Konfirmationens behændige forfald

For mange gammeldags præster er det endt med en kamp for overlevelse. Og ovenfra fik man som altid at vide, hvor stort det var, at folkekirken trods ungdomsoprørernes fanatiske afkristning af skolen og de følgende års ukontrollerede masseindvandring dog stadig omfattede godt 80 procent af befolkningen, og at det danske folk med rette kunne kaldes for et kristent folk. Denne fastholden skyldtes netop, at man snedigt lod kirke og kristendom skifte karakter, ja, udvandede det hele i en sådan grad, at man i dag kan gå fra kirke til kirke uden at møde andet end de nye ukristelige vrøvlesalmer, der smuttede med ind i den udvidede salmebog, og uden at blive konfronteret med Guds lovs dom og nådens ufortjente oprejsning af os syndere.

Gemytlig underholdning -bevares, ofte af en begavet, raffineret og spændende karakter - havde afløst en evangelisk-luthersk, bibelsk forkyndelse: Denne var ængsteligt blevet skubbet til side for ikke at støde nogen.

Vi lever også kirkeligt i en stadig udsalgstid. En udvandingstid, hvor kirkens mænd ganske enkelt ikke længere tør være »kirkens mænd«.

Forårskonfirmationen 2004 er ved at være overstået, og gamle »Tante Berling« jubler forståeligt nok over, at de unge tager troen alvorligt. Det har de fået mediedomprovsten ved Københavns Domkirke, Anders Gadegaards, ord for. Han henviser glad til, at konfirmationen for mange er et spørgsmål om personlig stillingtagen -altså en art anerkendelse af, at den kristne Gud dog nok er den rette at holde sig til. Samtidig forsikrer hans konfirmander dog, at de »ikke går vildt meget op i religion«, men at de føler sig trygge ved at have Gud inde i sig selv og vide, at han altid vil sørge for os og være på vor side, uanset hvad vi så selv siger eller gør. »Det er en rar tanke«, siger Ninna.

Man ser heraf, at Luthers lille katekismus i hvert fald ikke kan være lagt til grund for undervisningen. Måske snarere en af den »børnevenligt pædagogiske« biskop Lodberg Hvas' populære bøger? Det er jo helt i hans ånd at møde en så tåbelig forståelse af konfirmationens mening, som om det her alene er Gud, der lader sig spænde for vor vogn og bekræfter os.

Dermed er konfirmationen også blevet godt og grundigt udvandet! For har vi ikke altid ved konfirmation med Grundtvig sunget om, hvordan Gud vel her rækker os sin hånd - men dog alene, »Når vi kun vil«, dvs. når vi med vort ja og vort håndslag tager imod, besegler konfirmationens gave til os. Vi sluttede da også altid med i salmen at bekende Kristus som ham, der »Vejen er og Livet«, og som ham, vi ved konfirmationen har givet »vort håndslag«.

I dag lyder der ikke længere noget ja fra børnene. Der gives ingen forpligtende håndslag. Det hele synes at være endt i et gave- og tøjorgie, som behændige modernister, der alene ønsker at ødelægge vor kirke indefra, har gjort til meningen med konfirmationen - tilsat lidt kristelig snak om, hvad Gud skylder os. Udviklingen har drejet konfirmationen 180 grader og dermed gjort handlingen - ligesom den forudgående konfirmandundervisning - til uforpligtende underholdning og pjat.

Kristendommens sandhed lader sig imidlertid ikke måle ved tilslutning og medlemsprocenter. Eneste rette målestok er Den Hellige Skrift og det budskab om at frygte og elske og adlyde Gud, som vi møder dér. Men en sådan »regula fidei«(trosregel, red.) er øjensynlig ikke nok for en ny tids magthavere inden for den gamle kirke.

Helge Haystrup,

dr.theol. og tidligere sognepræst,

Sadolinsgade 90,

Odense M.