Grundtvigs amputerede frihedstanke

Meget er vi uenige om i vort lille land, men for såvel venstrefløjen som højrefløjen - fra Ebbe Reich og redaktør Ejvind Larsen til Bertel Haarder (V)

og pastor Søren Krarup (DF) - står Grundtvig som den person, al folket kunne samles om.

I anledning af debatten om hans aftagende betydning på visse højskoler tidligere på året bragte Kristeligt Dagblad en række samtaler med politikere, som alle følte sig stærkt inspirerede af Grundtvig. Bertel Haarder fik - over en hel side - mulighed for at fortælle om sin Grundtvig-inspiration. Han lagde særlig vægt på Grundtvigs betoning af »det folkelige fællesskab« (den 20. januar). Og forleden udtalte Johs. Stræde sig helt på linje med Haarder: »Karakteristisk for alt, hvad Grundtvig skrev, var jo understregningen af fællesskabet« (den 13. april).

Mange andre har udtalt sig på samme måde, på trods af at Grundtvigs folkelighedsbegreb ikke medinddrog hovedparten af folket - de jordløse husmænd, land- og byarbejderne - som samtidig var samfundets fattigste. Ikke på noget tidspunkt lod den folkelige Grundtvig sig forlyde med forslag til bedring af deres kår.

Et af datidens vigtigste sociale spørgsmål var fordelingen af jord til de nævnte jordløse husmænd og landarbejdere. Men Grundtvig krævede en fastholdelse af de bestående gårdejerlodder »som et folkeligt nødværge« – mod hvem, mod den hovedpart af befolkningen, som udgjordes af landproletariatet. Det kan jo næsten ikke blive mere folkeligt.

Den skelnen, som jeg her foretager mellem landarbejdere og husmænd på den ene side og gårdejerne på den anden, er ikke så almindelig. Som regel samler selv faghistorikerne landbefolkningen under én fællesbetegnelse: bønderne - på trods af de massive sociale og økonomiske skel, som indtrådte efter landbrugsreformerne i 1780'erne, hvor »bonden blev fri«, mens landarbejderne og husmændene efter landsbyfællesskabets opløsning blev lønarbejdere, det vil sige, at de blev frie til at søge arbejde hos gård- og godsejerne, hvis der da var arbejde at få.