Den muslimske verden skal inddrages i kampen mod terror

Det, vi har forsøgt i den ideologiske krig, har heller ikke virket. Det er tydeligt, at de amerikanske versioner af tv-programmer som MTV eller CNN på arabisk ikke vil mindske den antiamerikanske jihads popularitet. Den amerikanske regerings opfordringer til demokratisering i den arabiske verden vil heller ikke hjælpe, hvis opfordringerne kommer fra en leder, der med våbenmagt prøver at påtvinge et arabisk land demokrati. Præsident George W. Bushs og hans republikanske regerings højt besungne initiativ for indførelse af demokrati i Mellemøsten var derfor død ved ankomsten.

Når vi taler for demokratiet i regionen, må vi også passe på, at vi ikke underminerer de nuværende styrer uden at have en slagplan for, hvad de skal efterfølges af, og hvordan det skal opnås. Vi bør tage ved lære af tidligere præsident Jimmy Carters svigten af shahen af Iran i 1979. Vi bør også tage ved lære af omkostningerne ved at fjerne Saddam Husseins styre, her næsten 25 år efter shahen, uden at have en detaljeret plan for, hvad der skulle ske bagefter. Den ideologiske krig omfatter også at gøre reelle fremskridt i Israel-Palæstina-konflikten under hensyntagen til Israels sikkerhed og at finde ideologiske og religiøse modvægte til Osama bin Laden og de yderligtgående imamer.

Der bør vies lige så meget opmærksomhed til skabelsen af en omfattende strategi for, hvordan vi vinder det ideologiske slag, som andre elementer i krigen mod terror får. Selv om Osama bin Ladens og al-Qaeda-netværkets øvrige ledelse er blevet angrebet, har organisationen forvandlet sig til en hydra, som har udført flere angreb i de 30 måneder, der er gået siden den 11. september, end i de forudgående tre år.

Det andet vigtige, vi kan lære af den seneste tids begivenheder, er, at de organisationer, der står for ordenshåndhævelse og efterretningsarbejde i USA, ikke fuldt ud havde forstået, hvor alvorlig truslen mod USA var inden den 11. september. Fordi dette nu står så klart, vil der være en tendens til at lægge for stor vægt på ændringer i disse organisationer. Det er nødvendigt med visse strukturelle ændringer, men de udgør kun en lille del af løsningen. Og der er fare for, at et fokus på efterretningstjenesternes kommandoveje i endnu højere grad vil bortlede vores opmærksomhed fra vigtigere punkter på dagsordenen.

Man har forslået en ny post som national efterretningschef. Denne person ville kun kunne foretage marginale ændringer af tjenesternes budgetter, og hvordan de arbejder sammen. Men det er vigtigere at få bedre analytikere, agenter og ledere i landets førende udenrigske efterretningstjeneste, CIA.

Derudover vil der ikke kunne vokse en ny, flyvefærdig indre sikkerhedstjeneste frem af FBI og sikkerhedsministeriet. At oprette en ny organisation, mens vi står i en vigtig fase af krigen mod terrorisme, ville være at lade hånt om, hvad vi burde have lært af oprettelsen af sikkerhedsministeriet.

Vi har ikke brug for endnu en ny form for sikkerhedtjeneste nu. Det, vi har brug for, er, at skabe en stærk organisation inden for FBI, der er markant forskellig fra den forbundsorganisation, der ikke bemærkede al-Qaedas tilstedeværelse i USA inden den 11. september.

I stedet for at oprette nye tjenester må vi give CIA og FBI en overhaling, og give dem bedre analytikere, agenter og ledere.

Disse tjenester kan ikke blive ved med at være præget af karrieremennesker, der omhyggeligt har forvaltet deres forfremmelser og sikret sig pensionsordninger ved at undgå risici og nytænkning i årevis. CIA og FBI har brug for jævnligt at få tilført nye ledere og tænkere for andre, mere kreative organisationsstrukturer.

I det nye FBI bør skydefærdigheder, anholdelser og evner på forhindringsbanen ikke længere være forudsætninger for at blive rekrutteret eller at blive i tjenesten. Ligeledes bør vi i CIA kvæle den forestilling, at - som George Tenet, chef for CIA, sagde til 11. september-kommissionen for nylig - de, der aldrig har arbejdet inden for missionsledelsen, ikke kan forstå den og derfor ikke har kompetence til at kritisere den.

Endelig må vi prøve at føre en offentlig debat om disse emner, der både er engageret og viser gensidig respekt. Jeg håbede, at jeg gennem min bog og min erklæring kunne gøre kritikken at den måde, hvorpå krigen mod terrorisme og krigen i Irak er blevet ført, mere aktiv og legitim. Vi må have en offentlig debat, hvis det skal lykkes for os. Vi må ikke feje kritikerne af banen, og vi må heller ikke kalde tilhængere af antiterrorloven »Patriot Act« for fascister.

Vi ønsker alle at vinde over de islamsike terrorister. For at opnå dette må vi fremme en aktiv, kritisk og analytisk debat i USA om, hvordan det gøres bedst. Og hvis der sker endnu et større terrorangreb i landet, må vi ikke gå i panik og kvæle debatten, som vi alt for længe gjorde det efter den 11. september 2001.

© NEW YORK TIMES

SERVICES

Oversat af Christina

Witting Estrup