Af Marianne Jelved |
15. juni 2004
SENIORKVINDER: Kvinder født i 1940'erne er den generation af kvinder, der kender forskel på et velfærdssamfund og et ikke-velfærdssamfund, for de har oplevet forskellen på deres egen krop
Født under besættelsen eller lige efter. Været barn i et mangelsamfund præget af rationeringsmærker, Richs-billeder og Marie Kiks-påklædningsdukker. Set Zorro-film for 25 øre søndag eftermiddag i den lokale bio. Købt deres første nylonstrømper i Tatol eller i Schous Sæbehus, der kunne opmaske de samme nyloner. Gået i Brigit Bardot-tern og danset kinddans til Elvis Presley og Cliff Richard, hujet til Tommy Steele og Beatles og set rigtig teater, fordi de var med i skolescenen. De har gået op til prøven i femte klasse, der på et totalt stereotypt grundlag satte dem i bås 12 år gamle i enten den eksamensfri mellemskole - i folkemunde »fri mellem« - eller i mellemskolen, der ført til mindst realeksamen eller for de særligt udvalgte til gymnasiet.
Jo, der var forandringer. De fleste oplevede, at deres mor »gik hjemme« og fik husholdningspenge af faderen, der kom træt hjem og fik det største stykke kød, når der var kød på bordet. Men for døtrene åbnede der sig flere muligheder: uddannelse og arbejdsmarkedet, så de »kunne klare sig selv, hvis de blev skilt«, som det hed.
1960'erne var forrygende. Sådan huskes det, for det var her, de markante brud mellem generationerne skete. Kvinderne kom på arbejdsmarkedet, og velfærdssamfundet blev sat på sporet. Og det helt afgørende og opslidende opgør med kønsrollerne blev udkæmpet. Godt hjulpet af p-pillen, der gav en helt ny selvbestemmelse. Så kvinderne klarede både arbejdsmarkedet, børn og hjem og »opdragelsen« af deres mænd til accept af en anden manderolle, end den de kendte fra deres fædre. Alt imens de unge kvinders mødre så til med vantro bekymring. Hvor skulle det ende?
Det er endt lige netop her, hvor vi står. På godt og ondt. Med en ligestilling, som de færreste af de 60-åriges mødre havde kunnet forestille sig. Om end den ikke er god nok endnu. Med barselsorlov og pasningsgaranti og sønner og svigersønner, der bringer eller henter børn, køber ind, kan lave mad, lægge tøj i vaskemaskinen og selv passe børnene i flere dage, ja, uger alene, når mor er på lederkursus eller på videreuddannelse. Det forventes bare. Det er sådan set ikke til diskussion. Nu har vi en af verdens højeste erhvervsdeltagelse for kvinder. Der er stadig et stykke vej, til der er lige så mange middelmådige kvindelige ledere, som der er middelmådige mandlige ledere. Og der er ikke kvinder nok på topposter i det politiske liv, men vi er på vej.
I dag er bedstemødrene selv på arbejde, med mindre det er bedstemødre, der kom meget tidligt på arbejdsmarkedet i fysisk nedslidende job, eller det er bedstemødre, som ser deres snit til at gå på efterløn for at kunne bruge nogle år til at hjælpe »deres« børnefamilie, der oplever en stresset hverdag. Og måske kan de bedstemødre hjælpe til en forståelse for en lidt anden prioritering hos børnefamilien end to hele indkomster gennem en lidt mere varieret arbejdstid over livsforløbet. Måske kan de være med til at præge holdningen på arbejdsmarkedet til en mere familievenlig personalepolitik.
Set hen over årene fra 1940'erne til nu, så ser jeg de nu ca. 60-årige kvinder karakteriseret af en reel kamp for at bryde med det mandsdominerede og autoritære samfund til et kønsligeværdsamfund. De er også karakteriseret af en kvindesolidaritet, fordi de kender og genkender kampens sår, og de hjalp rent faktisk hinanden med at bryde den nedværdigende tradition symboliseret i »Fru bankdirektør Hansen«. De er ligeledes den generation af kvinder, der kender forskel på et velfærdssamfund og et ikke-velfærdssamfund, for de har oplevet forskellen på deres krop. De har intet fået forærende. De har selv skabt deres resultater, højkonjunktur eller ej. Konjunkturer er jo kun ydre vilkår, og de har været fælles for de europæiske lande, hvor kvindernes vilkår i dag er ret så forskellige. De nordiske kvinders væsentligste forsømmelse er måske, at de har glemt at fortælle deres døtre, at ligestilling og velfærd ikke er selvfølgeligheder, men er et fælles ansvar. Og at velfærdssamfundet aldrig kan løse os fra vores eget ansvar.
Marianne Jelved er leder af Det Radikale Venstre
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad