Foragten for det fjerde bud

For sprog er jo ikke bare sprog og ord ikke bare ord. De er små dele af en bevidsthedsverden, som er vores, og som vores børn derfor har krav på at blive gjort fortrolige med. De har krav på, at vi giver det videre, vi har fået. At de bliver indført i traditionen i bredeste forstand. Traditio betyder jo simpelthen videregivelse, og videregivelse af sprog og kultur er måske den vigtigste form for opdragelse, man kan give sine børn. Det er den, der befæster pagten mellem generationerne. Selvfølgelig kan og skal andre end forældrene hjælpe med denne opgave, men det, forældrene giver videre, får en særlig vægt og en særlig betydning for børnene.

Når det er moderen, der læser "da bliver rigt og prægtigt hvert billede i vor bog". Sådan står der i forordet til "Peters jul" og jeg kan næsten høre en Søren Mørch-historiker forklare, at denne hyldest til moderen er et typisk eksempel på biedermeiertidens forsøg på at gøre moderen til instrument for den tids ideologiske overbygning.

Og så kan det jo bare være, at brødrene Krohn var klar over, at bøger, sange og fortællinger får en helt særlig betydning, når det er en mor eller far, der læser dem højt. Fordi børn bider særligt mærke i det, som de vigtigste personer i deres liv synes er vigtigt. Derfor er traditionstabet ikke så meget et tab. Det er et tyveri. Forældrene har frarøvet børnene noget, som rettelig tilhører dem, men som forældrene er for lade til at give videre.

- og de unge har altid ret.

"Ær de unge," sådan skrev den norske forfatter Knut Hamsun for godt 100 år siden. Det er de unge og raske, der har retten til riget, og derfor lavede Hamsun sit generalangreb på det fjerde bud: "Du skal ære din far og din mor," som han forsøgte at afskaffe ved at vende det på hovedet: Børnene skal ikke ære forældrene. Forældrene skal ære de unge.

Nej, lød det fra en anden stor norsk forfatter, Sigrid Undset. Det fjerde bud er selve kulturens kerne. Forudsætningen for kultur er nemlig ifølge Undset samfølelsen med menneskeslægten, for det er af den vi lærer, hvad der er godt og ondt. Det er far og mor, der skal vise slidstyrken i de ord, som Undset kalder "alle de blanke ord": styrke, visdom, retfærdighed, tapperhed osv. Forældrene skal vise, at disse ord er værd at leve efter og på den måde give dem vægt og betydning for børnene.

"Du skal ære din far og din mor" er hos Undset ikke så meget et privilegium for forældrene. Et spørgsmål om deres ret. Det er i meget højere grad et spørgsmål om deres pligt. For det som budet ifølge hende i virkeligheden siger, er, at forældrene skal leve sådan, at deres børn kan ære dem. "At fortjene sine børns respekt er i virkeligheden forældrenes første pligt." Og den respekt vinder forældrene ved at dele ud af kulturens store skattekiste og ved at leve et liv, der viser, at alle de blanke ord ikke er tomme for dem.

Hvem af de to nordmænd gik af med sejren, kan vi spørge her godt 100 år senere. Og svaret giver sig selv. Det var nazisympatisøren, der vandt. Den mand, der i sin høje alderdom i taknemmelighed sendte sin Nobelprismedalje til Goebbels, det er hans bud, vi hylder i dag. Mens Undset, der fra dag ét var i opposition til nazismen og af den grund måtte flygte ud af sit land, står som taberen. Og det er da lidt tankevækkende.

For selvfølgelig er ungdomsdyrkelse ikke nazisme, men der er en fællesnævner. Begge steder findes der en instinktiv foragt for det svage og en tilsvarende beundring for de unge, smukke og stærke. Ungdomsdyrkelsen er i bogstavelig forstand ukultiveret, for den foretrækker natur frem for kultur. Den stærke krop med det tomme hoved frem for det kloge hoved med den svage krop.

Og så er ungdomsdyrkelsen dybt irrationel. Hvor klogt er det f.eks., at kvinder i bl.a. mit fag har langt lettere ved at få arbejde, når de er unge og har små børn, end når de er lidt ældre? Som småbørnsmor omkring de 30 har man langt mindre overskud og energi end den 40-årige, der er kommet over det tungeste slæb med børnene.

Så Sigrid Undset tabte helt klart, men hun står samtidig som taberen, der fik ret. I dag ser vi nemlig resultatet af foragten for det fjerde bud. En foragt, som forældrene vel at mærke selv deler, fordi de måske ubevidst erkender Undsets pointe: at det fjerde bud i langt højere grad handler om forældres pligt end om deres ret. At videregivelse af det, man selv har fået, er et stort og tidskrævende arbejde. At overholdelsen af pagten mellem generationerne er en omfattende affære.

Resultatet af den uhellige kombination af forsømmelse og forgudelse af ungdommen er, at vi opflasker generationer af kulturelle analfabeter med abnorm selvtillid. Generationer, der ikke kender deres egne rødder, ikke til bunds ved, hvem de er, og hvad det er for et land, de er født i. Men som sam-tidig får at vide, at de er den klogeste generation nogensinde.

Kundskaber er nemlig forældede og overflødige i videnssamfundet, hedder det. Og det er dette tanketomme mantra, der er hovedargumentet for, at gymnasiet i dag ikke længere primært er kundskabsformidlende. Det er derfor, latin og historie (som kronologisk opbygget fag) er på vej ud i kulden. Begge fag formidler nemlig en viden, der ikke tager udgangspunkt i de ærede unge. Og så er de overflødige.

Foragten for det fjerde bud er i dag udtryk for en kulturel selvforagt, der betyder, at man afviser at give det videre, man har fået. Og det er egentligt et overgreb mod de unge, man postulerer at ære. Foragten for det fjerde bud giver optimale vækstvilkår for barbariet.

Katrine Winkel Holm er cand.theol.