23. juli 2004
Nogle indvandrere har svært ved at forstå dansk opdragelseskultur og ender med at give en blanding af tæv og slik
Af Morten Mikkelsen
Nogle indvandrere risikerer at havne i et ingenmandsland mellem fortidens autoritære opdragelse og den danske velfærdsstats opdragelse i institution. Resultatet bliver ofte en blanding af strenghed og forkælelse, af tæv og slik.
Det mener professor i folkesundhed Lone Scocozza, som i dagens kronik beskriver det opdragelsesmæssige kulturchok, som indvandrerfamilier efter hendes opfattelse risikerer ved mødet med det danske samfund.
- Hverken de hårde afstraffelsesmetoder eller det dyre tøj og de søde sager har formået tilfredsstillende at integrere anden og tredje generation i det danske samfund, påpeger hun.
Ahmet Demir er familieterapeut, cand.pæd. og leder af projekt "Blæksprutten" i Hvidovre Kommune. Han er enig i, at nogle familier er kendetegnet ved det omtalte mønster, men understreger, at der også er mange indvandrere, som opdrager deres børn ud fra de samme værdier som danske forældre.
- Også indvandrerforældre drømmer om, at deres børn må få en uddannelse og klare sig godt. Men der findes grupper, som har levet isoleret i Danmark i mange år og prøver at beskytte deres børn mod at blive fordansket. Når det mislykkes, bliver de afmægtige, og det resulterer ofte i hård fysisk afstraffelse af børnene, siger Ahmet Demir, som tilføjer, at det samme er set både i Danmark og andre lande tidligere i historien.
Dette bekræftes af historikeren Ning de Coninck-Smith fra Danmarks Pædagogiske Universitet, som mener, at nutidens danske syn på opdragelse hænger tæt sammen med det store overskud af tid, penge og omsorgspersoner.
mikkelsen@kristeligt-dagbladlæs mere under Kronik og Interview