Venner viser vejen

Når Christine Byriel i dag som psykolog har klienter, er der stort set ingen af dem, der kommer til hende på grund af problemer i venneforhold. Alligevel spørger hun altid til deres netværk.

Venskaber er altafgørende for vores trivsel og har lige siden antikken haft selvstændig værdi.

Dengang var de en naturlig del af det politiske og sociale liv, men i takt med individets frigørelse har venskabet mistet status og er blevet fortrængt fra det offentlige rum.

Meget tyder dog på, at venskabet i dag står over for en renæssance, mener flere forskere. Blandt andre den norske idehistoriker og leder af Dialoghuset i Oslo, Helge Svare. Han er aktuel med bogen »Venskap«.

- Det interessante er, at samfundet nu udvikler sig i en retning, som gør, at vi får større brug for venskaber. Men på en anden måde. Tidligere, hvor man indgik fornuftsægteskaber, var venskabet lige så værdifuldt som ægteskabet. Dengang var det et fristed for noget, der som regel var et fornuftsægteskab. I dag, hvor mange mennesker lever alene og venter med at gifte sig eller bliver skilt, bruger vi venskabet som en erstatning for ægteskabet, siger Helge Svare.

Teologen Lars Bo Bojesen, der har skrevet bogen »Venskab og ensomhed«, synes også, at det er gode tider for venskabet.

- Jeg synes, at der er mange krisetegn i samfundet. Tempoet er skruet op, og det bliver mere og mere hårdt at klare sig på arbejdsmarkedet. Der er ikke meget plads til at putte sig, og det gør i højere grad venskabet nødvendigt. Vi har brug for støtte og oprigtighed. Men når behovet er skærpet, er vores forventninger til venskabet det også, siger Lars Bo Bojesen.

$SUBT_ON$Den højeste lov

Fra at have være noget, der bare var en naturlig del af livet, er venskab gået hen og blevet et valg og derfor noget meget svært opnåeligt, mener Lars Bo Bojesen.

- I antikken havde venskabet en naturlig plads i det offentlige rum. Venner færdedes naturligt på torvet i Athen og Rom. Det var i det politiske mulighedsregi at have og bruge venner på den tid. Det ændrer sig efterhånden, så venskabet bliver mere og mere individualiseret. Man kan sammenligne bevægelsen med sækulariseringen, siger Lars Bo Bojesen.

Aristoteles er den første i den vestlige kulturs historie, der gør sig tanker om venskabet. Han skelner mellem nyttevenskabet, lystvenskabet og det sande venskab. Det sidste lader sig lede af dyden og handler om, at venskabet mellem to personer er højeste lov.

- Franskmanden Montaigne hylder ligeledes i sine breve fra slutningen af 1500-tallet venskabet i høje toner. Han citerer to romerske venner, hvor den ene siger, at hvis hans ven bad ham sætte ild til Roms templer, så gjorde han det. Venskabet går altså forud for den politiske ansvarlighed, og det at de var venner, før de var borgere, bifaldt Montaigne.

- Hans syn på venskabets ubrydelighed forsætter og forstærkes i litteraturen. Men feltet, hvor venskabet kunne folde sig ud, indsnævres. Venskabet skubbes væk fra den politisk-økonomiske arena og også fra den spirituelle. I middelalderens munkeordener, hvor man kendte til stærke venskaber, blev disse efterhånden mødt med skepsis og modstand fra den katolske kirke. I dag findes venskabet kun under helt private former, siger Lars Bo Bojesen.

Måske derfor mangler vi forbilleder og en kultur for venskabsdyrkelse, mener Helge Svare.

- I modsætning til den romantiske kærlighed, som der er skrevet tusindvis af bøger og lavet film om, så er vi i forhold til det at etablere og udvikle venskaber temmeligt hjælpeløse. Det er ikke noget, vi taler om. Der er populære tv-serier som »Friends« og »Sex and the city«, men det er ikke sikkert, at de hjælper så meget.

- I vores tid er vi meget optaget af frihed, og det personlige valg, og det kan betyde, at vi ofrer venskabet. Karriere og familien er nok den største trussel mod venskabet, og det er synd. For venskabet giver mulighed for at gå ud og have et frirum uden for familien og komme tilbage med nye impulser og kræfter. Først når ægteskaber er gået i stykker, opsøger vi vennerne, men måske kunne det være undgået, hvis vi havde gjort det noget før, siger Helge Svare.

$SUBT_ON$Regler for venskabet

Der er venner, man har mødt på studiet, i fodboldklubben og på arbejdspladsen. Og selv om venskab opstår spontant er der nogle regler, som skal overholdes.

- Man starter forsigtigt og søgende og bevæger sig på et overfladisk plan, indtil man mærker, om den anden har lyst til at snak-

ke mere. Hvis det er tilfældet, lukker man selv mere op, og samtalen kan nu handle om andet end arbejde, chefen og kollegerne. Men man skal stiltiende være enige om at tage skridtet videre. At være venner er en slags udnævnelse, og der er meget blufærdighed forbundet med det, men også meget stolthed over for eksempel at have været venner siden vuggestuen, siger Christine Byriel.

Ligesom med det erotiske forhold skal venskabet plejes for ikke at sygne hen. Hvis engagementet ikke er gensidigt, eller balancen mellem at tage og give ikke er der, står venskabet i fare for at ophøre, mener Christine Byriel.

- Det er svært i en helt tæt relation at udtrykke sin irritation. Man frygter vennens vrede og æder for meget i sig, indtil man eksploderer. Det er den mest almindelige grund til, at venner skilles. Ligesom med kærester. Hvis man tør sige fra i tide, kan man måske nå at bearbejde konflikter undervejs. At udlevere vennen til andre er illoyalt og en af de uskrevne regler, man bare ikke bryder, siger Christine Byriel.

Et venskab bygger på noget så gammeldags som moral, men når vi lige udser os den ene dreng eller pige ud af de andre 26, handler det om instinkt, mener Christine Byriel.

- Mennesket er et gruppedyr, der ikke trives alene. Og selv om vi ikke har et erotisk forhold til vores venner, så er der mange ligheder til kæresteforholdet. Vi tiltrækkes også af venner, fordi de som min veninde i 1. g havde flot lyst hår, var dygtig i skolen

og interessant. Man bliver ikke venner med en, man synes, det er

synd for. Man bliver som regel venner med nogen, der ligner og forstår en. Nogen som kan være den søster eller bror, man ikke har haft. Mødet skal være gensidigt, så der opstår en slags forelskelsesfase, siger hun.

Men der er en væsentlig forskel mellem venskab og det erotiske kærlighedsforhold, mener Lars Bo Bojesen.

- Den erotiske kærlighed er bundet op på projektioner. Spørgsmålet er, om man overhovedet ser den anden, eller om man ikke ser noget, man gerne vil se. I modsætninger hertil ser man som venner med et blik, der er uselvisk.

- Den italienske sociolog Alberoni, der har skrevet noget af det bedste om venskabet, siger: »En ven ser, hvem vi er og hjælper os med at være den, vi er«. Vennens blik er rettet mod noget, der skal komme, en tilblivelse. Det er den vigtigste vejviser på vores udvikling, siger Lars Bo Bojesen.

»Det er rart at være alene, men det er bedre at have en rigtig ven,« hedder det i Benny Andersens »Vennesangen«, som rammer lige ned i venskabets dialektik.

- Samtidig med at man skal have modet til at slippe sig selv, og det billede, man har af sig selv, så forudsætter venskabet evnen til at være alene. Man skal ikke hænge hinanden om halsen og være omklamrende. For så bliver det »projektionsvenskaber«. I det ægte venskab skal man have modet til at turde stå op og kigge på sig selv udefra.

- Det kan være meget svært for en ven at få slået hul på sit selv-

billede. Vi vil helst ikke ændre os. Men i det sande venskab er det nødvendigt, at man er åben og tåler modspil. For som evan-geliet siger, så kan vi »ikke overskue os selv«. Vi kan heller ikke sætte os ned og meditere os til det. Men gennem venskabet kan vi få øje på helheden og stræbe efter den.

- Venskabet løfter os op over normerne, trygheden og det individuelle og er et bevis på, at mennesket har en identitet og en ånd. Vi har en kerne eller et »selv«, som Jung og Kierkegaard taler om. Som venner har man respekt for den kerne, og kan gennem venskabet opdage kræfter i sig selv, som man ikke har set.

- Det kan være en tone eller en Mariakraft, som omgiver en, når man er meget syg, og som vil følge en, når venner ikke er der. Jeg tænker det ikke i form af en personlig egenskab, men som en varme, der er hos en. Som en åndelig virkelighed. Der er noget religiøst i venskabet. Man bliver forenet i Gud og har en navlestreng tilbage til nogle høje erfaringsformer, siger Lars Bo Bojesen.

$SUBT_ON$Venskaber er livsforlængende

Selv om der vil være forholdsvis få venskaber, der folder sig ud i hel blomst, er det godt nok med de tilløb, vi gør, mener Lars Bo Bojesen.

- Det sande venskab er et spørgsmål til en selv: Er jeg så oprigtig, jeg kan være i mit liv? Over for mig selv og over for andre? Det er egentlig ikke os selv, der stiller spørgsmålet, men det ligger i den skabte tilværelse og i

forventningerne til livet. Det kan godt være, at venskabet går i stykker, men man har fået fornemmelse af et mål, der ikke bare handler om penge og karriere, siger Lars Bo Bojesen.

Helge Svare sammenligner venskabet kunst med kunsten at stable et godt bål.

- Ikke alt brænde skal være lige stort. Afstanden mellem brændet har betydning, og endelig kræves der en gnist, som kan tænde bålet. På samme måde er der ting, der er gode at gøre for at få et venskab til at vokse, men gnisten kan ingen af parterne tilføre forholdet bevidst. Ligesom med kærlighed kan vi ikke tvinge os til at elske det, vi ikke elsker. Vi kan lære at blive en god samtalepartner og tackle kriser, men det er ingen garanti. Når venskabet kommer, kommer det som en gave, siger Helge Svare.

Christine Byriel har oplevet det helt tætte venskab flere gange i løbet af sit liv. Men hun har også oplevet smerten, når venskabet gik i stykker.

- Jeg har haft veninder, hvor forholdet gik helt i kludder. I et tilfælde gik vi i terapi sammen, og det var meget pinefuldt, men endte godt. Uanset hvor mange knubs og afvisninger venskabet kan give, så vil jeg til hver en tid gå helhjertet ind i et nyt, for uden relationer er livet for mig uden værdi. Og i en så hurtig og it-minded tid som vores, er venskaber så afgjort vigtige. De er uden tvivl livsforlængende, siger Christine Byriel.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk