HVEM ER GUD? - At forstå Gud ville være det bedste - og måske også det værste, siger overrabbiner Bent Lexner
Hvem er Gud?
Gud er verdens skaber, og udgangspunkt for alt liv. For mig behøver der ikke at være flere tillægsord.
Hvad betyder Gud for dig?
Gud betyder vel på en måde alt. Jeg tror, at den forståelse er en vigtig del af mennesket, en vigtig del af mig. Jeg mener, at tilværelsen har et helt andet perspektiv i kraft af, at der er en Gud. Jeg har svært ved at forestille mig verden uden også at forestille mig Gud.
Hvordan kan man tale om Gud?
Det ligger i jødisk tankegang, at der ikke er noget dogme. Så det er helt klart, at man ikke bare kan tale om Gud, man kan tale meget om Gud. Der er mange forskellige opfattelser og indgangsvinkler. Men udgangspunktet er, at Gud er der. Den del er der ingen i traditionel jødedom, som beskæftiger sig med. Det spiller ingen rolle, hvordan Gud er der. Man kan næsten tro, hvad man vil, bare udgangspunktet er på plads: at Gud er der, og Gud er der før noget andet.
Hvordan viser Gud sig i dag?
Det kommer vel an på ens gudssyn. Jeg mener, at Gud viser sig i dag ved den måde, verden eksisterer på, i hverdagens små mirakler af blomster der springer ud, kartofler der spirer. De ting sker, fordi Gud er der.
I jødedom skelner man ikke mellem Gud og Satan. Alt er en del af Guds almagt. Vi må acceptere, at der sker ting i verden, som vi opfatter som onde. Måske fordi vi ikke forstår sammenhængen, eller måske fordi Gud i sin almagt er så almægtig, at han trækker sig tilbage. At han afgiver almagten til verden, så det ikke er Gud, der skaber ondskab, men mennesket.
Hvad er det bedste og det værste ved Gud?
Jeg kan jo provokere lidt og sige, at det bedste ved Gud er, at han er Gud og ikke menneske.
- Men det bedste og det værste ved Gud er måske, at vi ikke kan forstå alt, hvad Gud indeholder. Det ville være godt at forstå ham, men måske ville det også være det værste.
benteclausen@kristeligt-dagblad.dk