Tid til børn

FORÆLDRE ØNSKER naturligvis det bedste for deres børn. Med dette udgangspunkt kan det godt føles som et nederlag, når den meningsmåling om børns opdragelse, som Kristeligt Dagblad offentliggør i dag, konstaterer, at tre ud af fire voksne danskere mener, at børn er for dårligt opdraget.

At de - for det må naturligvis være grundlaget for en sådan vurdering - ikke er opdraget til at begå sig blandt andre. Det er jo, hvad vi måler børn på. Lyt f.eks. til reaktioner og kommentarer, når en skoleklasse eller en flok børnehavebørn entrer en bus eller togkupé. Larmende og egoistiske børn, der maser sig frem til de bedste sæder - og bliver der uanset om ældre mennesker senere stiger på og må stå op.

Nuvel, opdragelse drejer sig om så meget andet end høflighed, tilbageholdenhed og respekt for voksne. Nogle af de ydre udslag af sådanne dyder, som tidligere generationer af børn fik indpodet, er næppe ønskelige. Men derfor kan der godt være grund til at råbe vagt i gevær over for en generation af urolige og ukoncentrerede børn, der fylder meget i deres omgivelser.

For bag disse ydre træk skjuler sig ofte langt dybere og problematiske faktorer i den moderne hverdag, som møder disse børn. Over et par generationer har vi oplevet en udvikling, hvor familien er blevet presset og udfordret. Et arbejdsmarked, hvor børn er blevet henvist til institutioner så at sige fra fødslen, og hvor forældrene dårligt nok har så megen tid til - og plads i - børnenes hverdag som skiftende voksenfigurer i vuggestuer, børnehaver og senere i skolen. Og et omgivende samfund, hvor der er store penge i at tilbyde underholdning og adspredelse for børn, når de samme pressede forældre føler, at de "skylder på bundlinjen" med deres manglende tilstedeværelse.