Scenemusik fra 1800-tallet har længe skabt de mest fasttømrede forestillinger om bryllupsmusik i den vestlige del af verden. Bare de indledende fanfarer fra Mendels-sohns »Bryllupsmarch« fra musikken til »En Skærsommernatsdrøm« signalerer, at nu sker der noget, nu er der nogle, der bliver gift. Noget lignende gælder det mere højtidelige og sentimentale brudekor fra Wagners opera »Lohengrin«. Hertillands er der desuden tradition for, at parret ved den efterfølgende fest danser til Niels W. Gades brudevals fra Bournonville-balletten »Et Folkesagn«.
Disse romantiske stykker scenemusik har også indgået i flere kongelige bryllupsfejringer i nyere tid, men de har kun været en lille del af en stor mængde musik, der har været spillet ved sådanne lejligheder. Trangen til at sætte sit personlige præg på musikken har levet side om side med traditionen.
Da dronning Margrethe og prins Henrik i 1967 skulle giftes, foreslog prins Henrik, at toccataen fra Widors orgelsymfoni nr. 5 blev spillet som postludium ved vielsen, et fransk indslag med hvirvlende hurtig musik og pompøs virkning. Grethe Krogh, professor og organist ved vielsen, har senere ved utallige andre bryllupper i Holmens Kirke spillet denne Widor-toccatta.
Dronning Margrethe havde foreslået Palestrinas fine motet »Sicut cervus«, som hendes far, Frederik den
Niende, særlig holdt af, og som ofte blev sunget ved gudstjenester i Holmens Kirke. Sammen med den øvrige musik i kirken ved tronfølgerbrylluppet blev det et ganske stilfuldt program, der faldt godt i tråd med organisten Grethe Kroghs ønsker og med dirigenten Mogens Wöldike, som var specialist i at opføre Palestrinas musik, og som ved brylluppet dirigerede Københavns Drengekor i motetten og slutkoralen af Bachs kantate nr. 147, »Jesus bleibet meine Freude«.
Det store bilager
Kongelige bryllupper har også længere tilbage i historien givet anledning til stor-slåede musikalske begivenheder. Christian den Fjerde, der skabte en hel kulturel guldalder i sin regeringstid, satte alle sejl til, da hans næstældste søn, den udvalgte prins Christian, i 1634 blev gift med Magdalena
Sibylla af Sachsen. Kongen foranstaltede da et vanvittig kostbart bryllup, der stod ganske i kontrast til, at Danmark netop havde lidt et forsmædeligt nederlag i Trediveårskrigen.
Der findes talrige beskrivelser af festlighederne og ødselheden ved dette bryllup, der omtaltes som det store bilager. Til at lede selve musikken, der da bestod af tre veludbyggede ensembler, hyrede kongen selveste Heinrich Schütz. Denne skelsættende tyske komponist blev ansat til at overvåge alle de musikalske indslag og til selv at komponere musik, men der er stort set ikke overleveret nogle af Schütz' egne kompositioner fra hans ansættelse ved bryllupsceremonierne.
Elverhøj
Også i forbindelse med den senere Frederik den Syvendes formæling med prinsesse Vilhelmine i 1828 blev der festet med fuld musik.
Ved en festaften i Det Kongelige Teater i 1828 opførtes her for første gang J. L. Heibergs og Fr. Kuhlaus vaudeville »Elverhøj«, der siden har været fast inventar i Det Kongelige Teaters repertoire. Renæssancekongen Christian den Fjerde måtte holde for som hovedpersonen i stykket, og Heiberg skrev sangene med musikalsk forlæg i en række danske og svenske folkeviser. Dertil kom Kuhlaus gennemarbejdede musik, der satte kronen på værket, og hvis festlige ouverture afsluttedes med den endelige version af kongesangen, »Kong Christian stod ved højen mast«.
Hvad skal der så spilles ved kronprins Frederiks og Mary Donaldsons bryllup? Tiderne har ændret sig fra Christian den Fjerdes og Frederik den Syvendes dage, ligesom traditionen for, hvad der kan spilles til bryllupper, er blevet mere liberal siden vielsen i 1967.
Foreløbig har kronprins Frederik mest givet udtryk for sin glæde ved gedigen rockmusik, hvilket også er baggrunden for den store koncert i Parken den 7. maj, Rock'n Royal, hvor blandt andre DAD, Outlandish og Safri Duo spiller.
Afsløringen af, hvad der vil blive spillet i kirken ved selve vielsen, får man først den 14. maj - på selve dagen. Ved orglet sidder her domorganist Flemming Dreisig foruden organistassistent Mads Høeck. Domkirkens kantori synger, og barokorkestret Concerto Copenhagen vil spille under ledelse af Lars Ulrik Mortensen. Der bliver også indslag med Københavns Drengekor dirigeret af Ebbe Munk og Den Kongelige
Livgardes Musikkorps.
Eva Hvidt er cand.mag.
i musik og historie
og musikanmelder
ved Kristeligt Dagblad.
Fakta
Dronning Margrethe og prins Henriks vielse i 1967
Mens gæsterne ankom blev spillet orgelværker af J. S. Bach, Buxtehude, Cesar Franck, motetten var Palestrina: Sicut cervus, slutkoralen af Bachs kantate 147, »Jesus bleibet meine Freude«, postludiet Charles-Marie Widor: Toccata i F-dur af 5. orgelsymfoni og J.P.E. Hartmann: Festklange for orgel og messingblæsere og Sonate for orgel i g-mol. Salmerne var Grundtvigs »Den signede dag med fryd vi ser« og »Det er så yndigt at følges ad«, begge med melodi af Weyse, samt M.A. von Løvensterns »Mægtigste Kriste«.