Historisk traktat

Selv om flosklerne ofte står i kø, når den europæiske udvikling beskrives, kan vedtagelsen af en forfatningstraktat for de 25 EU-lande ikke betegnes som andet end historisk. Set i netop det perspektiv er det enestående, at det engang krigsplagede og forrevne kontinent nu heles med fælles retningslinjer for, hvorledes de europæiske lande skal samarbejde indbyrdes i fremtiden.

Selv om forfatningstraktaten ikke er nogen skønhedsåbenbaring og langt fra blev så let læselig og forståelig som håbet, udgør traktaten et grundlag for, at en udvidet europæisk union kan fungere. Den skaber et mere demokratisk Europa, og den gør arbejdsgangene lettere. Det er i sig selv et afgørende fremskridt. Traktaten sætter grænser for, hvor langt EU-samarbejdet kan gå, hvilket forhindrer landene i at udvikle sig i føderalistisk retning, altså mod et Europas Forenede Stater. Det understreges, at EU-samarbejdet ikke må svække de enkelte landes demokratier, og traktaten prøver således at komme de mange EU-skeptikere i møde. Traktaten er en følge af det arbejde, der blev udført i Det Europæiske Konvent, der for to år siden blev nedsat blandt andet for at sikre en folkelig forankring og demokratisk udvikling af det europæiske samarbejde. Forfatningstraktatens stærke vægt på de værdier, der binder landene sammen, understreger, at Den Europæiske Union har mere end blot et økonomisk mål om vækst og udvikling af fri handel. Målet er europæisk velfærd, og ikke mindst kirkerne i Europa har presset på for at få understreget den sociale dimension af EU-samarbejdet. Af samme grund må det hilses velkomment, at kirke- og andre trossamfund nu får en traktatfæstet ret til at blive hørt i lovgivningsprocessen, ligesom nationale kirke- og trossamfund respekteres af EU. Folkekirken og andre kirker, der er tæt knyttet til staten, er således sikret imod EU-indblanding.