Opdragelse er noget helt andet i Japan, hvor alle opdrager alle - hele livet igennem. Ansvar forplanter sig altid opad, og i Japan betyder ansvar faktisk ansvar - det er svenden, der bliver
fyret, hvis lærlingen ikke kan sine ting. For det er jo svenden, der har ansvaret for, at han kan det. Hvis svenden i længden ikke kan magte at opdrage sine lærlinge, ja, så fyrer man selvfølgelig ... værkføreren, som ikke kan styre sin svend. Det var den form for ledelseskultur, der i 1980'erne blev importeret i stor stil af Vesten, men som desværre aldrig rigtig slog igennem i sin helhed.
Og hvorfra ved man så, at Vesten ikke købte hele pakken? Jo, det kan man blandt andet se ved, at vestlige firmaer, f.eks. amerikanske, ikke er kendetegnet ved deres omsorg for den enkelte medarbejder. Men det er de japanske, der indtil for nylig altid tilbød livstidsansættelse. Og det er stadig sådan i Japan, at man kan blive hvad som helst, når bare man har gået på universitetet. Det vil sige, at man kan have læst fransk litteratur og ende som chef for Kundeservice. Specialiseringen af medarbejderen tager firmaet sig selv af. Opdragelsen er nemlig forpligtende. Man skal være god ved dem, man har magt over.
Netop moral er kodeordet i den japanske kulturs opdragelse. Børn skal opdrages, så de passer ind i gruppen - for gruppen går altid forud for individet. Og måden, det sker på, er gennem implantering af moral dybt i den enkelte.
Det kan ses i det offentlige rum, der altid tilhører gruppen og ikke individet. Sådan er det jo i teorien også i Danmark, hvor det f.eks. opfattes som umoralsk at lave graffiti på S-toge og på husmure, fordi et enkelt menneskes lyst til kreative udfoldelser aldrig kan gå forud for gruppens neutrale gråzone. Men forskellen fra Danmark til Japan er, at den slags udskejelser helt enkelt ikke findes i Japan. Det sker bare ikke - ligesom tyveri, vold og mord hører til sjældenhederne i et samfund, hvor alle konstant holder øje med, at alle hjælper hinanden.
Kun i enerum kan man flippe ud, når man er i Japan. Når japanere synger karaoke i små plasticbokse med plads til to-tre-seks-ti mennesker, så er det pludselig "privat", og så må man skrige sine lunger ud og drikke sig hønefuld, hvis man har lyst. Men i S-toget holder folk sig for munden for at dæmpe lyden, hvis de skal tale i mobiltelefon. Og den er i øvrigt altid stillet på lydløs. Man hører aldrig en mobiltelefon ringe i Japan.
. Det betyder direkte oversat "moral", og i de timer lærer de små f.eks. om social adfærd i trafikken, hvor der ofte ikke er lyskurve i mindre kryds, fordi man jo bare finder ud af at afvikle trafikken i fællesskab.
Jo, Japan er et dejligt land at være i, fordi alle hjælper hinanden til at blive bedre mennesker. Men det betyder så også, at hvis man er europæer med tendens til topmave, får man hele tiden at vide - selv af vildfremmede mennesker, der pludselig henvender sig smilende til én midt i en restaurant - at man skal prøve at spise mindre mad, at man skal prøve at springe desserten over, at man skal prøve at drikke færre øl ...
Den slags konfrontationer er helt legitime i landet, hvor alle ellers taber ansigt nærmest hvert andet øjeblik. I Japan opfattes henvendelser, der har til hensigt at opdrage på et andet individ, så det ikke ligger gruppen til last, hverken nu eller i fremtiden, nemlig ikke som en personlig krænkelse, men en moralsk forpligtelse.
Kristian Ditlev Jensen
er forfatter
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad