Kirkerne overhører bagdørens smækken

- Man kunne jo tilbyde folk en samtale. Det synes jeg faktisk, at man skulle. Så kan folk komme og drøfte deres beslutning med præsten, som så også ville blive klogere. Det vil jeg gerne bede mine præster om at overveje. Men det skal altså formuleres som et tilbud, siger Niels Henrik Arendt.

Han mener ikke, at præsterne i dag er berøringsangste, men snarere har for meget at lave til også at tackle folks afsked med kirken.

24-årige Ditte oplevede tiden efter sit farvel som ganske ubehagelig:

- Efter jeg valgte kirken fra, talte de ikke til mig undtagen en. Jeg sad med en fornemmelse af, at der var noget galt med mig, siger hun til CUR.

Forholdet til familien, vennerne og resten af den gamle kirke bliver ofte et ømt punkt for unge, der vælger det kristne fællesskab fra. Kristeligt Dagblad havde svært ved at komme i kontakt med et ungt menneske, der havde lyst til at træde frem i avisen og fortælle om sit brud med kirken.

Afskeden kan være en meget ensom og svær proces, som man helst vil lægge bag sig, forklarer Mikael Olesen, der selv har forladt den kirke, han ellers har været aktiv i gennem 18 år.

I januar etablerede han sammen med en ven hjemmesiden www.kirkesyn.dk på internettet, hvor kirkeløse kristne mødes og deler deres tro på Gud og kristendom efter at have brudt med de traditionelle kirker.

- Følelsesmæssigt er det ikke lige så nemt at forlade en kirke som f.eks. en fodboldklub, siger Mikael Olesen.

- Jeg tror, at mange af de unge har familie og venner tilbage i kirken, og så ønsker de ikke at gøre afstanden til dem større, end den allerede er.

kirken@kristeligt-dagblad.dk



Fakta

Unge ord om kirken

Nedenstående er citater fra Center for Ungdomsstudier og Religionspædagogiks undersøgelse af 250 unges tro:

- De levede i en anden virkelighed. De kunne ikke give mig svar på mine spørgsmål, og jeg besluttede mig for, at hvis det var sådan man skulle være kristen i kirken, så ville jeg ikke have noget med kirken at gøre. (Ditte, 23 år)

- Jeg kan stadig krumme tæer, når jeg tænker på, at kirken ikke har gjort den store forskel i lokalsamfundet. Jeg ville få mere ud af at servere mad i et suppekøkken – det ville være mere meningsfyldt end at gå i kirke, hvor der bare er en masse ord. (Ida, 22 år)

- Kirken tog aldrig fat i temaer, der havde med mit liv at gøre. Jo måske i ungdomsgruppen, men det blev en tand for meget. Jeg troede ikke så meget som de andre, jeg ville gerne drikke øl, øg så stod jeg udenfor. Jeg oplevede meget holdningen, at gør du ikke sådan her, så er du ikke helt ligeså god som os andre. (Ole 23 år)

- Ungdomsmødet var om torsdagen – samme dag som fodboldtræning, så det med at gå i kirken ebbede bare ud. Og søndag morgen var det klokken 10, og alt før klokken 11 er jeg ikke god til. Lige så stille forsvandt jeg bare ud, men det var reelt ikke noget bevidst valg. (Ruben, 22 år)

- Jeg kan også opleve det som spild af tid at gå i kirken, for ofte får jeg ikke noget ud af det. Det er bare en rutine, som er blevet en del af livet, det er en vane at gå i kirke. (Karoline, 19 år)

- Vigtigst er mit forhold til Gud. Jeg føler ikke, jeg har brug for fællesskabet for mit forhold til Gud, jeg har fællesskabet i fodboldklubben. (Ruben, 22 år)

(Kilde: Undersøgelsen fra CUR "Jeg tror på det hele – Gud, skæbnen og de syv bud" af Thomas Willer og Søren Østergaard, udgivet som bog på Unitas Forlag)

kirke@kristeligt-dagblad.dk

Fakta

Kristeligt Dagblad bringer i dag og i morgen en række artikler om kirkens forhold til de unge.