»Vi er i krig«

- Vi var på rette spor og i princippet i færd med at gennemføre Oslo-aftalen, som grundlæggende indebærer enighed om en to-statsløsning. Det handlede også om at finde en løsning på konflikten mellem palæstinensiske arabere og israelere og mere generelt en løsning på konflikten mellem israelere og arabere. For denne konflikt har aldrig været begrænset til at handle om palæstinensere og israelere alene, den begyndte som en arabisk-israelsk konflikt ud fra ideen om en bred panarabisk og panislamisk identitet.

Ifølge Ephraim Ben-Matityahu har den panarabiske og panislamiske ide om dominans i Mellemøsten været drivkraften i regionens mest komplicerede konflikt siden 1948, da staten Israel blev udråbt, efter at Storbritannien trak sig ud af Palæstina. Israel blev angrebet af de arabiske nabolande umiddelbart efter nationens fødsel, men vandt hurtigt krigen, hvorefter Gaza og Vestbredden opstod som distinkte geografiske enheder primært beboet af palæstinensere, men under henholdsvis egyptisk og jordansk kontrol. Efter seksdageskrigen i 1967 kom områderne under israelsk kontrol. I dag bygger fredsprocessen på, at Israel opgiver besat land til gengæld for fredsaftaler og sikkerhed fra palæstinensisk og arabisk side.

Selvom palæstinenserlederen og PLO-formanden, Yassir Arafat, ikke længere officielt har magten i Det Palæstinensiske Selvstyre, der blev oprettet i 1994, er han stadig en nøglefigur. Han har formet den selvopfattelse, der nu er fremherskende blandt palæstinenserne og har afsporet fredsprocessen, mener Ephraim Ben-Matityahu.

- Palæstinenserne eftersøgte et lederskab, og så kom Arafat tilbage til Mellemøsten (som præsident for det nyoprettede selvstyre i 1994, red.) og optrådte i uniform som rollemodel og symbol. Han fremstod som bærer af ideen om, at en væbnet kamp mod Israel skulle være nøgleelementet i opbygningen af en palæstinensisk nation, siger ambassadøren.

- De nationalistiske palæstinensiske organisationer som Islamisk Jihad og Hamas fik en meget generøs modtagelse af Arafat, og jo mere territorium, der blev overdraget til selvstyret op mod slutningen af 1990'erne, desto større blev deres mulighed for at etablere sig ideologisk, logistisk og organisatorisk, indtil disse bevægelser var klar til at indlede deres aktiviteter mod Israel på en måde, som vi ikke tidligere har set det. I dag står vi for første gang over for en terrorkrig af strategisk dimension. Og vi holder Arafat ansvarlig, fordi han lod Hamas og Islamisk Jihad organisere den bølge af selvmordsangreb, vi har set de seneste tre år. I stedet for at søge forsoning har han skabt konfrontation, og det er mod de helt grundlæggende principper i Oslo-processen, som netop muliggjorde Israels accept af etableringen af selvstyret på den betingelse, at det ikke ville føre til krig og terror.

Ambassadøren vender igen og igen tilbage til forklaringen om, at konflikten mellem palæstinensere og israelere har meget større dimensioner, end det umiddelbart ser ud til. Den handler ikke kun om en territorialstrid mellem palæstinensere og israelere, men involverer en arabisk verden, der vil af med staten Israel.

- Jeg kan kun sige, at den israelsk-arabiske konflikt har en meget underlig psykologi. Der er et modsætningsforhold mellem en selvopfattelse, der handler om at være stærk eller svag og udgøre et flertal eller en minoritet. Palæstinenserne ser sig selv som en minoritet inden for rammerne af Israel, Gaza og Vestbredden. Men de føler samtidig, at de repræsenterer et flertal som en del af den arabiske verden, så det handler om en panarabisk tanke om, at de indgår i en langt større enhed, forklarer ambassadøren.

- For Israel er situationen præcis modsat. Vi er et flertal inden for Israel, Gaza og Vestbredden, men i regionen er vi en meget lille minoritet med en enorm uro, som bygger på opfattelsen af, at dette er en arabisk-israelsk krig som alle tidligere krige. Palæstinenserne kæmper, fordi de tror, de kan vinde i det lange løb som værende en del af en større og stærkere part.

Ambassadøren mener, det blandt andet er ringe udvikling i mange arabiske lande, der får dem til at bruge Israel som en prygelknabe, når opmærksomheden fra store problemer på hjemmefronten skal afledes.

- Det er interessant, at indikatorer på udvikling viser, at den arabisk-islamiske verden er i en meget ringe forfatning. Folk er fattige og undertrykte, og det udnyttes af autokrater og teokrater i de pågældende lande til at flytte opmærksomhed fra deres egne problemer gennem manipulation, hjernevask og indoktrinering rettet mod Israel. Disse folk er let bytte, og de reagerer tragisk nok på det, siger han.

Inden for de seneste to måneder har Israel dræbt både Hamas-grundlæggeren Yassin og hans efterfølger Abdel Aziz al-Rantissi inde på palæstinensisk territorium. For få dage siden kom Sharon også med udtalelser om, at Arafats »fysiske sikkerhed« i Gaza ikke længere kunne »garanteres«. Udtalelsen blev opfattet som noget nær en dødsdom mod Arafat, noget som Israel dog afviste tidligere på ugen. Omkring 900 israelere og et langt større antal palæstinensere er blevet dræbt, siden det seneste palæstinensiske oprør, den anden intifada, begyndte i efteråret 2000. Om det større antal palæstinensiske ofre i forhold til tabene på israelsk side, siger Ephraim Ben-Matityahu:

- Vi er i krig mod bevægelser, som Hamas og Islamisk Jihad, der efter eget valg bruger terror som våben, herunder selvmordsbombere. Det sker i stigende grad i takt med, at den generelle panislamisme bliver mere og mere fokuseret på selvmordsaktioner, og disse organisationer holder desværre til i tæt befolkede områder på Vestbredden og Gaza, hvor lederskabet intet gør for at stoppe dem. Vi går målrettet efter dem, der planlægger angrebene, og efter dem, der udfører dem. Jeg kan forsikre dig om, at hvis vi ikke havde de avancerede våben, vi råder over i dag, ville tabene være meget større.

Det seneste par år har Israel ændret strategi fra at være tilbageholdende til at være langt mere direkte i kampen mod organisationer som Islamisk Jihad og Hamas. Dels med såkaldt »forebyggende angreb«, som nu rettes mod personer i modsætning til før, hvor angrebene typisk blev rettet mod bygninger og anden infrastruktur, som islamiske grupper benyttede. Dels ved opførelsen af den omdiskuterede 640 kilometer lange forsvarslinje ved Vestbredden i form af hegn og mure, der skal bremse selvmordsbombere, som forsøger at trænge ind i Israel.

- I dag kan vi forhindre 95 procent af de planlagte terrorangreb. Folk lægger ikke mærke til det, men der er ingen tvivl om, at der gøres endeløse forsøg på at udføre angreb mod Israel. For Hamas og Islamisk Jihad er Israel en besættelsesmagt, og deres krig er total og uden fortrydelse. Der er intet rum for Israel. De palæstinensiske angreb mod Israel er ikke reaktioner mod overgreb, men en kalkuleret strategi i troen på, at de kan tvinge Israel i knæ ved at forbløde os og skabe frygt, siger Ephraim Ben-Matityahu.

Tidligere på måneden lancerede Israels højreorienterede premierminister, Ariel Sharon, en ensidig plan om en næsten total tilbagetrækning fra Gaza og i mindre grad fra Vestbredden. Det er et hårdt slag for palæstinenserne, som nu blandt andet frygter, at Israel aldrig vil afgive Vestbredden. Under sit nylige besøg i USA fik Sharon opbakning til sin plan fra den republikanske præsident George W. Bush. Sharon undlod ikke at nævne for pressen, at det netop var meningen at tilføje palæstinenserne et slag. Han sagde også, at den nye plan kunne udelukke oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk stat. Dermed har Sharon fortrængt den køreplan for fred, som blev fremsat af den såkaldte kvartet bestående af USA, FN, Rusland og EU, for at bringe Oslo-forhandlingerne om en to-statsløsning fremad.

Under de afgørende forhandlinger om Oslo-processens udmøntning i Camp David i USA i sommeren 2000 med den daværende amerikanske præsident Bill Clinton som vært og premierminister Ehud Barak som israelsk modpart, sprang Arafat fra. I perioden op til havde han ellers fået overdraget mere og mere palæstinensisk land, blevet lovet en stat og stillet rømning af bosættelser i udsigt. Formentlig på grund af usikkerhed om, hvilken stat palæstinenserne egentlig ville få, og fordi Arafat var under pres fra hjemmefronten. Især i det følsomme spørgsmål om flere millioner palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til israelske områder, som de er blevet fordrevet fra under tidligere krige med Israel.

Da selvmordsbombningerne mod Israel så blev indledt i efteråret 2000, begyndte israelerne at tvivle på, at de kunne få tilstrækkelig sikkerhed. Og så begyndte tingene at falde fra hinanden.

- Vores opfattelse var, at vi var i de afsluttende faser af konflikten, og at der kun manglede en finpudsning af aftalen, og så kollapsede alting i 2000. Jeg tror aldrig, at Arafat har været rede til at blive forsonet med Israel, hvilket han viser, når det gælder det fundamentale krav om palæstinensiske flygtninges ret til at komme til Israel, hvilket er det samme som at sige »glem alt om Israel«, siger den israelske ambassadør.

Efter amerikansk pres afgav Arafat, i det mindste officielt, magt i Det Palæstinensiske Selvstyre sidste år. Mahmoud Abbas blev indsat som premierminister, men overlevede ikke længe på posten. I dag sidder Ahmed Qurei (Abu Ala), en af arkitekterne bag Oslo-processen, i den varme stol som selvstyreleder og forhandlingspartner over for Israel. Men han mangler endnu at markere sig.

Med den nye plan er israelerne på sin vis ved selv at isolere sig i en fæstning for at få fred for sine naboer. Strategien er ikke ulig beretningen fra Det Gamle Testamente om krigeren Gideon, der blev hidkaldt af Jahves engel efter syv års fjendtlig hærgen og skabte fred i 40 år.

- Formålet med disse tiltag er at få isoleret et fjendtligt miljø, nemlig Gaza og Vestbredden, og øge sikkerheden indtil selvstyret har det politiske lederskab, der skal til for, at vi kan komme tilbage til en forhandlingsproces, siger Ephraim Ben-Matityahu.

- Før eller siden skulle dette problem med rømningen løses, og det er Sharon nu er i gang med. Og hvis Abu Ala kan bremse de palæstinensiske fjendtligheder og vil forhandle, så er Ariel Sharon rede til at mødes med ham for at ændre på status quo. Men vi vil ikke forhandle med terrorister. Og i sidste ende, når forholdene er som de er, så foretrækker vi at gøre livet mere svært for palæstinenserne, end de kan gøre det svært for os. Det vil først ændre sig, når selvstyret og Abu Ala begynder at vise lederskab.

garly@kristeligt-dagblad.dk



Blå bog

Ephraim Ben-Matityahu, Israels fungerende ambassadør (Chargé d' Affaires i Danmark), gift og har to børn. Karrierediplomat siden 1980 med udstationeringer i bl.a. Canada, USA, Australien og Cypern. Udstationeringen i Danmark er Ben-Matityahus første post i selve Europa. Tidligere bl.a. fungerende direktør og pressechef for Israels Udenrigsministerium. Udannet i politologi og internationale forhold. Deltog som officer i israelske krige i 1973 og 1982.