Helligåndens usynlige arbejde

$SUBT_ON$Ethed bliver til enshed

Etheden er ofte i kirker blevet til enshed, men det har aldrig været meningen, understreger han. Ethed er, at vidt forskellige mennesker bliver ved med at være forskellige, men får en stærk følelse af fællesskab med hinanden.

Niels Henrik Gregersen kan høre musik på sit kontor, og han holder for eksempel af Bachs fugaer, hvor et lille musikalsk tema typisk bliver vendt og drejet af flere forskellige instrumenter. Han bruger musikken som eksempel på den gode ethed og drager en parallel til folkekirkens sognestruktur, hvor det tidligere var sådan, at stort set alle kirker holdt den samme type højmesse hver søndag.

- Sådan er det heldigvis ikke længere. Det er vigtigt, at hver menighed udvikler sin toneart og variation, så folkekirken bliver en fuga med et tema, som bliver spillet og varieret af mange forskellige instrumenter, siger han.

Der er jo ellers forskellighederne, som ofte giver anledning til hede debatter og knivskarpe skel i kirkelivet både i Danmark og i verden. Synet på dåb, nadver, paven eller Helligånden, for den sags skyld, er emner, der deler kristne. Niels Henrik Gregersen anbefaler humor imod den slags konflikter - herunder en god portion selvironi.

- Hvis man ser det anderledes - for eksempel for mit vedkommende den russisk-ortodokse kirke med deres dragter og fine ting - fra en lidt humoristisk vinkel, så kan man også være generøs over for det anderledes.

$SUBT_ON$Kæmpende kirke

Samtidig er Niels Henrik Gregersen fuldstændig klar over, at den store ethed også er en utopi.

Den kan mærkes, når vi alle sammen synger samme sang, når vi er forelskede, eller når foredragsholder og publikum er på samme bølgelængde, men kærligheden og engagementet er lige som en fuga, hvor temaet hele tiden flygter og skal findes igen.

- Vi lever i den kæmpende kirke. Først i det evige liv bliver vi et, men der bliver vi stadigvæk ikke ens. Jeg har ikke særlige problemer med at tro på det evige liv. For uden evighedsdimensionen giver tro på Gud ingen mening. Men jeg er sikker på, at vi ikke bliver til en lang række ens engle. Vores mærkværdigheder bliver bevaret, må vi håbe, siger han.

Traditionelt siger man, at dåben gør alle kristne til et, men Niels Henrik Gregersen mener ikke, at det stopper der.

- Alle de søgende sjæle. Alle de livsglade sjæle. De er vel også påvirket af Hel-ligånden. Og hvad med vores muslimske brødre og søstre eller hinduerne, som gør deres bedste for at leve et ordenligt liv? Hvad med vores venner, som tror på noget andet eller tilsyneladende ingenting? Jeg mener, at vi skal tale med alle, som om de troede, for alle har sansen for tro, håb og kærlighed et sted i sig. Derfor kan vi også føle os et med dem, siger han og vender tilbage til dåben.

- Døbt eller ej. Det eneste, der er evighed i, og som overlever døden og Guds dom er tro, håb og kærlighed - og det største er kærligheden. I det hele taget kan man ikke dele mennesker op i troende og ikke troende. Begge dele kæmper i os alle sammen, ligesom kærlighed og had, håb og håbløshed gør, siger Niels Henrik Gregersen.

korsholm@kristeligt-dagblad.dk