Bente Clausen |
28. april 2004
DEBATBOG: Dr.phil Jørgen Bæk Simonsen håber med ny bog at dæmme op for de stereotyper, der hæmmer en ordentlig debat om, hvilket samfund vi alle skal leve i
»Det er forræderi mod dansk kultur, historie og kristendom at hævde den uforanderlig og uangribelig. Når danske kulturfundamentalister gør krav på, fuldstændig uden sammenhæng med den tid, de lever i, at noget er eviggyldigt, så gør de grin med Harald Blåtand, Martin Luther og N.F.S. Grundtvig. Grundtvig var kristen hele sit lange liv, men han var kristen på forskellig måde. Han var ikke den samme kristne som ung, som senere i livet.«
Jørgen Bæk Simonsens bog »Islam med danske øjne - danskernes syn på islam gennem 1000 år« udkommer i dag. Den er en rejse gennem danskernes syn på muslimer gennem korstog, middelalder, reformation, oplysningstid, guldalder og frem til i dag. Og forhåbentlig, siger han på en elendig ekkoende telefonforbindelse fra Syrien, også et bidrag til, hvordan muslimer og andre danskere kan leve sammen i fordragelighed og i forståelse for forskelle.
- Jeg vil gerne gøre op med ideen om, at islam er et nyt fænomen i dansk kultur. Det er islam ikke. Islam har været en del af den danske bevidsthed siden Harald Blåtand »kristnede danerne« i 900-tallet. Fra dengang, hvor vi blev en del af den katolske kirke og påvirket af dens syn på muslimerne, har islam på forskellig vis været en del af dansk bevidsthed.
Og ifølge Jørgen Bæk Simonsen befinder nogle af nutidens debattører i den ophedede debat om islam sig præcis i den mørke middelalder, hvor islam blev opfattet som Guds straf mod de kristne, en kættersk og militant religion og Mohammed en pseudoprofet.
Plads til alle synspunkter
- De er upåvirkede af oplysningstiden. Af at det krav, der stilles til mennesker i dag, er evnen til at analysere, debattere og forhandle sin samtid på plads. På en måde så der bliver plads til alle synspunkter.
Jørgen Bæk Simonsen mener, at også medierne har et ansvar for, at debatten om islam, især
efter terrorangrebene på USA, er blevet så stereotyp.
- Det er vigtigt at fastholde, at der findes utrolig meget skidt i den arabiske verden, og at de politiske systemer lader en del tilbage at ønske. Her findes også middelalderlige mørkemænd af værste skuffe. Men set i forhold til en dansk - og europæisk - debat er det ikke befordrende, at mørkemændene på grund af mediernes fokus fylder så meget. Jeg mener, at medierne i deres dækning ofte overtræder den etik, de ellers udviser på andre områder og slipper afsted med generaliseringer, som aldrig var gået om andre emner. Negative udtalelser om islam synes at få en meget fremtrædende plads.
Indvandring var et europæisk behov
- Muslimer er ikke forprogrammeret til at gøre bestemte ting. Som det for eksempel hævdes af den fløj, der mener, at indvandringen er en nøje tilrettelagt strategi for erobring af Europa. Indvandringen var oprindeligt et europæisk behov for arbejdskraft, siden en naturlig konsekvens af globaliseringen. Muslimer er først og fremmest mennesker, der er eller har valgt at være muslimer. Og for mig er det vigtigt, at man aldrig glemmer, at den opfindsomhed, mennesker i Europa har lagt for dagen, når samfundet skulle indrettes, den findes også uden for Europa. Vi er bundet af en historisk sammenhæng, ligesom alle andre mennesker er. Muslimer har, ligesom os andre, ideer om, hvad det gode liv er. De har, ligesom vi i Vesten har det, en evig tilbagevendende diskussion om, hvad det gode liv er. Socialt, juridisk, politisk og religiøst. Og der er intet til hinder for at være et religiøst menneske og samtidig blande sig i den demokratiske debat.
Han tilføjer, at der i den muslimske verden er et negativt, stereotypt billede af Vesten, ligesom Vesten har et negativt billede af den islamiske verden. Men hvis vesten ikke holder fast i eget udgangspunkt - analyse, debat og retten til at være, hvem man er - så får det stereotype billede på begge sider lov til at erobre endnu mere plads - til gavn for ingen.
Den bedste kur
- Den bedste kur er, at man møder muslimer som mennesker. Hører hvad de vil med deres liv, og forhåbentlig etablerer en fællesnævner om værdier i det samfund, vi alle skal leve i. Den bedste garant mod undertrykkelse er, at det enkelte menneske har retten til at være sig selv og accepterer andres ret til det samme, uanset om den ret bruges anderledes, end man selv ville gøre.
Jørgen Bæk Simonsen kunne godt efterlyse flere muslimske stemmer i den offentlige debat, flere udtryk for intern uenighed og ideer til samfundets indretning.
- På den anden side kan man altså heller ikke pege en enkelt gruppe ud som ikke-deltagende, når hovedparten af de oprindelige danskere heller ikke blander sig i debatten om, hvor samfundet skal bevæge sig hen.
Jørgen Bæk Simonsen lægger ikke skjul på, at hans idealer er sammenfaldende med oplysningstidens. Og at han indtil for få år siden også delte den opfattelse, at religionerne var ved at uddø.
- Som verden ser ud i dag, er vi nødt til at tage en ny diskussion om, hvad det religiøse er. Den hidtidige diskussion har vist sig hverken at være rummelig eller præcis nok. Jeg har som islamforsker respekt for muslimers tro. De skal på deres side anerkende retten til ikke at tro. Man kan ikke forlange ret til at tro, hvis de ikke samtidig anerkender retten til ikke at tro. Som overordnet konsekvens må man afvise en styreform, som gebærder sig efter religiøse normer. Normen bør alene være den, vi forhandler på plads som medmennesker.
- Jeg er sikker på, at der findes dansk kultur i det 22. århundrede. Men det er absurd at tro, at det er en uforanderlig, uangribelig danskhed. Det har den aldrig været. Vi er alle født ind i en sammenhæng og præger også den måde, kulturen bevæger sig på.
benteclausen@kristeligt-dagblad.dkblå bog:
Jørgen Bæk Simonsen, født 1951. Direktør for Det Danske Institut i Syriens hovedstad Damaskus frem til efteråret 2005. Cand.mag i historie, religionshistorie og arabisk i 1979. Dr.phil 1988 på afhandling om islamisk beskatning. 1989 ansat på Historisk Institut, Københavns Universitet og fra 1992 ansat ved Carsten Niebuhr Instituttet ved Københavns Universitet. Siden 2001 direktør for Det Danske Institut i Damaskus. Har udgivet en række bøger og bidrag til antologier om islam - både i Danmark og internationalt.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad