Af Anne Korsholm |
28. maj 2004
INTERVIEW: Der er helligånd på spil andre steder end i kirken søndag morgen, siger teologen Niels Henrik Gregersen, der tidligere på året flyttede fra Århus til København for at tiltræde et professorat. Han foreslår humor og selvironi som middel mod mange af de konflikter, som præger kirker
Ind imellem oplever professor i teologi Niels Henrik Gregersen fornemmelsen af at være et med tilhørerne, når han underviser eller holder foredrag. Det kræver øjenkontakt og måske også helligånd.
-Jeg er imod, at man følger et manuskript slavisk. Hvis man ser gamle forelæsninger af en stor teolog som Løgstrup, kan man se, at han holdt den samme forelæsning fem til syv gange i løbet af sin karriere. Det sker aldrig i dag. Det er jo dræbende. Præster burde heller ikke læse deres prædikener op. Man må vove at give plads for ånden, siger han.
Niels Henrik Gregersen sidder i sit hyggelige kontor på afdelingen for systematisk teologi på Københavns Universitet. Her er stakkevis af bøger, en blød sofa og meget hjemligt, selvom han for nylig er flyttet ind efter en årrække i Århus og USA.
Niels Henrik Gregersen er ved at skrive en lille bog om evangeliet og dommedag, men denne samtale handler i stedet om de sidste taler Jesus holdt for sine diciple, hvor han inderligt ønskede, at de alle måtte være et, hvorefter han forlod jorden og sendte Helligånden som vejleder.
For mange er Helligånden først og fremmest noget med tungetale og mirakler, men Niels Henrik Gregersens forståelse af ånden er bredere.
- Helligånden ytrer sig mange steder. Ikke kun i kirken. Det fine ved Helligånden er, at Han gemmer sig selv i sine gaver. Helligånden er den guddommelige person, som træder til side for at lade det ske, som skal ske. Men Helligånden kan kendes på ethed og samhørighed, siger Niels Henrik Gregersen.
$SUBT_ON$Ethed bliver til enshed
Etheden er ofte i kirker blevet til enshed, men det har aldrig været meningen, understreger han. Ethed er, at vidt forskellige mennesker bliver ved med at være forskellige, men får en stærk følelse af fællesskab med hinanden.
Niels Henrik Gregersen kan høre musik på sit kontor, og han holder for eksempel af Bachs fugaer, hvor et lille musikalsk tema typisk bliver vendt og drejet af flere forskellige instrumenter. Han bruger musikken som eksempel på den gode ethed og drager en parallel til folkekirkens sognestruktur, hvor det tidligere var sådan, at stort set alle kirker holdt den samme type højmesse hver søndag.
- Sådan er det heldigvis ikke længere. Det er vigtigt, at hver menighed udvikler sin toneart og variation, så folkekirken bliver en fuga med et tema, som bliver spillet og varieret af mange forskellige instrumenter, siger han.
Der er jo ellers forskellighederne, som ofte giver anledning til hede debatter og knivskarpe skel i kirkelivet både i Danmark og i verden. Synet på dåb, nadver, paven eller Helligånden, for den sags skyld, er emner, der deler kristne. Niels Henrik Gregersen anbefaler humor imod den slags konflikter - herunder en god portion selvironi.
- Hvis man ser det anderledes - for eksempel for mit vedkommende den russisk-ortodokse kirke med deres dragter og fine ting - fra en lidt humoristisk vinkel, så kan man også være generøs over for det anderledes.
$SUBT_ON$Kæmpende kirke
Samtidig er Niels Henrik Gregersen fuldstændig klar over, at den store ethed også er en utopi.
Den kan mærkes, når vi alle sammen synger samme sang, når vi er forelskede, eller når foredragsholder og publikum er på samme bølgelængde, men kærligheden og engagementet er lige som en fuga, hvor temaet hele tiden flygter og skal findes igen.
- Vi lever i den kæmpende kirke. Først i det evige liv bliver vi et, men der bliver vi stadigvæk ikke ens. Jeg har ikke særlige problemer med at tro på det evige liv. For uden evighedsdimensionen giver tro på Gud ingen mening. Men jeg er sikker på, at vi ikke bliver til en lang række ens engle. Vores mærkværdigheder bliver bevaret, må vi håbe, siger han.
Traditionelt siger man, at dåben gør alle kristne til et, men Niels Henrik Gregersen mener ikke, at det stopper der.
- Alle de søgende sjæle. Alle de livsglade sjæle. De er vel også påvirket af Hel-ligånden. Og hvad med vores muslimske brødre og søstre eller hinduerne, som gør deres bedste for at leve et ordenligt liv? Hvad med vores venner, som tror på noget andet eller tilsyneladende ingenting? Jeg mener, at vi skal tale med alle, som om de troede, for alle har sansen for tro, håb og kærlighed et sted i sig. Derfor kan vi også føle os et med dem, siger han og vender tilbage til dåben.
- Døbt eller ej. Det eneste, der er evighed i, og som overlever døden og Guds dom er tro, håb og kærlighed - og det største er kærligheden. I det hele taget kan man ikke dele mennesker op i troende og ikke troende. Begge dele kæmper i os alle sammen, ligesom kærlighed og had, håb og håbløshed gør, siger Niels Henrik Gregersen.
korsholm@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad