|
17. januar 2007
Flygtningenævnet afviser, at irakiske asylansøgere kan bruge FN's nye anbefalinger til at få opholdstilladelse. Integrationsministeren vil ikke gribe ind.
Flygtningenævnet mener ikke, at de nye anbefalinger fra FN's Flygtningehøjkommissariat er grundlag nok til at give irakere asyl. Det fremgår af tre sager, som Flygtningenævnet netop har afgjort.
Afslagene kommer, efter at FN's Flygtningehøjkommissariat har anbefalet, at irakiske asylansøgere ikke sendes hjem, fordi det er blevet væsentligt farligere at opholde sig i Irak det seneste halve år.
Nævnets formand, Bent Ove Jespersen, bekræfter, at man i tre tilfælde har fortsat den hidtidige linje og givet afslag, men han vil ikke udtale sig om detaljerne i sagerne.
Dermed er det nu kun politisk indgriben, der kan sikre irakerne opholdstilladelse. På den baggrund opfordrer De Radikale integrationsministeren til at komme på banen.
– Det er forfærdeligt, at de afviste irakere bare sidder og forkrøbler i asylcentrene. De har ikke noget valg, fordi de ikke kan få opholdstilladelse i Danmark, og det er for farligt at tage hjem. Derfor bør ministeren give dem opholdstilladelse, så de kan få arbejde og uddannelse i Danmark og være en stærk ressource, når de skal hjem og genopbygge Irak, siger Simon Emil Ammitzbøll (R) til Ritzau.
Integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) afviser dog at gribe ind og give irakerne opholdstilladelse.
– Det er Flygtningenævnet, der vurderer om en person er personlig forfulgt og risikerer forfølgelse, siger ministeren i en mail.
Men irakerne vil ikke blive tvangshjemsendt, før der er en tilbagetagelsesaftale med myndighederne i Irak, oplyser hun.
Der sidder i dag cirka 600 afviste irakiske asylansøgere i danske asylcentre.
/ritzau/