Moderne familier lever i samvittighedsmæssig skizofreni

arbejde. På arbejdet får vi i dag afløb for vores behov for fællesskab og personlighedsdannelse. I dag identificerer man sig lige så meget med sin arbejdstitel som sin familiestatus. Hvad man er derhjemme er ikke nær så interessant, som hvad man er på et synligt og allerhelst betydningsfuldt arbejde. Arbejde, familie, økonomisk status og frihed er på den måde blevet centrale led i en udbredt forestilling om at kunne sætte sit eget liv, sin egen personlighed og sin egen mening i scene

- at man kan planlægge sin tilværelse og sit liv ved på denne facon selv at gøre sig til herre over begivenhederne. I samme takt bliver vi tankevækkende nok stadig mere kedsommelige, ensformige og stokkonservative.

I et samfund, hvor en sådan adfærd bliver kultur og vane, bliver det sværere at være barn. Ligesom det også bliver sværere at være gammel, syg eller svagelig til enten sjæl eller legeme. Mens far og mor er travlt beskæftiget med at erobre og underlægge sig verden og deres eget liv, overlades børnene i stigende grad til institutioner og til sig selv - og aner ikke, hvad de skal stille op med sig selv og deres liv, fordi deres forældre har forbandet travlt med sig selv og deres eget. De aner ikke, hvad de skal orientere sig efter, men efterligner bare de voksnes selvoptagethed og selviscenesættelse. Den ene livsløgn efter den anden finder på den baggrund uhindret indgang hos en ukritisk og selvoptaget ungdom, der vil gå gennem ild og vand for at få kompenseret noget af den ringe opmærksomhed og interesse de oplevede fra deres forældres side, da de var børn.

(Forbrugs)festen er ved at være slut. Uanset hvad regeringen ellers siger. Det behøver vi heldigvis ikke rette os efter. Vi voksne må til at træde i ansvarlighedens og samvittighedsfuldhedens karakter over for os selv, vores liv og vores børn - og vores familie i det hele taget.

Kristeligt og evangelisk kan tilværelsen ikke erobres. Driften eller viljen til magt og erobring er en af syndens mest grundlæggende ytringsformer. Heri ligger nemlig tillige viljen og driften til at gøre sig til herre over sit eget liv. Uden at ville tage imod, uden at ville lade sig sige og uden at ville bøje sig. Over for en moderne tilrettelæggelsesmani og tilværelseserobring hævder evangeliet hårdnakket, at i livets helt afgørende situationer lever og eksisterer vi akkurat ikke på det, vi selv kan udrette, men af det, der kommer til os udefra. Fra andre menneskers kærlighed og støtte. Fra verden og naturen, der omgiver os. Ja, i sidste ende er livet noget, vi må tage af Guds hånd, af hans barmhjertighed.

Evangeliet er en frisættelse fra sig selv og sine egne egoistiske prioriteringer til et ansvar og en opgave over for de mennesker, vi får ind på livet af os. Evangeliet kalder os ud af selvbekymringen og selvoptagetheden, for at frigøre uendelige resurser til den opgave at tage os af vores børn, vores gamle, vores syge - ja, hinanden. Både når det går godt og når det går skidt. Evangeliet bærer på den forargelige og svært acceptable indsigt og sandhed, at livet er det, der sker, når vi har allermest travlt med alt muligt andet. Men som for alvor kommer i stand, når vi kaldes ud af os selv og ikke drives rundt i manegen af vores egne behov og erobringsforsøg. Evangeliet kan kun bære, hvis vi vil lade os bære.

Til alle os moderne mennesker, der på mangfoldige måder har travlt med at erobre livet, lyder følgende Jesus-ord som både en dom og som en kolossal befrielse: "Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste." En dom er det, for så vidt som vores jagt efter personlige domæner og succeser samtidig er udtryk for mistillid til den Gud, som i Jesus Kristus just har sagt, at "den, der vil bjærge sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv for min og evangeliets skyld, skal bjærge det". Livet og din tilværelse får du af Gud - i går, i dag, nu, i morgen og altid. Det er en befrielse uden lige, idet alle vores sjælelige kvaler og vores fortvivlelse dybest set bunder i, at vi baster og binder vores liv og ønsker til vores egne lyksalighedsforestillinger. I evangeliet er det ikke mig, der er i centrum. Det er Jesus Kristus. Han har førsteprioriteten. Ikke mig selv, min karrierer, min løn, min status, mine succeser - eller mine nederlag, min utilstrækkelighed, min svaghed.

Over alt dette troner Kristus som mit livs begyndelse og slutning. I troen på Jesus Kristus som livets sande brød perspektiveres alle vore bekymringer og prioriteringsproblemer som både syndige og oprørske, for således på den baggrund samtidigt at både kalde og sende os mildt og nænsomt ind i favnen på Guds kærlighed, der aldrig i evighed er i tvivl om, hvad der er vigtigst i vores liv, og hvad vi skal bruge det til!

Henrik Bang-Møller

er sognepræst i Skagen-Hulsig

Læs kronikken i morgen:

"Foragten for det fjerde bud"

af Katrine Winkel Holm