Inkvisitionen er et mørkt kapitel i den katolske kirkes historie, men for at kirken kan bede Gud om forladelse, er det nødvendigt at finde frem til, hvad der er fakta, og hvad der er myter. Det kom frem med stor tydelighed, da kardinal Georges Cottier den 15. juni på en pressekonference i Vatikanet præsenterede en 783 sider lang redegørelse om inkvisitionen med titlen »Minutes of the International Symposium »The Inquisition««.
Redegørelsen skyldes et symposium, der fandt sted i oktober 1998 for at drøfte, hvad der egentlig skete i de 600 år fra det 13. til det 19. århundrede, hvor inkvisitionen var aktiv i en række europæiske lande i et forsøg på at værne troen mod kætteriet. Godt hundrede katolske og ikke-katolske forskere fra hele verden deltog, inklusive den danske historiker dr.phil Gustav Henningsen, og det er deres overvejelser, der nu foreligger på tryk med pavens velsignelse.
I et ledsagende brev understregede Johannes Paul II således kirkens »anger« over, at kristne brugte »intolerante metoder og vold i sandhedens tjeneste«.
Resultatet er en bemærkelsesværdig åbenhjertig diskussion, der ikke holder sig tilbage fra at kritisere den katolske kirkes daværende ledelse, således som det blandt andet står at læse på redegørelsens side 761:
»I 1559 blev alle kristne, som senere tilstod deres synder, forhørt på en systematisk og detaljeret måde om deres kriminelle forbrydelser, om deres kendskab til kætterier eller læsning af forbudte bøger. Dette skete efter pave Paul IV's udtrykkelige ønske, og hvis noget kom for dagen, blev de sendt foran inkvisitionens tribunal for at foretage en formel afsværgelse. (...) hvis torturens voldsomhed og galgen ødelagde kroppen, så forgreb den moralske vold, der lå i at fremtvinge en tilståelse til inkvisitionen, sig på samvittigheden (...) de egentlige resultater af denne politik bør underkastes en mere fuldstænding undersøgelse.«
$SUBT_ON$Hellige syndere
På pressekonferencen sagde den schweiziske kardinal Georges Cottier, der er pavens personlige teolog, og som i 1998 organiserede symposiet om inkvisitionen, at pavens ide med at se nærmere på mere dunkle sider af den katolske kirkes historie ikke var lige populær alle steder i Vatikanet. Man frygtede således, at kirkens modstandere - inklusive en fjendtlig presse - skulle benytte sig af lejligheden til at angribe kirken.
Men symposiet fandt netop sted ud fra den overbevisning, at skønt kirken er hellig, er dens medlemmer syndere, der kan begå alvorlige fejltagelser, sagde Cottier, der også mente, at der var kommet en velafbalanceret beretning ud af alle anstrengelserne.
- Kirken bliver aldrig træt af at gøre bod. Men man kan kun bede om tilgivelse for noget, der bunder i realiteter og ikke i myter, understregede han.
Ifølge professor Agostino Borromeo fra Sapienza Universitetet i Rom, der har redigeret rapporten, er den berygtede spanske inkvisition et godt eksempel på, at myter kan erstatte de historiske kendsgerninger. For ud af de 125.000 sager, som den spanske inkvisition forestod i løbet af 300 år, resulterede færre end en procent i dødsdomme, fremhævede han på presse-konferencen.
Mere fundamentalt er spørgsmålet, om det overhovedet giver mening for kirken at bede om tilgivelse for noget, som adskillige paver og helgener satte deres autoritet bag. Men det gør det i høj grad, mente kardinal Cottier i en kommentar til nyhedsbureauet Zenit.
- Kirken beder ikke om tilgivelse for inkvisitionen som sådan. Kirken beder om tilgivelse for det forhold, at inkvisitionen benyttede sig af vold. Skylden hos de individuelle helgener og paver, der var involveret i inkvisitionen, er ikke kirkens anliggende. Det er Guds hemmelighed, sagde han.
Blandt inkvisitionens mest kendte ofre er filosoffen og dominikanermunken Giordano Bruno (1548-1600), der blev brændt i Rom, samt dominikanermunken og bodsprædikanten Girolamo Savonarola (1452-98), der blev brændt i Firenze.