12. maj 2004
Trods ministerordre om at betone kristendom fastholder Københavns skoleborgmester flerreligiøst kristendomsfag
Af Morten Mikkelsen
Ålholm Skole i Valby vil fortsat undervise i kristendomskundskab ud fra en læseplan, der tager mere udgangspunkt i eleverne end i kristendom. Selv om undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) i 2002 betonede over for Københavns skoleborgmester Per Bregengaard (EL), at kristendommens fortrinsstilling skulle fremgå af læseplanen, har borgmesteren godkendt en ny læseplan, som stort set svarer til den foregående.
- Det er min vurdering, at Ålholm Skoles kristendomsfag kan rummes inden for den eksisterende lovgivning. Som underviser i kristendomskundskab kan man vælge at tage udgangspunkt i Bibelen eller i livets store spørgsmål. Jeg håber, at ministeren kan leve med, at vi har valgt det sidste, siger Per Bregengaard.
I 2002 rejste Jann Sjursen (KD) sagen i Folketinget, fordi han mente, at Ålholm Skole brød loven. Ulla Tørnæs svarede, at hun forventede, at Per Bregengaard ville sørge for, at kristendommens særstilling blev indarbejdet i læseplanen.
Derfor overrasker det Jann Sjursen, at Ålholm Skole fortsat har en mere multireligiøs tilgang.
- Man kan ikke bare plukke de dele af loven ud, som behager én selv. Hvis der ikke er ændret noget i forhold til det, der var stridens kerne, er jeg nødt til at rejse sagen igen, siger Jann Sjursen.
Det var i går ikke muligt at træffe Ulla Tørnæs for en kommentar.
mikkelsen@kristeligt-dagblad.dkLæs mere under Danmark og lederen