Bønnen, der aldrig forsvandt

- Dengang vi gik på universitetet, var der i teologiske kredse en udbredt anti-pietistisk bevægelse og stor skepsis over for enhver form for udvendig-gørelse. De fleste studerende kom fra miljøer, hvor alting hurtigt kunne »blive for meget«, og desuden var det en almindelig opfattelse, at ydre fromhed kunne komme til at virke som en vaccination imod troen. Endelig har det patriarkalske element måske også spillet ind på mit farvel til den nedarvede bordskik, for det var husherren, der sagde bønnen, og det stemte ikke med 1960'ernes nye kvindesyn.

- Der er altså flere grunde til, at jeg distancerede mig fra det, der kaldes bønner til hverdagsbrug. Og jeg føler nu stadig, at det ville krænke blufærdigheden, hvis jeg begyndte at indøve nogen i den slags, ligesom jeg heller ikke giver mig til at bede med familien en juleaften

- Men i dag har jeg fået et godt forhold til bordvers, »Alle gode gaver« o.l., som jeg gerne deltager i for eksempel under ophold på Løgumkloster. At synge sammen som optakt til måltidet er både dejligt og smukt, fordi sangen skaber den dobbelte oplevelse af at høre sammen - altså høre med øret - såvel som selve samhørigheden.

Johannes Møllehave kæder med få sætninger bord, bøn og brød sammen:

- Bordfællesskab er fundamentalt i kristendommen, allertydeligst ved altergangen, hvor skyld og brød er forbundet med barmhjertighed - selv om vi svigter, giver Han vinen og brødet, giver legemet, giver det hele.

- Luther sagde, at vi er dagligt brød i hinandens liv, og mange af os ved, hvordan man kan sulte efter et menneske, der ikke er her mere. Og når vi går ind på sammenhængen mellem bøn og brød, har vi jo lignelsen om den kanaanæiske kvinde, der sammenlignede sig med de hunde, der får smulerne fra de riges bord. Lignelsen er beskrevet i Grundtvigs »Kvindelil, din tro er stor, ske dig som du ville«, hvor begrebet brød ses i en større betydning med Jesus som »livets brød«, og derudover viser lignelsen os, at kvinden ved at bede om hjælp ganske enkelt udtrykker en bøn.

- »Hjælp!« er den korteste bøn, der findes. Eller »Frels mig«, som det kan lyde fra den, der springer ud fra et vindue. Men ordene behøver end ikke at blive formuleret, for vi mennesker er bøn. Vi er altid i færd med at bede om noget - om at vi ikke bliver til grin, om at de andre ikke synes, man er grim eller dum. Når vi ringer til nogen, beder vi om lov til at bruge den pågældendes tid.

- At mennesket er bøn, ser vi klarest, mens vi betragter et barns ansigt, og det er i høj grad dette »hjælp«, der menes med ordene om, at vi skal blive som børn påny. »Hjælp« kan ses i modsætning til udtrykket »kan selv«, som kan være vældig morsomt, når det er et lille barn, der erklærer »kan selv« om lynlåsen i sin flyverdragt, men det er mere pinligt, når det er en overlæge, der har gjort »kan selv« til sit motto.

Johannes Møllehave runder af med en god historie, han lige har hørt:

- En dreng på fire år var blevet ulykkelig over, at hans mor ikke var hjemme, og på et tidspunkt begyndte han at græde. Hans bror søgte at trøste med forsikringer om, at »jeg tror, mor kommer om lidt, og jeg tror, hun har slik med til os«. Og så var det, at den lille spurgte: »Må jeg tro med?«

Møllehaves søn, den 42-årige forfatter Tomas Møllehave, har »troet med« lige fra barnsben.

En urokkelig tro, hvor bøn og taknemmelighed hører sammen. Han fortæller:

- Det at vokse op med en mand, der er så sprudlende engageret i kristendommen som far, gjorde, at jeg meget tidligt fik troen som en fundamental del af mit liv.

- Engang var jeg overbevist om, at alle mennesker havde det sådan. Men jeg opdagede noget andet, da jeg kom på Bernadotteskolen, som havde en moderne pædagogik, i begyndelsen af 1970'erne. På skolen talte jeg ikke om, at jeg var kristen, for jeg følte, de ville se ned på mig. Men jeg husker min forundring, da det gik op for mig, at de andre ikke var det. Jeg var nærmest ærgerlig over, at ingen havde fortalt dem om det, der var det bedste i verden.

- Senere har jeg opdaget, at ikke-troende mennesker alligevel kan have tillid til tro og bøn, for jeg har for eksempel hørt, at digteren Ivan Malinowski engang spurgte far, om han ikke godt ville bede for Chile - det var under militærdiktaturet. Malinowski var erklæret ateist, men må altså alligevel have stolet på bønnens kraft.

Møllehave har altid stolet på bøn:

- Far bad aftenbøn, velsignede og kyssede os, før vi skulle sove. Det gav en så grundfæstet tryghed, at det især for min bror og mig gav bivirkning i retning af en voldsom dristighed. Velsignelsen blev som en slags stor skudsikker vest, for hvis denne kraft virkede, måtte der ikke være nogen undtagelse. Jeg er overbevist om, at modet til at vove mig ud i fysisk farlige ting - sejle rundt om Fyn i en læk båd, drøne af sted på alt for hurtige knallerter osv. - stammer fra, at jeg har fået lov til at føle mig både elsket og velsignet.

- Når jeg bagefter fortalte, hvad jeg havde været ude i, gøs far altid på sådan en sjov måde, men jeg er glad for, at min egen søn, Tobias, er mere forsigtig.

Møllehave fortæller, at samme Tobias i en alder af otte spurgte, om de ikke kunne bede aftenbøn, før han skulle sove. Det har de gjort siden, men dog uden verbal velsignelse:

- Det ville virke forkert for mig at give velsignelse, for jeg synes, man skal være præst for at gøre det. Men jeg føler, at mine børn er velsignede, for i min bøn beder jeg om beskyttelse for dem ved at sige Gud tak for, at der ikke sker dem noget ondt.

- Bøn er et sted at gå hen med sin taknemmelighed - taknemmelighed over at få så meget glæde og lys i sit liv, taknemmelighed over, at det ikke er gået én værre, taknemmelighed for at have hinanden. Jeg har takken i mig, mens jeg beder fadervor og udtrykker dermed: »Jeg er opmærksom på, at jeg skylder dig alt.«

Forfatteren fortæller til sidst, at det en gang imellem sker, at han beder sammen med sin kone:

- Det ville have været svært at leve med èn, der ikke havde den indstilling, for at bede sammen er noget af det smukkeste, man kan gøre med et andet menneske. Og samtidig gør bøn, at man kan hvile i sig selv.

- Med hensyn til bordbøn blev jeg både overrasket og glad, da filminstruktøren Ole Bornedal for nylig fortalte, at han sommetider bruger bordbøn i sin familie som en måde at skabe ro og sammenhæng på. I en tid, hvor mennesker kigger så meget af tiden ind i maskiner - computere, playstations, mobiler o.l. - er det vigtigt at minde hinanden om, at vi er sammen. Men for mit eget vedkommende er der imidlertid en blufærdighed over for bordbøn, slutter Møllehave junior.

Og nu til Jan Lindhardt, der med sit »Det gør du da ikke!« fik Møllehave senior til at sætte en grænse. Biskoppen husker ikke situationen, men vedkender sig den:

- Straks jeg hørte om den, var jeg klar over, at det er sandt. Jeg blev nemlig ikke overrasket, selvom jeg ikke kan se selve episoden for mig.

- Det var forbløffende at blive konfronteret med et udbrud, der ligger omkring 45 år tilbage, og min umiddelbare indskydelse var et »sådan var man nok dengang«. Det kan forklares med den tids holdninger, for min generation var ikke til bønnemøder. Men modviljen lå også i familien. Begge mine forældre havde oplevet, hvordan bønspraksis i hjemmet kunne virke afskrækkende med en udvendig frelsthed.

- Min mor bad aftenbøn med os - fadervor plus den fine lille krølle på halen, hvor man måske beder for andre - men andre former for bøn hørte gudstjenesten til. Og jeg har ikke indført bordbøn eller lignende i mit eget hjem, for jeg føler stadig, at det ville virke ublufærdigt at bede højt i vores spisestue eller andre offentlige rum derhjemme. Jeg beder i lønkammeret - tavst.

Jan Lindhardt understreger, at tavshed ikke er det samme som ordløst. En bøn har ord, og under arbejdet med den nye bog er han ved at sætte ord på for de generationer, der stort set er vokset op uden tradition for selv at bede til Gud.

- Det trickede mig meget med Møllehaves beretning. Det gav næsten samme fornemmelse, som man kan få ved at læse i et brev, man har skrevet for længe siden eller en gammel dagbog. Pludselig opdager man, hvordan man har flyttet sig. Og jeg har flyttet mig. Heldigvis! For det ville være galt, hvis man stadig var den samme som i sin ungdom.

Lindhardt har markeret sin teologiske »flytning« i bogen »Ind i det ydre«, der for nylig er genudgivet i opdateret form på forlaget Hovedland. Også hans katekismus for nogle år siden viste en ny Lindhardt, og i bogen om bøn lukker han yderligere op over for både kolleger og menigmand:

- Det er vigtigt for os præster at kunne formulere bønner, når vi er ude hos mennesker i sjælesørgerisk ærinde. Ganske vist kan vi bruge af salmerne eller læse Bibeltekster op og bruge dem som bønner, men det nytter ikke noget, at vi ikke kan selv.

- Det samme kan gælde ude i sognene, hvor folk gerne skal kunne bede uden at have en præst til hjælp, selvom det kan give tryghed med en faglighed, der sikrer, at det ikke kommer til at virke klistret.

- Bøn er en særlig kommunikations-genre, hvor det i høj grad gælder om at finde sin plads. Ingen er på lige fod med Vorherre - forholdet er populært sagt mere som musen over for elefanten. Og Gud taler man ikke med, men til! For det er som bekendt ikke høfligt at tale om folk, der ikke er til stede, og Gud er altid til stede.

Lindhardt har under skrivearbejdet brugt »Fra bønnens verden« som forlæg. Den blev skrevet af politikeren og teologen D.G. Monrad med henblik på folk, som det ikke »lå tæt på at bede«, men i den moderne bog om bøn bliver der også øst af kilder som den nye salmebog og forskellige bønner beregnet for ægteskabet, for bekymringer, når man har børn, og mange andre specielle forhold.

Som eksempel på en, der kan appellere særligt til nutidsmennesker, citerer han to brudstykker af en svensk bøn:

»Du kaldte mig og udvalgte mig, før jeg overhovedet kunne tænke på dig og din kærlighed. Nu er jeg dit barn og tilhører dig.«

»I alle livets forandringer vil jeg holde fast ved det uforanderlige: Jeg er døbt i Jesu navn.«

- Den bøn kan være en måde at overleve mentalt på, for den henviser til noget, der ikke kan laves om, noget, som ikke skal besluttes, for beslutningen er sket længe før, man kunne bestemme noget selv. Og med det, der ligger forud for vores selvbestemmelse, kan man være på mere sikker grund.

Jeg forestiller mig, at sådanne tekster vil kunne bruges både til at læse op, til at læse indenad og måske lære udenad. Vi kan gøre en masse, når vi er alene - for eksempel mens vi kører bil. Men i vore dage kan man selvfølgelig også bede på gaden, hvis bare man lader, som om man går og snakker i en mobiltelefon.

- Det væsentlige er, at vi gennem bøn får rykket centrum uden os om selv. Det er utroligt befriende og rart ikke at være en Münchhausen, der skal trække sig selv op ved håret, siger Jan Lindhardt.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk