Af Jørgen Christensen |
17. januar 2007
POLITISKE PRÆSTER: Birthe Rønn Hornbech (V) skriver, at det ikke er barmhjertighed, men politik, at udvælge og hjælpe bestemte grupper. I så fald kan ingen i denne verden vise barmhjertighed uden samtidig at drive politik
Birthe Rønn Hornbech (V), Søren Krarup (DF), Jens Brun, Jesper Langballe (DF), Sørine Gotfredsen, Edith Thingstrup og mange andre, har i de sidste uger anklaget os 11 Hillerød-præster for regeringskritisk politisering, præsteembedsgidseltagning og spænden folkekirken for en politisk vogn. De kan imidlertid blive ved med at gentage deres argumenter fra nu og til dommedag, det bliver de ikke mere rigtige af.
For vi 11 Hillerød-præster er ikke, som Birthe Rønn Hornbech hævder det i Kristeligt Dagblad den 12. januar, kommet med "konkrete politiske løsninger på konkrete politiske spørgsmål". Vi har derimod sagt, at det er en skammelig og uanstændig behandling af mennesker, der nu på femte år sidder og venter og visner i asylcentrene. Vi har peget på de forskellige muligheder for en mere menneskelig behandling, der faktisk findes, hvis den politiske vilje er til det – eksempelvis den svenske model. Familier kunne flytte ud i lejligheder, børnene kunne gå i skole, de voksne få et arbejde, indtil situationen i Irak er så stabil, at de kan vende hjem.
Set fra et lokalt udgangspunkt er det dybt ironisk, at Hillerød som UNICEF-by i 2007 samler ind, så flygtningebørn i Tanzania kan gå i skole, mens de venter på at kunne vende tilbage til deres land. Og så sidder der børn i danske asylcentre i vores nabolag – flygtningebørn, som ikke har kunnet få lov at gå i skole i årevis i et civiliseret, demokratisk velfærdsland.
Birthe Rønn Hornbech spørger, hvilke konsekvenser det får, og om ikke det er uretfærdig forskelsbehandling i forhold til verdens millioner af andre flygtninge. Med hensyn til konsekvenserne, så er der jo netop ikke andre konsekvenser, end at disse flygtninge får mulighed for en mere menneskeværdig tilværelse, mens de venter. Med hensyn til verdens millioner af andre flygtninge, så har vi ikke forholdt os til andre end dem, som er havnet i vores lille land, og som vi derfor har ansvar for at behandle anstændigt, så længe de er her.
Vi 11 Hillerød-præster er ikke, som Birthe Rønn Hornbech hævder, regeringskritiske. Vore forskellige politiske ståsteder har ikke spillet nogen som helst rolle for vores engagement. Det har for os ikke handlet om politik, men om etik: om nødstedte mennesker, der befinder sig i vores lokalområde.
Min påstand er, at havde vores arrangement handlet om at skaffe en varmestue til hjemløse i Hillerød, et bosted til psykisk udviklingshæmmede i Hillerød, et værested til misbrugere i Hillerød, så havde ingen løftet et øjenbryn, for selvfølgelig må præster enkeltvis og sammen engagere sig i at tale de svagestes sag. Ja, præster har oven i købet en særlig ytringspligt, også selvom det skulle indebære en kritik af et byråds- eller et folketingsflertals beslutninger. Tilsyneladende er det kun fordi, det handler om flygtninge og muslimer, vores arrangement vækker alt dette postyr. Læs eller genlæs i øvrigt sognepræst Jørgen Demants præcise kommentar til denne diskussion i Kristeligt Dagblad den 9. januar.
Vi 11 Hillerød-præster tager ikke vores embede som gidsel. Vi kunne ikke drømme om at tale på folkekirkens vegne, og jeg er overbevist om, at borgere i Hillerød udmærket er i stand til at håndtere, at vi optræder som almindelige borgere, selvom de selvfølgelig ved, at vi er præster, uanset om vi skriver det eller ej.
Akkurat som folk er i stand til at skelne mellem, om Krarup og Langballe står på Folketingets talerstol som politikere, eller de står der som præster, der taler på folkekirkens vegne, og hvis folk ikke er i stand til at foretage denne skelnen, hvad nogle hævder, vil jeg betragte vores indsats som et bidrag, der ikke blot understreger folkekirkens rummelighed, men også kan udgøre en tiltrængt modvægt til disse præste-politikeres eller politiker-præsters ytringer.
Birthe Rønn Hornbech spørger i klummen "Kirkeligt set", om "lighed og retfærdighed skal suspenderes til fordel for selektiv barmhjertighed". Alternativet er falsk, og som bekendt kan ingen hjælpe alle, men alle kan hjælpe nogen.
Jeg er sikker på, Birthe Rønn Hornbech kender Løgstrups berømte formu-lering fra "Den etiske fordring": "Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd." Og Løgstrups lige så præcise: "Man har ansvar så langt som man har magt."
Birthe Rønn Hornbech skriver, at det ikke er barmhjertighed, men politik, at udvælge og hjælpe bestemte grupper. I så fald kan ingen i denne verden vise barmhjertighed uden samtidig at drive politik, for vi må alle sammen hele tiden vælge, og her og nu har vi altså valgt at pege på en bestemt nødstedt gruppe mennesker, som vi lokalt via vores præstearbejde er kommet i berøring med.
Birthe Rønn Hornbech roser biskoppernes hyrdebrev fra 1944 for at huske forbønnen for øvrigheden og kritiserer os for "at gå let hen over forbønnen for øvrigheden". Ved forbønsgudstjenesten bad vi for øvrigheden: "at de ansvarlige myndigheder må få mod og fantasi, hjerte og vilje til at løse de umenneskelige dilemmaer, vore menneskeskabte love sætter nogle flygtninge i." Og "At Du må hjælpe enhver af os til at virke for medmenneskelighed og fred, hvor det er vort kald." Så med et citat, Birthe Rønn Hornbech nok kender ophavsmanden til: "Der er ikke noget at komme efter."
Jørgen Christensen,
borger og sognepræst,
Hillerødholms Allé 5
Hillerød
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad