Kvinder omkring 60 har intet fået foræret

Født under besættelsen eller lige efter. Været barn i et mangelsamfund præget af rationeringsmærker, Richs-billeder og Marie Kiks-påklædningsdukker. Set Zorro-film for 25 øre søndag eftermiddag i den lokale bio. Købt deres første nylonstrømper i Tatol eller i Schous Sæbehus, der kunne opmaske de samme nyloner. Gået i Brigit Bardot-tern og danset kinddans til Elvis Presley og Cliff Richard, hujet til Tommy Steele og Beatles og set rigtig teater, fordi de var med i skolescenen. De har gået op til prøven i femte klasse, der på et totalt stereotypt grundlag satte dem i bås 12 år gamle i enten den eksamensfri mellemskole - i folkemunde »fri mellem« - eller i mellemskolen, der ført til mindst realeksamen eller for de særligt udvalgte til gymnasiet.

Jo, der var forandringer. De fleste oplevede, at deres mor »gik hjemme« og fik husholdningspenge af faderen, der kom træt hjem og fik det største stykke kød, når der var kød på bordet. Men for døtrene åbnede der sig flere muligheder: uddannelse og arbejdsmarkedet, så de »kunne klare sig selv, hvis de blev skilt«, som det hed.

1960'erne var forrygende. Sådan huskes det, for det var her, de markante brud mellem generationerne skete. Kvinderne kom på arbejdsmarkedet, og velfærdssamfundet blev sat på sporet. Og det helt afgørende og opslidende opgør med kønsrollerne blev udkæmpet. Godt hjulpet af p-pillen, der gav en helt ny selvbestemmelse. Så kvinderne klarede både arbejdsmarkedet, børn og hjem og »opdragelsen« af deres mænd til accept af en anden manderolle, end den de kendte fra deres fædre. Alt imens de unge kvinders mødre så til med vantro bekymring. Hvor skulle det ende?

Det er endt lige netop her, hvor vi står. På godt og ondt. Med en ligestilling, som de færreste af de 60-åriges mødre havde kunnet forestille sig. Om end den ikke er god nok endnu. Med barselsorlov og pasningsgaranti og sønner og svigersønner, der bringer eller henter børn, køber ind, kan lave mad, lægge tøj i vaskemaskinen og selv passe børnene i flere dage, ja, uger alene, når mor er på lederkursus eller på videreuddannelse. Det forventes bare. Det er sådan set ikke til diskussion. Nu har vi en af verdens højeste erhvervsdeltagelse for kvinder. Der er stadig et stykke vej, til der er lige så mange middelmådige kvindelige ledere, som der er middelmådige mandlige ledere. Og der er ikke kvinder nok på topposter i det politiske liv, men vi er på vej.