En bøn for de hellige

- Det er den samme Jesus, der et andet sted i Det Nye Testamente siger, at hvis du kun beder for dem, der beder for dig, hvad nytter det så? Nu siger han, at han kun beder for sine egne. Man er nødt til at standse op og spørge: Hvad mener han?

Broder Bob har iført skjorte og bukser slået sig ned ved et bord midt i bibliotekets samling af 50.000 bøger med hovedvægt på kirkefædrene, bibelsk eksegese, systematisk teologi og spiritualitet. Nu fremdrager han en fortælling fra Søren Kierkegaards »Enten- Eller« som eksempel på en beskrivelse af kristendommens situation i en moderne verden:

»Det hændte paa et Theater, at der gik Ild i Coulisserne. Bajads kom for at underrette Publicum derom. Man troede, det var en Vittighed og applauderede; han gjentog det; man jublede endnu mere. Saaledes tænker jeg, at Verden vil gaae til Grunde under almindelig Jubel af vittige Hoveder, der troer, at det er en Witz«.

- Der er et budskab, det kristne, som ingen tager alvorligt, og det siger Kierkegaard så, at om ingen andre, så skal Jesu egne gøre det. Det lyder jo som en dejlig fortælling. Men Joseph Ratzinger, der er forstander for den katolske kirkes troslærekongregation i Rom, siger i stedet, at det ikke forholder sig sådan, at vi troende sidder inde med sandheden, og at de udenfor ingenting forstår, fordi kun vi ved, hvor det brænder. Ifølge Ratzinger er det ikke så nemt. Hvem siger, at vi har budskabet, og at ikke-troende ikke har noget at lære os?

$SUBT_ON$Verdens største synder

- Jeg tror, at søndagens tekst skal forstås sådan, at her beder Jesus især for dem, der er kommet ham nærmere, fordi de har mere brug for det. De er ofte svagere og står et mere skrøbeligt sted. Ved et bispekoncil i Nordafrika i 500-tallet diskuterede man, om alle mennesker virkelig er syndere. Svaret var, at selvfølgelig er også de allerhelligste af alle syndere. Det ved vi, fordi Jesus lærte os at bede fadervor, hvori vi siger: Forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere. Den bøn beder hellige mennesker, der elsker Gud og deres næste, som de elsker sig selv, også.

- Den hellige Frans af Assisi plejede at kalde sig selv for verdens største synder. En gammel franciskansk tekst siger, at hvis et menneske er kommet sin herre og skaber så nær, at der kun er en centimeter mellem ham og Gud og derefter begår en synd, så afstanden bliver to centimeter, har han fordoblet afstanden til Gud. Det er forfærdeligt og alvorligt og gør ham til en stor synder.

Synd fylder meget i broder Bobs eget liv.

- Jeg oplever, at jeg gør ting, som chokerer mig selv. Måske fordi ens evne til at blive chokeret vokser, når man sætter sig ind i ens ufuldkommenheds påvirkning på andre mennesker. Det er for eksempel, når jeg gør eller siger noget, der sårer andre, ikke gør noget eller har udnyttet et andet menneske. Når jeg opdager i mit hjerte, at jeg hjælper et andet menneske, fordi jeg vil være en helt, der har alle svar, er det pludselig ikke det andet menneske eller vores forhold, det handler om, men mit behov for at spille Messias. Når jeg bliver bevidst om det, kan jeg føle mig virkelig dum.

Ifølge broder Bob avler de ordensløfter, han har aflagt, ikke en større syndsbevidsthed hos ham end hos andre mennesker.

- Det skyldes, at jeg lever et liv i hengivenhed. For eksempel gør kyskhedsløftet ikke seksualitet til noget ondt. Det løfte er en udfordring, men jeg tror ikke, at den er større end det at finde lykke og glæde inden for familie og ægteskab. Det vil være løgn, hvis jeg siger, at jeg aldrig har brudt et løfte. Jeg er ikke sikker på, at jeg er verdens bedste eksempel på udlevet fattigdom. Det samme gælder løftet om lydighed. For franciskanere er lydighedsløftet det løfte, der kræver mest og præger vores hverdag mest. Det kræver, at man tænker det med, at ens beslutninger og handlinger hele tiden også inddrager ens medbrødre. Jeg lever jo i et relativt intenst fælleskab, og i ordets dybeste betydning er de andre i klostret mine brødre.

Broder Bob fandt allerede som 14-årig ud af, at han ville være præst. Efter studentereksamen kom han til et franciskanerkloster i Minnesota, og her besluttede han både at læse til præst og at gå ind i franciskanerordenen.

- Jeg fortryder det ikke. Jeg har fået lov til at udvikle mig som menneske inden i dette liv, og jeg trives med det. Havde jeg valgt noget andet, ville jeg måske trives lige så meget. Jeg ved det ikke. Der har været øjeblikke, hvor jeg har spurgt mig selv, om jeg dur og har evner for det. Men jeg har aldrig oplevet en dybfølt tvivl om det at leve som franciskaner. For mig er det vigtigt at føle og fornemme Guds nærvær. Jeg tror, at fundamentet til mit eget personlige bønsliv og fromhed er oplevelsen af det, at jeg er elsket. På et tidspunkt i mit liv gik det op for mig, at jeg er totalt elsket. Og det er ikke en fornemmelse, men en overbevisning, siger broder Bob og tilføjer:

- Jeg ved det.

remar@kristeligt-dagblad.dk



Blå bog

Broder Robert Gerard Showers er født i 1959 i Wisconsin i USA. Han er uddannet præst og tilhører den franciskanske broderorden Our Lady of Consolation Provinsen, der har hovedsæde i den amerikanske stat Kentucky. For 10 år siden kom han til Danmark for sammen med to andre brødre at grundlægge franciskanerklostret Gråbrødrehuset i Roskilde. Han er forstander for klostret og arbejder desuden som leder af Sct. Adreas Bibliotek, der er den katolske Kirkes teologiske fagbibliotek med adresse i kirkens administrative hovedsæde i København.

Søndagens tekst

Johannesevangeliet 17, 1-11

Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til.

Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig.

Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.«