Haves: Børn Ønskes: Kristne ritualer

- Det er så vigtigt, at troen ikke kun bliver integreret i vores forstand og til noget, vi kun forholder os til intellektuelt, men også integreres i vores følelsesliv, og i forhold til vore handlinger og hele vores sociale adfærd. Kristendommen skal også have et håndgribeligt udtryk. For både børn og voksne gælder det, at vi har brug for at røre ved og se og lugte, smage og synge og sige.

- At man i en familie beder bordbøn, kan måske synes som en lille og ubetydelig ting, men den holder os fast på taknemmeligheden over det daglige brød og over for den Gud, som giver os det, samtidig med at den stifter et socialt fællesskab omkring bordet.

Anna-Ka- thrine Thunbo Pedersen kender også udmærket tilfælde, hvor bordbønnen eller andre af en families kristne hverdagsritualer bliver tømt for indhold og forvandles til tomme ceremonier. Det er afgørende, at der er indhold og troværdighed i det, vi foretager os, understreger hun.

- Især når vi har med børn at gøre. De fornemmer hurtigt en dissonans. De fornemmer godt, når der er forskel mellem det, vi gør, og holdningen bagved. Der hvor ritualerne bare bliver til form. Det tror jeg imidlertid ikke er det største problem i dag. Det er tværtimod, at mange familier savner flere former at udtrykke deres kristendom i i hverdagen. Man kan godt som ung familie have den vision, at vi vil opdrage vores børn i den kristne tro, men det kan være uhyre vanskeligt at finde ud af præcis hvordan, og hvis man ydermere måske selv er opdraget med bordbøn, og oplevede, at det blev tømt for indhold, så kan man synes, at det er lidt for banalt at begynde med det igen.

Birgitte Thyssen fortæller, at hun selv er vokset op i en familie, hvor morgen- og aftenbøn var faste ritualer.

- Og da jeg gik i skole, bad vi Fadervor, så på den tid var der en kristen praksis, man kunne knytte til ved. I dag oplever mange mennesker derimod, at tilgængeligheden til den praktiserede kristendom er forsvundet, og den farmor eller mormor, som før kunne fastholde traditionerne, er der ikke længere.

Foruden sognepræst i Mørkhøj er Birgitte Thyssen formand for den ene af de to dåbsklubber, der findes i Danmark. »Dåbsklubben«, som for fire år siden blev oprettet af Evangelisk Pædagogisk Samvirke, men som i dag samarbejder med Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster, har kontakt med 3000-4000 forældre, som hvert halve år modtager en såkaldt dåbspakke med hjælp til, hvordan de i dagligdagen kan formidle den kristne tro til deres børn.

- I Dåbsklubben giver vi nogle praktiske vejledninger til forældrene. Fortæller dem, at de måske om aftenen, når de alligevel synger aftensang med deres børn, også begynder at bede fadervor, eventuelt tænder et lys og supplerer godnathistorien med et lille stykke bibelfortælling.

- Der er ikke noget her i verden så nemt som at glemme sin kristentro. Derfor har vi brug for at fastholde den og give den krop også i hverdagen. Det kræver lidt disciplinering, men det gælder om at finde frem til nogle naturlige ritualer, som passer ind i den pågældende families rytme. Det må ikke gøres for svært.

Man skal ikke lade sig afskrække af, at indførelsen af sådanne nye ritualer, som fællesbøn og andagter, i begyndelsen kan virke forkrampet og kunstig, mener Anna-Kathrine Thunbo Pedersen. Hun har et eksempel fra sin egen familie, hvor man for snart 10 år siden tog initiativ til at fejre påskemåltid efter et messiansk-jødisk ritual med oplæsning af skriftsteder fra Bibelen.

- I begyndelsen virkede det kunstigt, men efterhånden som det bliver fyldt med indhold, så får det en næsten gudstjenesteagtig betydning i familien. Her er andagt, her er fællesskab om tro.

Det er lidt ligesom, når vi skal lære at køre bil:

- Den første køretime kan man hverken finde ud af at skifte gear eller blinke med lyset. På samme måde skal det her også læres, og så må man prøve åbent at tale sammen om den blufærdighed, man kan have omkring det.

At en familie vælger at holde andagt og at bede sammen, kan give børnene et helt andet forhold til deres forældre, påpeger Anna-Kathrine Thunbo Pedersen.

- Børn oplever med alle sanser, og det at se en forældre give udtryk for sorg, frustration eller glæde i bøn, er en utrolig stærk oplevelse. Børnene får et kig ind i deres forældres trosliv på et plan, som de ellers ikke når, og i bønsfællesskabet bliver børn og forældre stillet lige - side om side over for Gud, deres far.

- Børnene får lov at se, at deres forældre ikke er almægtige, men også har brug for at ty til en, som er større end dem selv. Det tror jeg er noget af det største, et barn kan få lov at se. Det bringer ikke deres tryghed i fare overhovedet, det fortæller dem bare, at de forældre, som de har, også kan opleve, at ting ikke altid går, som de skal, og at det kan være svært at finde rundt i det her liv.

For Birgitte Thyssen drejer det sig om, at vi atter når frem til en »handlingskristendom«, som hun kalder det. En kristendom, som følges op af en daglig praksis, hvor vi hver dag gør noget, som er med til at give og fastholde en kristen identitet. En kristendom, der kommer til at præge vores hverdag og vore handlinger, og det er her, de daglige ritualers fastholden har deres afgørende betydning.

- I modsat fald kan vi risikere, at den glider helt væk, eller at den kristne tro mister den personlige side for os, supplerer Anna-Kathrine Thunbo Pedersen. Hvis den kristne tro bare bliver som en god bog, man en gang imellem tager ned og læser i og bagefter sætter op på hylden igen, så kan den risikere at blive tabt. Evangelierne inviterer os til at integrere troen i hele vort liv.

steens@kristeligt-dagblad.dk

Fakta

Helligdag og varme hveder

Store bededag er en særlig dansk helligdag, der er fastsat til den fjerde fredag efter påskedag. Den blev lovfæstet i 1686 med baggrund i ældre traditioner i form af ugentlige fastedage på onsdage og fredage, tilbagevendende årlige bededage om foråret og ekstra-ordinære bededage, der i 1500-1600-tallet blev holdt over flere dage i Danmark og Norge ved truende situationer.

Det var skik, at bededagen skulle indvarsles aftenen før, hvor der skulle ringes med kirkeklokkerne. At gå på Christianshavns Vold for at høre klokkerne er en københavnertradition, der kan føres tilbage til 1747, da Vor Frue Kirke fik nyt klokkespil. Ifølge loven var al handel og arbejde på store bededag forbudt. Bagerne fandt derfor på at bage hvedeknopper, som kunne varmes og spises dagen efter. Efterhånden blev det almindeligt at spise de varme hveder storebededagsaften i hele landet. Traditionen med at spadsere på Københavns volde holdes stadig i hævd.

Kilde: Den Store Danske Encyclopædi.