Denne kronik er ikke et argument for amnesti til de irakiske familier, men er derimod en kraftig opfordring til en her og nu-forbedring af børnenes forhold. Ved at give disse børn adgang til danske folkeskoleklasser får de mulighed for at indgå i fællesskaber og for at udvikle sig på lige fod med andre børn i Danmark. Den danske folkeskole kan bistå børnene med sine rammer for socialisering og civilisering og give dem en oplevelse af at være aktive individer med realiserbare mål. Vi kan hjælpe disse børn til at få livskvalitet, mens de venter, ved at give dem mulighed for at turde ønske og forvente noget af livet.

Mange af de irakiske børn har efterhånden nået skolealderen eller går allerede i asylskoler på centrene. Der bor ca. 530 børn i alderen 0-17 år på de danske asylcentre, hvoraf 119 er irakiske. Størstedelen af de irakiske børn befinder sig i udsendelsesfasen og har typisk ventet på forskellige centre i minimum 3 år.

Kan det være rimeligt, at disse børn skal leve isoleret og afskåret fra det danske samfund, som lige nu er deres eneste alternativ, når de ikke har mulighed for at vende tilbage til Irak? Hergel lader børnene beskrive tilværelsen på et asylcenter, hvor blandt andet en understimulering i skolen er et tilbagevendende emne.

En dreng udtaler: "Man lærer ikke noget. Det er det samme altid. Der er ingen elever på min alder". Socialt og fagligt er børnenes skolegang kritisabel. I Sverige og mange andre steder i Europa har man taget konsekvensen og tilbyder skolegang i almindelige folkeskoleklasser både for børn, som venter på svar og for de afviste; tilmed også for børn af illegale asylansøgere.

I det hele taget bliver asylbørnene i Sverige i langt højere udstrækning behandlet som børn med rettigheder som alle andre børn og ikke som en del af en uønsket gruppe. Hvorfor gør vi ikke noget i Danmark? Hvad ligger der til hinder for, at vi yder en aktiv indsats for at forbedre disse børns hverdag ved at give dem en skolegang i danske folkeskoleklasser? Flygtningenævnets beslutning er truffet, og det efterlader et stort ansvar for at gøre noget for at ændre de præmisser, børnene lever under på nuværende tidspunkt. Et ansvar, der skal løftes hurtigst muligt.

En hverdag, som begrænser sig til asylcenteret, udelukker børnene fra afgørende fællesskaber. Børn har brug for at lære at begå sig i sociale arenaer. De vil gennem hele livet blive mødt med nye ansigter og nye situationer, hvor sociale kompetencer er altafgørende, når disse nye indtryk skal håndteres og konsumeres.

Skolen skal udruste børn med faglige redskaber, men langt vigtigere er det, at den i det moderne samfund er enestående i at forberede børnene på og gøre dem i stand til at håndtere verden eller den virkelighed, der gemmer sig uden for et asylcenter. Børn er afhængige af den sociale kontakt, en skolegang i folkeskoleklasser giver dem.

På et asylcenter får barnet ikke samme mulighed for at danne venskaber og lære retningslinjer for social praksis fra jævnaldrende. En asylansøger har i gennemsnit boet på syv forskellige centre. Dette hindrer børnene i at danne varige sociale relationer med voksne og børn. I stedet kommer forældrene i vid udstrækning til at udgøre det sociale fundament i børnenes tilværelse.

Det er problematisk, at forældrene i tillæg til den basale følelsesmæssige støtte skal fungere som bedste ven og udfordrende legekammerat. Det er en vigtig del af identitetsudviklingen at spejle sig i jævnaldrende. At forældrene til disse børn så oven i købet enten lider af psykiske problemer eller på anden vis er mærket af deres traumatiske baggrund, har alarmerende konsekvenser for børnenes opvækst.

De får uhensigtsmæssige store ansvarsbyrder deres alder taget i betragtning og mangler positive rollemodeller. Vi kan ved at give børnene en skolegang i folkeskoleklasser på den ene side give dem adgang til sociale relationer med jævnaldrende og lærere. Samtidig får børnene et åndehul fra den altoverskyggende stemning, der præger et sted, hvor mennesker bare venter.

Lad os dog forsøge at give disse børn en mulighed for at blive mere end ventende. Når man er syv år, er tre år på standby ufattelig lang tid. Så lang tid, at man måske tror, at det er sådan, livet er. Måske skal man bare gå og kigge ind i tomme vægge. Måske græder mor bare altid. Måske er det ikke meningen, at man skal lege med andre end sin gamle bamse. Måske gør det ikke noget, at man laver de samme matematikstykker som sidste år, hvor man boede på et andet center. Måske er det lige meget, om man er sød ved de andre børn, hvis de alligevel ikke er her i morgen. Måske er alting lige meget, måske betyder ingenting noget.

Undervisning i danske folkeskoleklasser er en umiddelbart omsættelig løsning. Den danske folkeskole har ifølge dansk lovgivning ikke kun rollen som institutionel, faglig skoling, men medvirker også til at socialisere børnene og udstyre dem med kompetencer i deres personlige og kollektive udvikling. Hvis børnene af de irakiske flygtninge får adgang til den danske folkeskole, får de ikke alene adgang til fællesskaber i skolen, men bliver også inkluderet i samfundet, får trænet deres evne til at indgå i sociale sammenhænge og vil derfor have nemmere ved at indgå i nye sammenhænge, uanset hvor de måtte ende.

Derfor opfordrer vi til, at de kommuner, som asylcentrene er tilknyttet, finder plads til børnene. En forudsætning for dette er dog, at der fra politisk hånd bliver afsat de nødvendige midler. Dette skal ske, så opholdet på asylcentret ikke ender med at institutionalisere børnene for livet, og de i stedet får mulighed for at forberede sig på et liv som andet end asylansøgere.

Kan vi, som vægter friheden så højt, nægte børn på asylcentrene en midlertidig følelse af handlerum og bevægelsesplads fysisk som mentalt? Vi har reserveret plads. Har I?

Stine Helkjær Engen, Lise Lundme Funch, Rikke Louise Knudsen og David Sausdal er alle antropologistuderende ved Københavns Universitet

Læs kronikken i morgen:

"Ærkebiskoppens fald"

af cand.theol. og journalist

Søren E. Jensen