Kristendom som velfærdens redningsplanke

- I efterkrigstiden har velfærdsstaten så ubetinget været et sekulært (ikke-religiøst, red.) fænomen. De mennesker, som skabte den, havde ikke nogen form for kirkeligt tilhørsforhold. Derfor var de næppe mere end indirekte inspireret af kristendommen. Selvfølgelig kan man tale om en virkningshistorie over mange hundrede år, men så kunne man lige så godt sige, at den er et resultat af oplysningstiden, som var kirkekritisk. Derfor blev velfærdsstaten helt klart i større udstrækning til i opposition mod kirkens magtposition end i en tilslutning til den kirkelige forkyndelse, siger han.

-Det kom også til udtryk i, at for eksempel mange præster og kirkefolk var modstandere af velfærdsstaten og mente, den var udtryk for ansvarsforflygtigelse. At det i virkeligheden var et forsøg på at gøre sig fri af den fattige næste, så man ikke personligt behøvede at tage sig af ham, for det gjorde samfundsinstitutionerne nu. Så velfærdsstaten i moderne udgave er i højere grad et produkt af fagforeningsmagt, af socialdemokratisk velfærdsideologi og oplysningstiden, end den er en effekt af kristendommen, siger Kjeld Holm.

Han minder om, at der i mange år også var en stærk velfærdskritisk røst på landets højskoler, fordi man så en eller anden form for formynderi i velfærdsstaten. Borgerlige politikere tog afstand fra den, fordi den ville være for dyr.

Samfund eller stat

Hvilket rejser spørgsmålet, om ikke velfærdsstatens kritikere, både de kirkelige og borgerlige, fik ret? Om det ikke netop har vist sig, at den enkeltes ansvar er forsvundet, i takt med at staten har fået ansvar for mere og mere af vores liv?

Kjeld Holm medgiver, at velfærdsstaten ikke har udviklet sig som dens ideologiske fædre havde forestillet sig, men han afviser, den har taget svaret fra den enkelte. Han vil hellere opfatte velfærdsstaten som en ramme, inden for hvilken vi tager os af syge og svage.

- Det er meget karakteristisk, at man bruger de to ord, velfærdssamfundet og velfærdsstaten. Engang hed det velfærdsstaten, som udtrykte negativt at ville bestemme og være formynder over den enkeltes liv og trivsel. Så kom det til at hedde velfærdssamfundet, hvor vi alle sammen var medarbejdere på projektet. Det var udtryk for, at velfærdssamfundet med LO-formand Thomas Nielsens ord i en anden sammenhæng havde »sejret ad helvede til«.

Men man fandt ud af, at velfærdsstaten ikke kunne det hele. Så tætmasket kunne den aldrig blive, at der ikke var nogle, der ikke kunne falde igennem. Samtidig oplevede man en stigende kritik med katastrofevalget i 1973, hvor Glistrup fejer hen over det politiske landskab. Det var jo i virkeligheden en kritik af velfærdsstaten, hvor man sagde, at den var endt i formynderi og alligevel ikke kunne hindre, at nogle faldt igennem det sociale sikkerhedsnet. Det var også på det tidspunkt, Kristeligt Folkeparti sagde: Hvad så med dem, der falder igennem, hvem skal tage sig af dem? Selve det, at der er kommet flere svage grupper, har åbenbaret, at velfærdsstaten ikke magter det hele, siger Kjeld Holm.

Har det været svagheden, at man har troet, at den kunne det?

- Ja. Jeg kan huske i midten 1970'erne, da forstanderen for Diakonhøjskolen, Jens Nørgaard, holdt et foredrag om disse forhold. Der forudså han en mere dybtgående krise for velfærdssamfundet, og at der ville blive flere og flere utilpassede, som samfundet ikke magtede.

Så tegnede han en linje, hvor man ville få flere love, der ville individualisere hjælpen til de dårligst stillede. Men det er et krisetegn, sagde han. Man prøver at individualisere hjælpen, men man vil stadig ikke kunne nå alle. Det kom til at holde stik, da vi først fik bistandsloven, og siden kom serviceloven, siger han.

I offentligheden er biskoppen især blevet kendt som formand for det nu nedlagte Rådet for Etnisk Ligestilling. Beskæftigelsen blandt indvandrere er stadig langt lavere end blandt etniske danskere, og nogle ser den lave beskæftigelsesprocent som en selvstændig trussel mod fremtidens velfærd. Eller som mulighed for at redde den. Lykkes det at bringe indvandrerne op på samme høje beskæftigelsesniveau som alle andre, vil de økonomiske problemer med at forsørge fremtidens ældre blive langt mere overskuelige.

Indvandrere og Folkehjem

For Kjeld Holm er det dog nok så væsentligt, at mange indvandrere, både muslimske og kristne, har en anden tradition for fællesskab, som kan inspirere os. Han peger på, at velfærdsstatens ideologer egentlig ønskede at skabe et folkeligt fællesskab.

- H.C. Hansens og især Jens Otto Krags ideologi var, at velfærdsstaten skulle være et fællesskab mellem mennesker. I Sverige fik velfærdsstaten et endnu stærkere udtryk, når man talte om Folkhemmet, Folkehjemmet, hvor velfærdsstaten skulle sikre, at vi levede i et fællesskab med hinanden. Hvor vi udnyttede hinanden i positiv betydning. Den drøm blev aldrig realiseret. Danmark blev aldrig et folkehjem, men det et spørgsmål, om ikke netop de nye religioner, indvandrerne og de religiøse former, de bærer, om ikke de udtrykker det fællesskab. Og om man ikke også i kirken er mere fokuseret på fællesskabet, end man var, da jeg blev præst for 30 år siden, siger Kjeld Holm.

Så som optimist ser han stadig et håb for velfærdsstaten - dog med den lille tilføjelse, at optimisme ikke er udtryk for stor spådomskunst men for »pur nødvendighed«.

- Ellers kunne vi jo lige så godt tage ud på en øde ø, lyder afslutningsreplikken.

hoffmann@kristeligt-dagblad.dk