HVEM ER GUD? - Gud giver mening til mit liv, fordi han er den uendelige kærlighed, som omgiver mig, siger katolsk generalvikar Lars Messerschmidt
Hvem er er Gud?
- Gud er et uigennemtrængeligt mysterium, det vil sige, han overgår langt vor forstand. Vor forstand kan dog ane noget om ham, nemlig at han er årsagen til alt det, der eksisterer, og derfor kalder vi ham skaber. Skabelse må ikke forstås som en éngangs begivenhed, der for eksempel er sket på seks dage, men som en stedsevarende proces, en fortsat skabelse, siger den 67-årige generalvikar i Den katolske Kirke i Danmark, Lars Messerschmidt.
- Men denne skabergud har åbenbaret sig for os som en treenig Gud. Én Gud i tre personer: Gud Far, Gud Søn og Gud Helligånd. Sådan har vi lært ham at kende gennem hans selvåbenbaring i frelseshistorien og ikke mindst i hans Søn fra evighed af, Jesus Kristus, som i tidens fylde blev menneske. Mennesket kan herefter træde ind i et helt andet forhold til Gud, nemlig i et dybt og alt omfattende personligt forhold, et du-jeg og et jeg-du forhold. Dette kan kun ske gennem det, vi kalder tro, altså ved at åbne sig for Guds selvmeddelelse.
Hvad betyder Gud for dig?
- Alt! Han giver mening til mit liv, den eneste mening, fordi han er den uendelige kærlighed, som omgiver mig. Hvad er livet uden kærlighed? Menneskets kærlighed, hvor ren og ægte den end er, kan ikke måles med Guds kærlighed. Det er hans kærlighed, der giver mening til mit liv, ja, til ethvert menneskes liv. Det vil jeg gerne fortælle dem.
Hvordan kan man tale om Gud?
- Guds selvåbenbaring har vi først og fremmest i Bibelen, som vi derfor kalder for Guds Ord. Gud har selv givet os de ord, vi skal bruge for at tale om ham og til ham. De ord er samtidig menneskeord, ellers ville vi ikke kunne forstå dem, men det store er, at Gud fylder disse menneskeord med sit eget indhold, så Gud taler til os gennem dem om sig selv. Teologisk kunne vi tale om Bibelens ord som menneskers ord, hvis dybeste mening går ud over den menneskelige betydning, og derfor er de i sandhed samtidig Guds egne ord til os.
Hvordan viser Gud sig i dag?
- Som han altid har gjort det og især siden Jesus Kristus. Det er ifølge Jesus Helligåndens særlige rolle, at være talsmand og formidle Guds ord, Jesu lære, til os, åbenbare Gud for os. Det kan ske gennem undere, velgerninger, hjælp af forskellig art, bønhørelse, Guds ord i Bibelen eller i kirken, sakramenterne, som er synlige tegn på Guds frelsende gerning, i den guddommelige liturgi, i den dybe indre bøn, i den gudskabte stilhed og på mange andre måder. Problemet er ikke, at Gud ikke viser sig, men problemet er os, for vi er enten åndeligt blinde og døve eller svagtseende eller tungnemme. Mennesket kan se og se Guds herlighed og dog ingenting se, høre og høre og dog ikke opfatte Guds tale, fordi det mangler de åndelige sanser.
- Hvad er det bedste og det værste ved Gud?
- Sådant et spørgsmål kan jeg ikke besvare, for det giver ingen mening i min opfattelse af Gud: Han er uendelig fuldkommen. Han er kærlighed. Hvad kan vi forvente mere.
kiil@kristeligt-dagblad.dkerie
Hvem er Gud
I debatten om den fritstillede sognepræst fra Taarbæk, Thorkild Grosbøll, har et centralt spørgsmål været, hvem Gud er, og hvordan det er muligt i en moderne virkelighed at tale om Gud. Kristeligt Dagblad vil i serien "Hvem er Gud?" i den kommende tid stille fem spørgsmål om Gud til en række mennesker. Med et netabonnement kan alle artikler læses på
www.kristeligt-dagblad.dk