Reportagen, som fik Rebel til at reagere

- Det er ikke så let, det her. Muligvis angriber jeg teksten forkert, men jeg må angribe den fra der, hvor jeg er, siger Thorkild Grosbøll fra prædikestolen.

Han er midt i afskyen over amerikanske soldaters overgreb i Abu Ghraib-fængslet i Irak. Og midt i afskyen over Det Gamle Testamentes fortællinger om vold mod jødernes fjender.

- Jeg forlanger historisk distance. Enten må Gud defineres anderledes end jødernes stammegud, eller - hvis man opgiver Gud - så må man forhindre, at andre sætter sig i hans stol. Men hvis vi skal være et med Gud, hvad forhindrer os i at sætte os der? Vi kender hans vilje. Vi kan vel dømme levende og døde. Er vi da ikke Gudsrigets statholdere? spørger Thorkild Grosbøll over brillerne på næsetippen. Han er både indtrængende og allerede på vej videre.

Grosbølls stemme er levende. Det er ikke en af den slags gudstjenester, hvor man griber sig selv i at overveje, hvorvidt den nogensinde vil slutte.

Grosbøll har et budskab, og selvom han skynder sig igennem sine tankerækker, lytter menigheden.

- Kristendommen har ingen anvendelig replik til det uføre, verden er havnet i. Ansvarlige for forbrydelserne skal forfølges, men Gud gør dem vel skyldfri? Vi må pinedød omdefinere Gud, siger han.

$SUBT_ON$Kirkevant menighed

Over prædikestolen hænger ordene Tro Håb Kærlighed. Nedenunder står præsten, der ikke troede på Gud, og er indigneret, så sætningerne rammer som små eksplosioner.

- Hvad er midlet mod barbariet? Vi har pligt til at svare, ellers har vi medskyld. Det bliver gjort i Guds navn.

Lige så brat, som den begyndte, slutter prædikenen.

»Hyggelig, rolig Gud, er din bolig«, synger vi. Den er nummer 378 i den gamle salmebog, som man stadig bruger i Taarbæk, og kirkegængerne synger med.

De 16 mennesker på bænkene er vant til at gå i kirke. De kan trosbekendelsen og ved, hvornår man skal stå og sidde, og de fleste går til alters.

Grosbøll går ud af kirken under postludiet, så han er klar til at sige farvel. Han står i sin sorte kjole med solskin i baggrunden og smiler sit forbeholdne smil, som alligevel når helt op i øjnene.

Han kender også kirkegængernes navne.

korsholm@kristeligt-dagblad.dk