Karin Dahl Hansen |
21. maj 2004
SENIORKVINDER: Kvinderne, der var rødstrømper og ungdomsoprørere, er ved at blive pensionsmodne. Men de vil ikke kaldes gamle og insisterer på at bruge det nye livsafsnit - seniorlivet - til frivilligt arbejde, kultur, børnebørn og livsnydelse
- Vi har dybest set ikke haft nogen rollemodeller. Vi har levet et liv, der var så anderledes end vores mødres, at vi, sammen med vores jævnaldrene veninder, har måttet definere alting på ny.
Sådan siger forfatteren Sabine Celeste Svendsen (født 1947), der netop har redigeret antolo-
gien »Med alderen«, hvor ni kvinder fortæller om at blive
ældre.
Sabine Celeste Svendsen er en af de mere end 350.000 kvinder i Danmark, der er født i 1940'erne, og som lavede et historisk generationsbrud i forhold til tidligere kvinder. Krigsdøtrene og deres lillesøstre var ikke alene en stor generation, de var også den første årgang af kvinder, der for alvor kom ud på arbejdsmarkedet. De blev selvforsørgende. Nogle oven i købet med lange uddannelser, mens mange fik ufaglærte job eller blev kontordamer, som det hed dengang. Men de fik egne penge mellem hænderne, og kombineret med det gigantiske velfærdsboom i Danmark op gennem 1960'erne førte det en lavine af forandringer med sig. De blev skilt og gift på ny. De fik p-piller og fri abort og dermed mulighed for selv at bestemme, hvor mange børn de satte i verden. Og de blev valgt ind i Folketing og byråd og fik indflydelse og del i mændenes magt.
I dag er de mellem 55 og 64 år. Nogle af dem kan om et års tid blive folkepensionister, andre er allerede gået på efterløn, mens atter andre hæger om arbejdslivet og forestiller sig et aktivt liv på arbejdsmarkedet mange år endnu.
- Mange af os vil blive på arbejdsmarkedet, til vi nærmer os de 70. Særligt de højtuddannede. Vi er fysisk noget mere friske end forrige generation. Desuden er vores velstand først relativt sent gået op for os. I mange år kæmpede vi med studiegæld, men nu er den væk, børnene flyttet hjemmefra, og vi arver vore forældre, samtidig med at vi opdager, at den der pensionsordning faktisk gav os noget på kontoen. Det, at vi pludselig opdager, at vi har penge, kan også betyde, at nogle vælger jobbet fra for at gå ud og realisere drømmen om at skrive en bog eller købe et hus i Sydfrankrig. Det er en generation, som vil noget og ikke bare er klar til at sætte sig hen. Særligt kvinderne dyrker de sociale relationer, mens mændene går mere i frø, vurderer sociolog Karen Sjørup (født 1948), der er leder af Center for Ligestillingsforskning ved Roskilde Universitetscenter.
Netop den relativt høje velstand hos denne generation kan gøre det svært at overbevise dem om, at de skal blive på arbejdsmarkedet, vurderer professor i økonomi på Handelshøjskolen i København
Michael Møller (født 1951). Han finder det misvisende at tale
om det grå guld og mener, at betegnelsen grå beton er mere dækkende.
- Beton er et udmærket materiale at bygge af. Det er stabilt, men det er ikke særligt fleksibelt. Det, der kendetegner seniorerne på arbejdsmarkedet, er, at de ikke på samme måder som de yngre generationer er grådige efter penge. Seniorerne har ikke brug for pengene, fordi de ikke har et så stort forbrug, og fordi de ofte er velkonsoliderede. Derfor vil de have deltid og er ikke så omstillingsparate, siger Michael Møller og fortsætter:
- Ganske vist er de nok mere stabile end de unge, men det er ikke nok til at opveje ulemperne. Desuden har vi en lønstruktur i Danmark, hvor lønnen stiger med alderen, fordi vi har anciennitetsbegrebet. Men i virkeligheden burde de gå ned i løn. Det opfatter seniorerne som uværdigt, og derfor er de ikke en særlig attraktiv arbejdskraft, siger Michael Møller.
Mange af kvinderne, der nu er omkring 60 år, oplever, at de mere eller mindre frivilligt bliver skubbet ud af arbejdsmarkedet. De bliver »prikket« ved fyringsrunder, eller de får et så dårligt tilbud, at de vælger at gå på efterløn. Og er man først kommet ud af arbejdsmarkedet i en høj alder, er det ofte meget svært at finde noget andet at lave.
- De fleste arbejdsgivere foretrækker en yngre ansøger, fordi de føler, at der er færre ubekendte, og at det er nemmere at skaffe sig af med den 25-årige igen, hvis det alligevel ikke var noget, frem for den 60-årige, som det alt andet lige er sværere at fyre. Og selvom der måske er brug for de ældre, bliver det svært at få dem til at blive længere på arbejdsmarkedet, fordi pensionsordningerne generelt i Europa er gavmilde. Danmark er dog ikke det land, der bliver hårdest ramt, siger Michael Møller.
Gruppen af markante kvinder, der er født i 1940'erne, er stor. Nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen, journalist Lone Kühlmann, de tre Dahlerup-søstre og forfatteren Suzanne Brøgger, samt hele gruppen af politikere såsom Ritt Bjerregaard (S), Pia Kjærsgaard (DF), Marianne Jelved (R), Birthe Rønn Hornbech (V) og Karen Jespersen (S). Og ikke at forglemme dronning Margrethe og hendes to yngre søstre, prinsesse Benedikte og eksdronning Anne-Marie.
Men langt de fleste af kvinderne fra 1940'erne har levet og lever et helt anderledes liv. De fleste af dem fik kun en folkeskole-eksamen eller faglært uddannelse og fik arbejde på fabrikken, kontoret eller i det offentlige som hjemmehjælpere eller rengøringsassistenter.
- Kvinderne fra 1940'erne er forskellige, og de er jo mange. Vi har en utrolig tilbøjelighed til kun at lægge mærke til de der stærke og markante kvinder, men langt de fleste har været helt almindelige. Uanset hvad så har de generelt en bedre fysik og sundhed end deres mødre, også selvom netop denne generation overtog mange af mændenes vaner og blev storrygere og alkoholforbrugere. Men de kom ud på arbejdsmarkedet i modsætning til deres mødre, som i høj grad var hjemmegående. Det er det største brud mellem to generationer, vi har set til dato, siger kulturforsker Anne Leonora Blaakilde (født 1961), der blandt andet har undersøgt forholdet mellem de forskellige generationer.
- Arbejdet for krigsdøtrene har betydet utroligt meget, fordi det gav dem større økonomisk frihed, hvilket jo i den grad også slog igennem på skilsmissetallene over hele Danmark. Netop fordi arbejdet har spillet en så stor rolle for deres identitet, vil mange af dem gerne blive på arbejdsmarkedet, selvom de måske har haft et dårligt job. På den anden side er det en generation, som i den grad har haft dobbeltarbejde. De var opdraget til at være serviceorganer for hele familien, de har haft kæmpeproblemer med at få børnene passet, fordi børnepasningen først udviklede sig i 1960'erne og 1970'erne, og de har slidt i det på arbejdsmarkedet, siger Anne Leonora Blaakilde.
Fremtidsforsker Martin Aagerup (født 1966) er enig med Anne Leonora Blaakilde i, at der er store forskelle mellem kvinderne i denne generation. Dels er uddannelsesniveauet meget forskelligt, og dels har der været en stribe frontløbere primært i de større byer.
- Det var kun en lille andel, der var med i ungdomsoprøret, og det meste gik hen over hovedet på det store flertal. Hende, der stod på fiskemelsfabrikken, forstod nok ikke det der med Marx. Men alligevel er der nogle fællestræk. P-pillerne kom i 1966 og den fri abort i 1973, og det revolutionerede kvindelivet fuldstændigt. Den seksuelle frigørelse fik enormt store konsekvenser for kvindernes rolle i parforholdet, vurderer Martin Aagerup.
Sabine Celeste Svendsen er enig i, at den fri abort fik kolossal stor betydning. Selv oplevede hun i en alder af 19 år at blive uønsket gravid. På det tidspunkt var der endnu ikke adgang til
fri abort, og hun fik afslag på
sin ansøgning om en provokeret abort med den begrundelse, at hun jo var sund og rask.
- Jeg har virkelig mærket, hvad det vil sige ikke at have valget. Da den fri abort kom i 1973, var vi glade, og mange af os brugte jo også muligheden den ene gang efter den anden, siger Sabine Celeste Svendsen.
Selv har hun fået tre børn med tre forskellige mænd og lever i dag alene. Det har været en svær erkendelse at nå til, at den eneste ene ikke fandtes. For selvom disse kvinder i høj grad brød med den patriarkalske kernefamilie, levede drømmen om en livsledsager videre.
- Vi følte os jo unge, til vi var helt oppe i 50'erne, i modsætning til vores mødre, der nærmest var gamle, da de var 45 år. Nu er vi oppe omkring de 60 år og må indse, at løbet er kørt. Mændene er ikke interesseret i os længere. Det må vi tage på os. Vi er ikke evigt unge, som vi måske troede. Det er en meget stor sorg for mange af os, at vi ikke fandt den livsledsager, vi søgte, men når sorgen er overstået, så synes jeg, at der opstår en ny glæde. Befrielsen over ikke længere at være afhængig af blikket fra manden er stor. Det er faktisk ret overraskende, at først nu, da vi er ude af det erotiske spil, er vi rigtigt frie, siger Sabine Celeste Svendsen.
Hun mener, at det i høj grad blev børnene, der kom til at betale prisen for alle de forandringer, familie, samfund og arbejdsmarked gennemgik som følge af kvindefrigørelsen.
- Børnene, der jo nu er voksne, betalte en rigtig høj pris. Det var da drønhårdt at være barn og vokse op i brudte familier og med mødre, der arbejdede meget ude. Det var en utryghed, og det er vel derfor, at de nu søger tryghed og etablerer sig i kernefamilier. Men jeg tror alligevel, at de unge kvinder stiller andre krav, og at de har den mulighed, fordi min generation har banet vejen for dem. Så på et overordnet samfundsplan har det været det hele værd, siger Sabine Celeste Svendsen.
Kvinderne fra 1940'erne er på mange måder klemt i en sandwich. De har gamle forældre, særligt mødre, der lever endnu, og som forventer omsorg, og samtidig har de voksne, travle børn, som også har høje forventninger til, at bedstemor kan træde til og aflaste med børnepasningen.
- De her kvinder er opdraget til at give service, men de har også et hårdt arbejde stadigvæk og kan derfor ikke yde det, der forventes, og som de også gene selv vil kunne. Det giver dårlig samvittighed. Desuden har mange det også svært med deres egne mødre, fordi de brød så voldsomt med deres måde at leve på. Og nu havde de så ventet, at de kunne få det anderledes godt med deres egne børn og måske blive kammerater med dem. For den her generation er det det højeste ideal. At være kammerat med sin voksne søn eller datter. Men det er børnene ikke interesseret i, og samtidig er de unge opdraget mindre autoritært, så de afviser mødrene, og det giver nogle voldsomme skuffelser, siger Anne Leonora Blaakilde.
Ud over børnebørnene, som mange af disse kvinder ønsker at bruge meget tid på, er de også langt mere orienterede mod fællesskaber end tidligere generationer. Det var således den første generation, der har haft en rigtig ungdomskultur, og fordi særligt kvinderne er vant til at holde fællesskaber ved lige og danne nye, vil ensomhed for seniorerne forekomme mere sjældent end for tidligere generationer, også når de bliver rigtigt gamle.
- Det er virkeligt mange ressourcer, der nu kommer ud fra disse kvinder. Nogle vil vælge at vie en stor del af seniorlivet til børnebørnene, blandt andet fordi de havde så lidt tid til egne børn, og så vil de involvere sig i frivilligt arbejde, hvor mange af dem allerede er i sving. De vil gå ind i lokalhistorie, danne kvindegrupper eller gøre ting for sig selv, siger Anne Leonora Blaakilde.
Nogle af kvinderne har ikke så mange penge at rutte med, fordi de med deltidsjob og måske nogle år hjemme, mens børnene var små, ikke fik sparet nok op til pensionen. Men rigtigt mange har pensionsordninger, og hvis de også har lod og del i fast ejendom, som mange af dem har, ligger de inde med store friværdier.
- Min mors generation turde ikke bruge de sparepenge, de havde. Men min generation vil bruge penge på mad, vin, rejser og ejendomme i ind- og udland. Nogle af os elsker at gå i operaen og vil gøre det i Budapest, mens andre foretrækker en traditionel charterrejse. Men uanset hvad, så er vi en generation, der i høj grad vil bruge løs, og der er lagt op til et stort forbrug, vurderer Karen Sjørup.
dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dkfakta
Krigsdøtrene og deres lillesøstre
Fra 1940 til 1949 blev der født 408.794 piger. Størst var fødselstallet i 1946. Til sammenligning blev der i 1980'erne kun født 268.257 piger.
I dag bor der 356.840 kvinder i Danmark, der er født i 1940'erne. Af dem er 70 procent gift, 17 procent fraskilt, 8 procent enker og 5 procent er ugifte.
1. januar 2002 var 274.530 af de 50-59 årige kvinder i arbejde, mens 100.787 var på offentlig forsørgelse. Heraf var 9323 gået på efterløn.
38 procent af årgangen har kun en folkeskoleeksamen, 39 procent har en erhvervsfaglig uddannelse, mens blot 4 procent fik en lang videregående uddannelse.
kilde: Danmarks Statistik
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad