Tro og bevidsthed

Vi er bevidste om både os selv og vores omgivelser, og vi kan sondre mellem os selv og omgivelserne. Det er muligt, at spædbarnet ikke kan sondre mellem moderens bryst og sin egen krop, men det varer ikke længe.

En fisk skelner formodentligt ikke mellem sig selv og sine omgivelser. Derfor siger man, at fisken er i sit element, og man taler om at befinde sig som en fisk i vandet. Det græske ord eksistens betyder, at man står udenfor. Egetræet er egetræ helt og fuldt. Det har essens (væren). Men mennesket har eksistens og er derfor ikke uden videre, hvad det er. Træet og fisken har liv, men mennesket har fået livet at leve. Vi slipper ikke for at forholde os til det liv, vi har fået. Og vi kan jo forholde os på mangfoldige måder, i glæde og accept eller i fortvivlelse og flugt (flugten kan være mangeartet fra stress til misbrug af stoffer og alkohol, rollespil, trøstespisning og selvmord).

For Søren Kierkegaard (1813-1855) viste vores forhold til os selv sig som regel at være et misforhold. I 1849 skrev han under navnet Johannes Anti-Climacus et værk, som fik titlen »Sygdommen til Døden«. Allerede indledningen er til at blive svimmel af: »Mennesket er Ånd. Hvad er Ånd? Ånd er Selvet. Hvad er Selvet? Selvet er et forhold, der forholder sig til sig selv«.

Kierkegaard kalder mennesket en syntese. Syntesen, sammensætningen, består af tre led: kroppen, psyken og ånden. De fleste vil i dag give Kierkegaard ret i, at der er en sammenhæng mellem krop og psyke. En lidelse i kroppen kan give en lidelse i sindet, og en lidelse i sindet (f.eks. en dyb depression) kan påvirke kroppen. Den psykisk syge føler et kropsligt underskud, og al motorik reduceres. Men hvad vil det sige, at mennesket er ånd? Altså det tredje led i sammensætningen krop-psyke-ånd. Det vil sige, at jeg ikke kun er den legemligt eller psykisk lidende; jeg må også forholde mig til min krop og mit sind. Måske er min kropslige sygdom nedarvet. Jeg har ikke valgt den eller ønsket den - men den er mit vilkår. På samme måde med sindet. Det er muligt, at mit tungsind er en slægts-arv fra min far eller mor eller bedstemor.

Men jeg er ikke min far eller mor eller bedstemor. Jeg er mig selv. Og derfor er jeg ikke kun defineret ved min skavank eller min genetiske kodning, men ved mit forhold til den (»Selvet er et forhold, der forholder sig til sig selv«).

Et eksempel falder mig ind. Forfatteren Louis Borges blev blind, netop da han var blevet udnævnt til chefbibliotekar for det største bibliotek i Argentina. Han fortæller om sin situation i bogen »Syv aftener«. Han fortæller, at blindheden netop var en familiearv - hans far blev blind, og hans farfar blev blind. Og han skriver: »Man arver blindhed. Men man arver ikke tapperhed«. Blindheden er vilkåret - men tapperheden er individets personlige måde at forholde sig til lidelse på. (Selvet - også det blinde selv - er et forhold, der forholder sig til sig selv).

Hvis man ikke er blevet svimmel over den første definition i Kierke-

gaards formulering, så bliver man det måske over den næste: »Selvet er ikke forholdet, men det særlige i forholdet, der gør, at forholdet forholder sig til sig selv«. Hvad betyder det? Det betyder, at Kierkegaard ikke mener, at det er en ulykke, at mennesket ikke kun er sat sammen af krop og psyke - men desuden af ånd. Det er en gave at være et åndeligt væsen og kunne forholde sig til både sin krop og sit sind. Det ulykkelige er ikke forholdet, men at forholdet så let bliver et misforhold. Borges ville altså ikke sige: »Jeg vil ikke finde mig i min skæbne. Jeg vil ikke leve som blind«. Han siger, at man arver blindhed (i hans tilfælde), men man arver ikke tapperhed. Tapperheden, måden at forholde sig til blindheden på, beror ikke på slægten, men på individet. Hverken faderen eller farfaderen havde forkastet deres skæbne, da blindheden ramte dem. Og hvad Borges fortæller, gælder jo andre end ham selv. Hvordan han fik tapperheden, modet til at leve og endda med glæde og overskud, kan vi ikke overtage fra ham. Vi må selv finde ud af det.

Kierkegaards definition af selvet kender både læger og patienter. Jeg kan have så ondt i kroppen, at jeg ikke kan holde smerterne ud, og det er godt, at jeg kan få smertestillende medicin. Jeg kan også have så ondt i sindet, i psyken, at jeg må have hjælp, og også her kan medicin hjælpe mig. Men hvis jeg ikke kan holde ud, at være den jeg er - så er der ikke en medicin, der kan sørge for, at jeg slipper for at forholde mig til min tilværelse, og hverken den bedste læge eller min elskede eller bedste ven kan sige: »Nu skal jeg nok leve dit liv for dig!«. Ingen, ingen kan overtage mit liv og leve det på mine vegne.

Kierkegaard sagde, at den tid er ikke fjern, da det vil vise sig, at det modsatte af tro ikke er tvivl - men fortvivlelse. Et er at tvivle, det kan man gøre i største ro og mag, men noget andet er at fortvivle. Så er det ikke kun en tanke, men hele ens eksistens, der står på spil.

Både i bogen om angsten (1844) og i bogen om fortvivlelsen (Sygdommen til Døden (1849) sættes troen op som angstens og fortvivlelsens modsætning. Jakob Knudsen skrev en bog, som hed »Angst og Mod«. Mod er et andet ord for tro, på én gang er det et forholdsord og et navneord. Der skal mod til at gå op (i)mod noget, man frygter. Dom er et angstvoldende ord, hvad enten det er syg-dom, alder-dom eller døds-dom. Staver man dom bagfra står der mod.

Jeg ved ikke, hvorfra man henter mod og livsmod, men det er vel blandt andet fra troen. Om tro, håb og kærlighed kan man kun tale i billeder. At Guds ansigt lyser på os, at vi er i Guds hånd, men det er ganske legitimt, synes jeg, fordi Jesus i sit billedsprog gjorde det samme. Guds rige er som en sol, der skinner på onde og gode eller som regn, der falder på retfærdige og uretfærdige eller som en far, der løb sin fortabte søn i møde og kyssede og omfavnede ham.

I min bevidsthed lever disse billeder som en virkelighed af stor bærekraft. Både billederne fra Bibelen og fra Salmerne: Tager jeg morgenrødens vinger på og fæster bo ved havets ende, så er du der. Og farer jeg til dødsriget, så er du der. Og siger jeg: Mørket skal skjule mig, dagen blive nat omkring mig, så er mørket ikke mørkt for dig.

Kronikken er en redigeret og forkortet udgave

af Johannes Møllehaves kapitel i bogen: »Kan tro flytte bjerge?«, der udkommer i dag.