Må vi bede om opdragelse, tak!

Reglerne er ikke bare et resultat af, at nogen ønsker at dominere andre. De er simpelthen en nødvendighed i et socialt samvær. Der har altid været regelbrydere, som samfundet på forskellig vis har straffet, ligesom det er naturligt, at børn og unge skal afprøve grænser.

I skolen har den antiautoritære bølge efter 1968 fjernet de fleste spilleregler, fordi de blev anset for reaktionære. Skoledanmark skyder imidlertid først og fremmest skylden for nutidens problemer på forældrene, hvad der er meget nærliggende, men - lad os vende skråen og tænke klart.

I tidligere tiders samfund - indtil for ca. 200 år siden - lærte børn reglerne af deres forældre og søskende, fordi de gik sammen med dem hver eneste dag. Oplæringen i det, vi i dag kalder erhverv, skete på samme måde, ved at man gik sammen med andre og lærte både de faglige og sociale færdigheder.

I dag har skolen overtaget en meget stor del af rollen - sammen med de øvrige børneinstitutioner. Det begyndte allerede efter 1814, hvor alle børn skulle lære at læse, skrive og regne - noget som forældrene ikke kunne lære dem, men som var nødvendigt for at klare samtidens krav. Kravene i dag er øget. Forældrene har også siden slutningen af 1960'erne begge været på arbejdsmarkedet, hvorfor dagplejemødre, vuggestuer, børnehaver og SFO'er samt skolefritidshjem og klubber har måttet overtage en del af børnenes dannelse. Folkeskoleloven foreskriver, at lærerne skal varetage elevernes almene og personlige udvikling. Hele den pædagogiske sektor er derfor i dag i meget høj grad ansvarlig for at lære børnene og de unge, hvordan man gebærder sig på en social arena. Det skal naturligvis ske i samarbejde med forældrene, og det er derfor vigtigt, at institutionerne fortæller forældrene, hvad der forventes, og at forældrene respekterer det og bakker det op - selv om de er børn af 1968-generationen.

Takket være medierne har børnene fået en sprogbrug og øvrige omgangsformer, der tidligere var henvist til skurvogne og omklædningsrum. Rap-musikken har via musikvideoer gjort sit til, at børn i dag meget tidligt hører ord og vendinger og ser adfærdsformer, meget få brugte i en større offentlighed for 30-40 år siden. Tilsvarende har hip-hop og andre strømninger betydet, at drenge med huer på inden døre er blevet almindelige. Man gør simpelthen, som man har lyst - når man har lyst.

Man kunne sige - det er tidens tegn, og det skal vi ikke gøre noget ved. Men man må også kunne sige, at der er grænser for, hvad der er rimeligt i en social sammenhæng. I hvert fald må man kunne sige, hvad der er rimeligt i skolen. Hvad skal skolen i den forbindelse ligne mest? Hiphopkulturen og MTV eller arbejdslivet og foreningslivet? Inden vi træffer beslutning om det, kan vi lige overveje, hvad det er eleverne har brug for efter skolen. Det er jo nok primært arbejds- og foreningslivet. Der er selvfølgelig også plads til hiphop, rap og andre udfoldelser, ligesom man kan dykke, springe faldskærm eller spille klassisk guitar, men hver ting til sin tid og sit sted.

Kan man på arbejdspladsen sige til sin arbejdsgiver: "Fuck dig, jeg gider ikke," mens man sidder med benene oppe på bordet og læser Ekstra Bladet? Eller til en kunde: "Vent lige lidt," mens man vrænger næse? Til fodbolddommeren sige: "Hold kæft dit lede svin," mens man rækker tunge? Til generalforsamlingen: "I kan kraftedeme gå ad helvede til," mens man vælter et par borde.

I det første tilfælde ville man nok blive fyret, i det næste miste en kunde, i det tredje få det gule kort, i det sidste blive vist ud. Og 98 procent vil mene, at det er på sin plads.

Kan man i skolen opføre sig tilsvarende over for kammerater og lærere? Ja, det kan man mange steder - uden at det har særlige konsekvenser. Der er lærere, som dårligt bemærker det, og der er elever, som må finde sig i det. Nogle lærere mener, at det er en del af moderne adfærd, som vi må acceptere, for det menes ikke så slemt. På samme måde accepteres det også, at elever sidder med overtøj og huer på, for det er "moderne". Om det kan man sige, at på arbejdspladserne er det de færreste steder accepteret, så hvorfor i skolen? Er det ikke lalle-tolerance? Er det ikke at udvise mangel på respekt for andre mennesker?

Jeg synes, at skolen - og børneinstitutioner i øvrigt - skulle sætte sig ned og finde ud af, hvad der er rimelig adfærd i sociale sammenhænge. Derpå skulle man enes om, hvilke regler der skal være. Det er nyttigt at tage børnene med på råd, ligesom forældrene skal inddrages. Når det er sket, skal reglerne kommunikeres, så de er kendt af alle, og derpå skal de håndhæves med konsekvens.

Ofte hører man, at lærerne ikke har nogle midler, de kan bruge i deres konsekvenspædagogik - skal vi kalde det "straf"? Det passer ikke, der er masser: Det blideste er et bestemt blik, der signalerer, at man så dette, og det er uden for det acceptables grænser. Det næste er skældud, men det støjer også, så vi springer i stedet til det næste, en samtale i frikvarteret under fire øjne, hvor en ordentlig overhaling kan være nyttig. Herefter kommer en opringning til hjemmet. De næste bliver et brev til hjemmet. En tur til skolelederen kan også bruges.

At skulle hjælpe pedellen med at rydde op efter skoletid er også en god kur. At skulle skrive sine opgaver i en klasse tre klassetrin under ens eget, kunne også også være et effektivt middel, især da de mindre elever ved, hvorfor den store er der.

Bortvisning fra undervisningen på ubestemt tid - op til en uge - er også et middel, som kan anvendes over for større elever, og selv elever, der kan finde på at pjække, synes ikke, det er sjovt. At bliver sat ind i parallelklassen, mens de andre er på lejrskole, er også en grim ting. At skulle flyttes til en helt anden skole er faktisk rigtigt slemt.

Vi skal sammen skal tage fat om det, skole, daginstitution, forældre – for børnenes skyld.

Niels Egelund er professor

og dr.pæd på

Danmarks Pædagogiske

Universitet

Læs kronikken i morgen:

"Danske kirker skriver

historie" af Peter Lodberg,

formand i Danske Kirkers Råd