Islam med blå øjne

Det er i Jørgen Bæk Simonsens optik en begrænsning, forstår man, og den begrænsning falder også Grundtvig for, selv om han dog også får et interessant kapitel i bogen. Grundtvig er som protestant stærkt kritisk over for pavestolens politiske brug af korstogene, men har også blik for den sammenhængskraft, der i europæisk sammenhæng ligger i korstogstanken, de udsprang af »en dyb Eenhedsfølelse mellem Vester-Ledenes Folke-Færd«. Grundtvig er den første, der på dansk grund og på et kildekritisk grundlag giver en større offentlighed kendskab til Muhammed og islam, og han er også med til at gøre op med den romantiske mytedannelse om Salah al-Din (1137-1193), denne ridder af halvmånen, hvis skæbne blev beseglet af Richard Løvehjerte, så han sank ned til at blive, hvad Grundtvig betegner som »en mageløs kurdisk Snap-Hane«.

Bæk Simonsen griber også tilbage til den fornemme danske tradition for orientalismestudier med navne som Frants Buhl, Johannes Pedersen og Johannes Østrup, sidstnævnte udmærker sig ved at have blik for ikke alene det historiske islam men også det aktuelle islam.

Og så er vi fremme ved det afsluttende nøglekapitel om islam og muslimer i den aktuelle danske offentlighed. Hvad er hovedlinierne her? Jo, dels oplysende bøger om islam i traditionen fra oplysningstiden og så den anden tendens, der især tegner sig efter 11. september 2001, hvor islam bliver gjort til genstand for det, Bæk Simonsen kalder en essentialisering, altså en forestilling om, at islam er en uforanderlig størrelse og at muslimer generelt handler i overensstemmelse med Koranens forskellige anvisninger. Det er blandt andet folkene omkring udgivelsen »I krigens hus. Islams kolonisering af vesten« og Dansk Folkeparti og Ralf Pittelkow, der gør sig skyldige i den dæmonisering af islam, der her sker.

Det har sikkert noget for sig, nuancerne er ikke de fleste i debatten. Når man alligevel ikke køber Bæk Simonsens argumentation hænger det sammen med den arrogance, han gang på gang affærdiger de historiske forsøg på også at gå teologisk i clinch med islam, ligesom han øjensynlig hellere ser religionen generelt hen hvor peberet gror, end han vil tilkende den en rolle i den moderne verden, et synspunkt, der afslører sig i de gentagne påpegninger af Luthers, Grundtvigs og Holbergs begrænsning (at de tror på Jesus!) og i en manende sætning fra slutkapitlet som »Derfor skal religion og kultur reduceres til det, det er: foranderlige referencer, mennesket kan gøre brug af«.

Trods de mange gode citater

og det historiske overblik, som Bæk Simonsen leverer sidder man altså tilbage med en utryg

fornemmelse: skal man tro på hans forestilling om en moderne islam som en foranderlig og fleksibel størrelse, når han øjensynlig har så lidt grundlæggende forståelse for religion?

Bæk Simonsen er hurtig til at pege på den historiske begrænsning hos Luther, Grundtvig og Holberg (som han vel at mærke ikke perspektiverer nævneværdigt i deres egen samtid), men ser øjensynlig ikke sit eget blinde punkt. Her skriver Bæk Simonsen sig ind i den kulturradikale tradition, der - samtidig og helt parallelt med forsøgene på at essentialisere islam - skriver sig ind i historien som en tendens til at mistænkeliggøre ikke »bare« islam men religion i det hele taget.

Bæk Simonsen har et skarpt blik for det tidsbundne i de historiske positioner, men i forsøget på at ophæve alt til udvikling og foranderlighed kommer han selv til kort som barn af sin tid i forhold til væsentlige tendenser i samtiden, herunder religionen.

Maureren og den kristne spiller stadig skak på bogomslaget. Hvis muslimer og kristne skal kunne andet sammen, kræver det en

lidt mere nuanceret opfattelse

af religionens væsen, end den Bæk Simonsen motionerer i sin nye bog.

Jørgen Bæk Simonsen: Islam med danske øjne. 214 sider. 249 kr. Akademisk Forlag.

larsen@kristeligt-dagblad.dk

#

Læs mere under Interview