Kvinder der er vant til at råbe op

- Du kan godt se, at alle fire kurver ændrer sig voldsomt dér i midten af 1960'erne til begyndelsen af 1970'erne. Alt flytter sig, så det er klart, at det er nogle voldsomme samfundsdiskussioner, de har haft på den tid, siger Anette Borchorst.

Og jo, den er god nok. Da kvinderne fra 1940'erne bliver unge og voksne, ændrer hele samfundet sig. Antallet af vielser falder, skilsmisse-tallet stiger, men det, der er mest markant, er, hvordan kurven for børnefødsler falder samtidig med, at andelen af kvinder på arbejdsmarkedet stiger.

- Det er en udvikling, der er sket i alle lande. Den kom først til Danmark og Sverige, fordi de to lande er så sekulariserede. Dernæst kom den til de øvrige nordeuropæiske og protestantiske lande, og i øjeblikket sker det i Sydeuropa. Men det sker langsommere i de katolske lande, fordi man her har en helt anden opfattelse af moderskabet. Det, man kan se, er, at kvinderne holder op med at få børn, når de får uddannelse og kommer på arbejdsmarkedet. Men det positive er, at det på et tidspunkt stabiliserer sig, når der er sket en tilpasning til de nye familiemønstre. Det er sket i Danmark, hvor der ikke længere er nogle alvorlige ændringer. Kvinderne er på arbejdsmarkedet, skilsmissetallet er stabilt, og det samme gælder antallet af børnefødsler, som atter er gået op i takt med, at velfærdsstaten har udbygget sine tilbud om børnepasning, siger Anette Borchorst.

$SUBT_ON$Dåsemad skulle lette husmoderen

- I mange lande ønskede man i 1960'erne og 1970'erne, at kvinderne skulle blive hjemme hos børnene og dermed bevare status quo. Det gjorde man blandt andet ved at skattebegunstige de familier, der fastholdt det traditionelle mønster. Udbygningen af velfærdsstaten og det voksende behov for arbejdskraft dækkede man primært med indvandrere. Men i Danmark var der allerede i 1950'erne et ønske om at få kvinderne ud på arbejdsmarkedet. Det blev bare ikke til noget før 10 år senere. Man talte om, hvordan man kunne rationalisere husmoderlivet, blandt andet ved hjælp af dåsemad, og i 1964 fik Danmark sin første lov om børnepasning, som samtlige politiske partier stemte for.

P-pillen blev frigivet i 1966, og det revolutionerede kvindelivet. Nu kunne kvinder selv bestemme, hvor mange børn de ønskede og hvornår. Og i 1973 kom der så oven i købet fri og gratis adgang til provokeret abort. Samtidig begyndte flere kvinder at uddanne sig, godt tilskyndet af deres mødre, der selv havde oplevet afhængigheden af en mand, ydmygelsen ved ikke at råde over egne midler og den økonomiske bundethed. Nogle af kvinderne fra 1940'erne gav sig i kast med lange uddannelser på universitetet, mens rigtigt mange nøjedes med en mellem- eller realeksamen og derefter uddannede sig til nogle af de job, som den nye velfærdsstat efterspurgte så voldsomt. De blev pædagoger, sygeplejersker, plejere eller socialrådgivere. Endelig spillede hele kvindebevægelsen og den voldsomme økonomiske vækst en rolle, og alt sammen medvirkede til, at krigsdøtrene og deres lillesøstre fik adgang til et helt andet kvindeliv end tidligere generationer.

- Man fremstiller det ofte som et valg, kvinderne tog, men reelt var der ikke megen valgfrihed. Samfundet blev indrettet sådan, at kvinderne var nødt til at komme på arbejdsmarkedet. Det var næsten umuligt for kvinder at gå hjemme hos deres børn. Kvindebevægelsen var meget hård ved husmoderen, og det blev næsten til en kamp mellem kvinder. I 1950'erne var en god mor en god husmor, og en god far var én, der kunne forsørge sin familie, men hele den opfattelse ændrede sig i 1960'erne og 1970'erne, siger Anette Borchorst.

$SUBT_ON$Egen selvangivelse og eget kørekort

Hun understreger, at der er stor forskel på de kvinder, som blev født først i 1940'erne, og så de kvinder, der først kom til verden, da Anden Verdenskrig var slut, og det nærmede sig 1950. Men fælles for dem alle er, at de i høj grad blev uafhængige af manden. De fik egen selvangivelse, egne penge og eget kørekort. De blev i langt højere grad end tidligere kvinder uafhængige, og det førte til et skilsmisseboom.

- Det var i høj grad kvinderne, der tog initiativet til skilsmisserne og brød ud af ægteskaberne. Det var kvindernes liv, der ændrede sig, men det, at det blev så anderledes, betød også, at mændenes liv blev forandret. Ja, hele samfundet blev lavet om. Der var et opsparet behov hos mange, der var blevet hos manden, fordi de ikke havde muligheden for at forlade ham, men da de fik den, blev de skilt. Det var også et led i at blive fri af kernefamilien og patriarkatet, siger Anette Borchorst.

I dag er 70 procent af kvinderne fra den generation imidlertid gift. Enten med den eneste ene eller med ham, de traf anden, tredje eller fjerde gang.

- Det er ikke overraskende, at der er så mange fra den generation, der er gift i dag. De mistede jo aldrig helt troen på kernefamilien og parforholdet, og når de var blevet skilt, vendte de efter en stund tilbage i et nyt ægteskab, vurderer Anette Borchorst.

I dag nærmer disse kvinder sig pensionsalderen. Nogle taler med frygt i stemmen om ældrebyrden og er bange for, at rødvinsgenerationen, som nogle yngre mennesker hånligt kalder den, vil blive en krævende flok, som vil forlange velfærd en masse og dermed tvinge den unge generation til at arbejde livet af sig.

Sådan behøver det dog slet ikke at gå, mener Anette Borchorst.

- Seniorerne vil ikke finde sig i hvad som helst og skal nok gøre opmærksom på sig selv. Det er ikke en generation, der går hjem og putter sig. Men en stor del af dem har jo selv sparet op til deres pension, og Danmark er ikke det land, der får de største problemer med en aldrende befolkning. Vi har jo netop kvinderne ude på arbejdsmarkedet.

dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk



blå bog

Anette Borchorst er født i 1951. Hun er uddannet cand.phil. i samfundsfag og ph.d. I dag er hun lektor på Aalborg Universitet. Anette Borchorst har særligt beskæftiget sig med køn og velfærdsstat i vestlige lande, børnepasning, moderskab og forældreskab, køn og arbejdsmarked samt familiepolitik. Anette Borchorst bor i Århus og er gift med Oluf Gandrup. Sammen har de tre store sønner.



Serie

Seniorkvinder

De er blevet kaldt for krigsdøtrene eller babyboomerne. Danmarkshistoriens største generation blev født i 1940'erne, og kvinderne fik et radikalt anderledes liv end deres mødre. I en række artikler sætter Kristeligt Dagblad fokus på krigsdøtrene, der nu er blevet seniorer omkring de 60.