Teologisk abrakadabra

Der er nu gået et år siden det opsigtsvækkende og chokerende interview i Weekendavisen, hvor Thorkild Grosbøll fornægtede troen på en personlig Gud og jordede al tro på frelse og opstandelse. Disse meninger - som om det ikke var nok - blev fremført med en så arrogant, smart og pinlig argumentation, at det halve af Danmarks befolkning kom af stolene i protest.

Efter et år med samtaler og tilsyn af biskop Liselotte Rebel siger samme præst, som svar på spørgsmålet, om han tror på Gud, »at Gud som forklaring ikke giver mening for mig, men Gud som tydning giver masser af mening«.

Hertil vil jeg i første omgang nøjes med ydmygt at sige: Jeg forstår det ikke! Hvad er det, som denne Ordets tjener hermed fortæller? For mig er det abrakadabra. Der er et svælg mellem teologernes indbyrdes samtale og det, som vi lægfolk lærer og forstår. Men værst er det dobbeltspil mellem de akademiske præsters forståelse og tro (eller manglende ditto) og den forkyndelse, der gives fra prædikestolen. Det giver folkekirken troværdighedsproblemer.

Nogle lykkelige og lidt misundelsesværdige mennesker har fået troens gave enkelt og ligetil, andre skal kæmpe med og mod en undertiden manglende tvivl. Alle kan vi dog finde vores plads i folkekirken. De fleste er da også glade for dens store rummelighed og frihed til at formulere troen på et nutidigt sprog.

Det, vi lægfolk tager afstand fra, er de besmykkede ord, løgne og redaktionen af det kristne budskab. Grosbølls trosbekendelse lød »pint under Pontius Pilatus, død og begravet« - punktum, slut! Jeg formoder, at den bekendelse stadig har sin gyldighed også efter de biskoppelige samtaler?

Troen på Kristus er afskaffet, og mennesket Jesus sat i stedet. Da er der ikke længere tale om rummelighed, men mere om en rungende tomhed.