Kontinentet der angrede

H an henviser til, at den so-

cialdemokratiske spids-

kandidat og tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen har udtalt, at det fælles europæiske er integration. Altså at det netop skulle være en karakteristisk værdi for vores del af verden, at vi kan blande kulturer, forandre os og fungere sammen.

- Det er jo en fantastisk påstand i betragtning af, at Europa indtil for 100 år siden bestod af en række lande, som kun var i konkurrence med hinanden. Resten af verden var langt bagefter. Men i dag forsøger Europa ikke længere at være verdens herre, men at indrangere sig selv i en global sammenhæng som dem, der kan komme sig oven på katastrofen, siger historikeren.

Går man tilbage i tiden, var det ellers netop den indbyrdes kamp mellem de europæiske magter, som skaffede dem verdensherredømmet. Mens Asien i århundreder var totalt domineret af Kina som en magtfuld og højtudviklet, men også doven og konservativ kolos, holdt Europas nationer hinanden til ilden.

- Europas store drivkraft var den stadige indbyrdes rivalisering mellem fyrstehusene, både økonomisk, politisk og militært, siger Henrik Jensen og tilføjer:

- I vores tidsalder foregår denne rivalisering globalt, og derfor giver det god mening, at Europas nationer i dag går sammen. Men vor verdensdels position er en anden, for som en belgisk diplomat har sagt, er Europa i dag en økonomisk gigant, en politisk dværg og en militær orm. Vi har opnået velstand, men vi har sørget for at underbetone den militære oprustning i en sådan grad, at muligheden for at dominere globalt er væk. Den har vi overladt til USA.

Uffe Østergård er historiker, Jean Monnet-professor og chef for afdelingen for holocaust- og folkedrabsstudier under Institut for Internationale Studier. Han har beskæftiget sig meget med europæiske værdier og er enig med Henrik Jensen i, at nutidens europæiske selvforståelse i høj grad er præget af verdenskrigene.

- Man taler meget om de vestlige værdier, for der er meget, vi er fælles om hen over Atlanterhavet. USA er jo også grundlagt som en europæisk aflæggerkultur. Men det gør noget ved et land at være så enestående stærkt i verden. Derfor er synet på magt et andet i USA end i Europa, der har lært at leve med nederlag. EU som projekt handler jo dybest set om at få tidligere fjender til at leve med erindringen om nederlag uden at bruge det som afsæt til på ny at slå hinanden ihjel, forklarer Uffe Østergård.

Han bemærker hertil, at Danmark på dette område har en særlig ekspertise opbygget gennem århundreders militære nederlag og tab af Skåne, Halland, Blekinge, Norge og Slesvig-Holsten.

Men også Europas stormagter har erindringen om nederlag. Tyskland har tabt to verdenskrige. Storbritannien har tabt et imperium.

Frankrig er måske det europæiske land, der i dag har flest stormagtsdrømme i behold, men også det land, der med diplomaten og statsmanden Jean Monnet som pennefører i 1951 stod bag skabelsen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, som siden blev til EU.

- De værdier, som er EU's erklærede grundlag, minder meget om såvel de amerikanske som de internationale idealer om fred, frihed, demokrati, menneskerettigheder, retssikkerhed og tolerance. Hvis jeg skal pege på en specifik europæisk værdi, er det forbuddet mod dødsstraf, som amerikanerne har et markant anderledes syn på, formentlig af historiske årsager, siger Uffe Østergård.

Dette tjener som anledning til på ny at drage tilbage i Europas brogede historie og opsøge en hollænder og to italienere, hvoraf vi allerede traf den ene i indledningen.

- Ordet »Europa« går tilbage til den græske mytologi, men hverken de gamle grækere eller romerne forbandt Europa med bestemte værdier. Grækerne så sig selv som placeret mellem Europa og Asien som den perfekte blanding mellem koldt og varmt. Tanken om Europa udvikledes først i 1400-tallet med Pius II som den første ideolog, fortæller Uffe Østergård.

Indtil da havde ingen tænkt på at se Europa som en samlet geografisk og kulturel helhed. Forinden fandtes kun en religiøs helhed, kristenheden. Pius II havde da også som sit projekt at samle det kristne Europa i en fælles front mod den ydre fjende, som de muslimske tyrker udgjorde for Europa fra Konstantinopels fald i 1453 og op gennem 1500-tallet.

Det lykkedes dog aldrig Pius at få de kristne europæiske fyrster forenet. Uffe Østergård påpeger, at Frankrig så fyrstehuset Habsburg, som havde magten i Østrig, Spanien og Nederlandene, som en større trussel og derfor holdt med tyrkerne. Og snart rodede Europa sig ud i en serie religionskrige, som vel at mærke ikke var imod muslimer, men mellem katolikker og protestanter indbyrdes.

Efter dette blodbad opstod ønsket om at formulere nogle europæiske værdier, som ikke var religiøst funderet, eftersom europæerne jo netop ikke kunne blive enige om, hvad der var den rette lære. Dette gjorde den nederlandske renæssancehumanist Erasmus af Rotterdam (1469-1536) til en central figur på grund af hans intellektuelle og pacifistiske, men også kristent funderede søgen efter en grundlæggende sund fornuft. Det er ingen tilfældighed, at EU's fælles uddannelsesprogram bærer Erasmus' navn.

I årene, der fulgte, udviklede

europæiske filosoffer den så-

kaldte naturret, som netop byggede på forestillingen om nogle grundlæggende, naturgivne værdier. Og når oplysningstidens tænkere, som vor egen Ludvig Holberg, refererede til Europa, stod verdensdelens navn som indbegrebet af fred, fornuft, civilisation, individualisme og retssikkerhed - i modsætning til enkeltstaternes enevælde, grusomhed og grådighed.

I denne forbindelse introducerer Uffe Østergård endnu en italiener, Cesare Marchese Bonesana di Beccaria (1738-94), som i 1764 i værket »Om forbrydelse og straf« leverede et væsentligt bidrag til de europæiske værdier: forestillingen om en samfundskontrakt mellem stat og borgere, hvor borgerne har overdraget en del af deres frihed til staten til gengæld for den beskyttelse, staten kan tilbyde. Desuden formulerer værket ønsket om et forbud mod dødsstraf, som i dag er skrevet ind i artikel to i EU's charter om grundlæggende rettigheder.

- Det er centralt i europæisk tankegang, at nationalstater kan tillade sig alt, men alligevel er begrænset af nogle almene principper, forklarer Uffe Østergård, som vurderer, at vi danskere ikke har nær så klar en skelnen mellem de kristent funderede værdier og de grundlæggende civilretslige værdier som de europæiske lande, der for alvor har været ramt af religionskrige.

- Måske har vi et større behov end de fleste andre europæiske lande for civile regler udefra. I dansk tankegang har folkekirken og nationalstaten været så enerådende, at vi er mindre opmærksomme på, at der ved siden af det religiøse og kulturelle må gælde nogle fælles regler for mennesker, der bor ved siden af hinanden og har forskellig religion, påpeger Uffe Østergård.

Søren Dosenrode fra Aalborg Universitet er ligesom Uffe Østergård Jean Monnet-professor. Han er enig i mange af betragtningerne, men ser mere end sin kollega de fælles europæiske værdier som et resultat af samspillet - og modspillet - mellem kristendom og humanisme.

- De mest centrale europæiske værdier er menneskerettigheder, demokrati og forholdet mellem mand og kvinde som ligeværdige personer. Alle disse værdier er udsprunget af kristendommen og humanismen i tvekamp. Og det er en proces, som kun er foregået i Europa, fordi det var her, kristendommen var. Det er ikke foregået i for eksempel Fjernøsten, Det Osmanniske Rige eller i Afrika, påpeger Søren Dosenrode.

Han tilføjer, at de europæiske værdier også er primært vest- og centraleuropæiske værdier med rod i katolske og reformerte stater, mens Østeuropa og den ortodokse kirke har spillet en langt mindre rolle.

I forhold til USA betragter han den amerikanske kultur som et barn af den europæiske og foretrækker at se de europæiske og de amerikanske værdier som to nært beslægtede varianter af vestlig civilisation, begge med kristne rødder.

- Kristendommen er den ene kraft, som har været stærkest til at forme Europa, og det er væsentligt at holde sig for øje, at humanismen også i sit udspring hos for eksempel Erasmus af Rotterdam var kristen. Først efterhånden er humanismen gået fra at forholde sig til skaberen til mere at forholde sig til det skabte, påpeger Søren Dosenrode, som dermed går ind i debatten om, hvorvidt kristendommen eller den jødisk-kristne arv skal nævnes direkte i EU's forfatningstraktat.

- Jeg ved godt, at især Frankrig som barn af oplysningstiden har den mærkesag ikke at nævne kristendommen, mens andre, der ikke har haft en tilsvarende revolution, ser anderledes på det spørgsmål. Jeg synes, det i den sammenhæng vil være naturligt at nævne vores kristne rødder, siger Søren Dosenrode, som påpeger, at der inden for kristendommen er en århundredlang tradition for pacifisme og forsøg på at formulere grundlæggende rettigheder for mennesket.

Men selv om det således er til debat, præcis hvordan Europas arv fra henholdsvis kristendom og humanisme stiller sig i forhold til hinanden, anfægter det ikke, at det netop er typisk europæisk at mødes hen over forskellighed, tvivl, eftertænksomhed

- og anger over fortidens synder.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk