Den kristne kirke er under ombygning

- Der er store forandringer på vej, og vi må være påpasselige med at sige noget generelt om, hvad kristne mener, og hvordan kirken udvikler sig. Globalt set er den kristne kirke i stadig udvikling, men hvad der sker på den sydlige del af kloden, synes nærmest usynlig for mennesker i USA og Europa. Nogle af Europas og USA's katolikker kan mene, at de romerskkatolske er blevet for konservative, men romerkirken er et eksempel på en global kirke, der er i pagt med hovedparten af dens medlemmer, siger Jenkins og giver et eksempel: I Holland er der fem millioner katolikker, hvilket svarer til halvdelen af katolikkerne i og omkring Filippinernes hovedstad Manila.

Som historiker er det naturligt for Jenkins at se på, hvordan den tidlige kristendomshistorie bliver skildret.

- I mange populære gengivelser går kristendommens udbredelse fra Palæstina og til Europa, der bliver til centrum for kristendommen. Men det er en meget mangelfuld skildring. De første 1000 år var kristendommen stærkere i det nordlige Afrika og Asien end i Europa. Kristendommen nåede Beijing i Kina omtrent samtidig med, at den nåede London, og først fra 1400 bliver Europa centrum for kristendommen.

- Vi tolker og forstår ting så, det passer med vores egen historie og verdensanskuelse. Den hvide mand ser på zebraen og beskriver dyret som hvidt med sorte striber, mens en sort ser det som et sort dyr med hvide striber, siger Jenkins og tilføjer:

- Når det handler om forståelsen af kristendommens udbredelse, er konsekvensen, at kristendommen bliver misforstået som en importeret religion, når den bevæger sig ud over USA's og Europas grænser, men sandheden er, at kristendommen har dybe rødder i lande, der i øvrigt ikke har en vestlig kultur, siger Jenkins og nævner som et eksempel Egypten, hvor der i 1200 menes at have været tre millioner kristne.

To milliarder kristne

Ifølge det statistiske opslagsværk World Christian Encyclopedia er der to milliarder kristne i verden i dag. Den største gruppe lever i Europa, men sådan vil det ikke være, når den globale kristenhed i 2025 tæller 2,6 milliarder mennesker. Til den tid vil der være flest kristne i Latinamerika og næsten tilsvarende mange i Afrika, mens Europa vil komme ind på en tredjeplads.

Når Jenkins ser på de statistiske prognoser over, hvilke lande der vil være verdens største på kloden frem til 2050, som det statistiske kontor, U.S. Census Bureau, har opstillet, ser han også en fremtid med mulighed for flere religiøse konflikter.

De lande i verden, der oplever den største befolkningstilvækst, er enten overvejende kristne eller muslimske lande. Jenkins har fremskrevet tallene for kristne og muslimer, og med en uændret befolkningstilvækst vil 20 ud af verdens 25 største lande i 2050 være enten overvejende muslimske, kristne eller delt mellem de to religioner. Pakistan, Bangladesh, Saudi-Arabien, Tyrkiet, Iran og Yemen vil være overvejende muslimske lande, mens Indonesien, Egypten og Sudan vil have en overvægt af muslimer og en markant kristen minoritet. USA, Brasilien, Mexico og Rusland vil være overvejende kristne lande, mens Filippinerne, Zaire, Tyskland og Uganda vil være kristne lande med et markant muslimsk mindretal. Nigeria, Etiopien og Tanzania ventes at være delt mellem en stor gruppe kristne og tilsvarende stor muslimsk befolkning.

- Det afgørende spørgsmål bliver, hvorvidt kristne og muslimer kan leve fredeligt side om side. Historien viser eksempler på lange perioder, hvor medlemmer af de to religioner har levet fredeligt sammen, men der er også rige eksempler på, at både kristne og muslimer på et tidspunkt vil søge efter magten og bruge deres religiøse ståsted i en politisk sammenhæng. Både kristne og muslimer kan let blive fundamentalister, og det kræver ikke stor fantasi at forestille sig konsekvenserne af korstog og jihad udført med højteknologiske våben. Det mindste verdens ledere kan gøre er at være opmærksomme på den potentielle fare for konflikter, der følger, når både kristendom og islam går frem i samme lande, siger Philip Jenkins og peger på de aktuelle konflikter i Indonesien og Nigeria.

- Udviklingen i verdenssamfundet gør, at mennesker er mere tilbøjelige til at se sig selv og deres religion som en del af en global strid mellem for eksempel kristne og muslimer, siger Jenkins.

Et af de seneste eksempler på fred afløst af religiøs konflikt er det lille afrikanske land Elfenbenskysten, der nærmest var Afrikas svar på Danmark, hvad fred mellem trosretninger angik. Her er politiske spændinger endt med at blive en blodig strid mellem kristne og muslimer.

Religionerne overlever

Kritikere vil indvende, at Philip Jenkins tillægger religionen en alt for stor indflydelse på fremtidens samfund. Han kender argumenterne, men mener, at de seneste årtiers historie har bevist, at hverken urbanisering, globalisering eller øget velstand tager livet af religionen.

- Alt det, der var forudsagt til at blive religionens død, har religionerne overlevet. Når folk flytter fra land til by, har de ikke noget netværk, i den situation er det religiøse fællesskab et godt tilbud om et socialt netværk, hvad enten det er Hamas eller en pinsemenighed i Rio. Vi lever i en tid, hvor traditionelle samfund går under, og her laver kirkerne et samfund.

- Globaliseringen har styrket religionen. I Stillehavsregionen ser man blandt de kristne et transnationalt fællesskab, der er næsten lige så vigtig som statsborgerskab for de pågældende mennesker. Det fællesskab og den enhed på trods af landegrænser, man møder blandt kristne i Sydkorea, Singapore og Filippinerne minder om menighederne beskrevet i Apostelens Gerninger, hvor der var en verden defineret af troen på trods af landegrænser, siger Philip Jenkins.

Fattigdommen lader til at leve side om side med kirkesamfund i vækst, når man følger Jenkins gennemgang af lande, hvor kirkerne oplever medlemsmæssig fremgang.

- Store dele af teksterne i Bibelen giver anderledes mening, hvis man læser dem, når man lever med fattigdom. Som velbeslåede vesterlændinge må vi slå mange intellektuelle knuder på os selv for at gøre for eksempel Jesu saligprisninger af de fattige og udstødte forenelige med vores hverdag, siger Jenkins.

Men han advarer mod at tro, at der nødvendigvis er en sammenhæng mellem kristne kirkers fremgang og materiel armod.

- Ser du alene på Europa, kunne det forenklet set se sådan ud, men det er ikke i tilfældet i USA. Jeg er selv europæer og må konstatere, at amerikanernes forhold til deres kirker er radikal anderledes end europæernes. Hvis Afrika er den ene ekstrem, når det gælder religiøse følelser, er Europa den anden ekstrem, mens USA er et sted i midten, siger Jenkins og nævner som et eksempel, at en ud af tre amerikanere går i kirke en gang om ugen. Han ved ikke meget om Danmark, men har hørt, at kun to procent går i kirke og husker også at have læst om den ateistiske præst.

Amerikanerne tæller ned til efterårets præsidentvalg, og Jenkins har noteret sig, at ingen præsident i nyere tid har haft et så religiøst sprog som den nuværende republikanske præsident, George W. Bush. Da Bush op til sidste valg i en tv-debat blev bedt om at nævne den største tænker, svarede han "Jesus Kristus".

- Eliten var skrækslagne over hans udtalelse, men den brede befolkning var henrykte over svaret. Da forhenværende præsident Jimmy Carter blev valgt i 1976, sagde han, at han var "born again"-kristen. Eliten syntes, det var suspekt, men i den brede befolkning slog det an og var det første eksempel på, hvordan et radikalt, religiøst sprog fik en plads i det offentlige rum. Jeg tor, at både Carter, Clinton og George W. Bushs åbne forhold til kristendommen har haft en stor indflydelse på den gennemsnitlige amerikaners forhold til tro, siger Jenkins.

Emigrationen har også bidraget positivt til den kristne kirkes vækst, mener Jenkins.

- Indvandringen til USA har nok givet en mere broget religiøsitet billede, men mest af alt har det bidraget til, at der er kommet en række nye kristne, etniske menigheder, der generelt er i vækst, siger Philip Jenkins.

Megakirke i Ukraine

Et eksempel på en emigrant, der opretter kirker, er megakirken "Embassay of the Blessed Kingdom of all Nations" i Ukraine. Kirken er på 10 år vokset til 23.000 medlemmer og har oprettet omkring 70 kirker andre steder i Ukraine, Hviderusland, Rusland, Moldova og Georgien.

- Det karakteristiske ved den historie er, at det er en præst fra Nigeria, der har opbygget og leder Europas mest fremgangsrige kirker, siger Jenkins. Et andet eksempel er "Kingsway International Christian Centre" i London, hvor menigheden på otte år er vokset fra 300 til 8000 med den nigerianske præst Matthew Ashimolowo som frontfigur.

Jenkins tænker på den anglikanske menighed i Wales, hvor han voksede op og vurderer, at ingen fra hans barndoms kirke vil føle sig hjemme i Matthew Ashimolowos kirke, som er den hastigt voksende kirke i London. Liturgien er afskaffet til fordel for en gudstjeneste med et højt tempo, forkyndelsen er radikal, og menighedens medlemmer kan typisk fortælle om markante omvendelser. Sådan er billedet, ifølge Jenkins, i mange af de kirker, hvor væksten er en realitet.

- Mange liberale kristne, der ikke kan rumme en evangelikal eller karismatisk tradition, vil føle sig fremmede over for den kristendom, der lader til at blive talmæssigt den mest udbredte i fremtiden. Men der er intet til hinder for, at liberale kirker i Europa og USA fortsætter af den vej, som de har fulgt hidtil. Jeg er professor og ikke profet, men meget tyder på, at mange kirker, der i dag fremstår som etablerede, vil blive grå og visne hen.

nygaard@kristeligt-dagblad.dk



Blå bog:

Philip Jenkins, 52 år, er professor i historie og religion ved Pennsylvania State University i USA og forfatter til en række bøger, hvor han beskæftiger sig med religion og kulturanalyse. Philip Jenkins er englænder og blev ph.d. fra University of Cambridge i England, men han har siden 1980 boet i USA og været knyttet til universitetet i State College. Bogen "The Next Christendom" er oversat til over 10 sprog og solgt i godt 40.000 eksemplarer alene i USA. Bogen blev af dagbladet USA Today kåret som årets bedste bog om religion.