Henrik Hoffmann-Hansen |
27. april 2004
PESSIMIST: Samfundsdebattør lektor Henrik Jensen mener, at fremtidens velfærd afhænger af, om vi kan få en ny, fælles moral. At vi kort sagt bliver mindre egoistiske og individualistiske
Velfærdsstaten kan godt overleve, men nemt bliver det ikke. Vi skal alle sammen forvente mindre af den gode stat og selv yde væsentligt mere for andre. Kort sagt blive mindre egoistiske.
Så enkelt - og så besværligt - er det. Lektor Henrik Jensen fra Roskilde Universitet har trods en irriterende forårsinfluenza indvilliget i at give et interview om sit syn på fremtiden for det danske velfærdssamfund. Og han er pessimist, når det handler om at bevare velfærdsstaten, som vi har kendt den i efterkrigstiden.
Teoretisk eksisterer overlevelsesmuligheden, og det er den, han argumenterer for. Argumenterer for, at vi som samfund igen skal have nogle etiske fællesnævnere, som vi havde »i Krønikeland« tilbage i 1950'erne, da velfærdsstaten blev til. Dengang kunne velfærdsstaten af naturlige grunde ikke tilbyde os så meget. Blandt andet derfor var der en udpræget ansvarsfølelse over for andre mennesker og over for det nære samfund. I dag handler det mest om at skrabe til sig på fællesskabets bekostning, mener han.
- I dag forventer vi alt af velfærdsstaten. Individet betragter den som et serviceinstrument, og det er en ændring, der er sket inden for de seneste 20 år. Vi får det nærmest ind med modermælken, at staten skal klare vores problemer, siger Henrik Jensen.
Overdriver du ikke egoismen? Mange yder da stadig stort
arbejde, for eksempel i frivillige organisationer?
- Det kan godt være, jeg overdriver lidt, men jeg ser det som en tendens. Mange yder da noget frivilligt og ulønnet i for eksempel idræt, men tendensen går
den anden vej. Undersøgelser
viser, at vi mere og mere går ind
i fore-ninger, som gavner os selv, i stedet for almenvellet. Det er mere Ældre Sagen og patient-foreninger, som er i stigning, mens de altruistiske foreninger
er i tilbagegang.
Henrik Jensen finder i øvrigt, at især de yngre generationer stiller store krav til den offentlige service.
- Hvis man ser på de unge generationer, bakker de så op om velfærden på samme måde som de ældre? Bakker de op om det med at tage sig af sin næste? Det tror jeg ikke. Det betyder ikke, at menneskers kvalitet er blevet dårligere, vi er bare ikke blevet opfordret til at forvente mindre. Der er nogle opdragelsesmæssige forhold, som ikke har fungeret. Et begreb som pligt spiller ikke så stor en rolle som før. Det er jo en pligt at tage sig af andre, men det er svært at opretholde den forestilling i et velstandssamfund.
Vi har vænnet os til, at »det må staten tage sig af«, også når det gælder vores egne familier. Det er ikke vores opgave at tage os af oldemor, det er statens, men sådan var det ikke for 20-30 år siden, siger Henrik Jensen.
Nervøs ved udskridning
- Mennesket er ikke blevet dårligere, men det har fået nogle muligheder for at tænke egoistisk, som det ikke havde tidligere. Det er en moralsk udskridning, som vi kalder individualisering. At det mere og mere kommer til at handle om den enkelte.
Man kan også, positivt formuleret, kalde det en frigørelsesproces, hvor den enkelte bliver bedre i stand til at definere sine egne behov og gå efter dem, men jeg bliver nervøs ved et samfund, hvor det er den dominerende strategi. Det er ikke individualiseringen i den stærke, moralske forstand. Det er derimod masseindividualiseringen. En hel masse enkeltindivider, som vil det samme, og som hele tiden konkurrerer om det samme. Det er i sin yderste konsekvens uværdigt. Jeg synes, vi kommer hen i nærheden af Fagre Nye Verden, hvor det bliver for nemt at manipulere mennesker, siger han.
Men er det systemets skyld, at det er gået sådan?
- Ja, det mener jeg. Lige efter Anden Verdenskrig var der så meget moral i befolkningen tilbage fra 1930'erne og besættelsen, at det begrænsede forbruget af velfærd. Nu var velfærdsstaten heller ikke gearet til det store forbrug, men der var nogle mekanismer, som gjorde, at man holdt sig tilbage. De mekanismer er gradvis forsvundet, siger han.
Det kan få nogle alvorlige konsekvenser for velfærdsstaten. Økonomiske eksperter har længe peget på, at der i fremtiden bliver mange flere gamle at forsørge og færre unge til at tjene pengene og betale skatten. De store regeringsbærende partier har hidtil veget uden om at finde langsigtede løsninger på det problem. Velfærdsstaten har fået lov til at vokse, og vokser fortsat med stadig flere ydelser inden for social- og sundhedsområdet.
Alle giver løfter til alle om mere og bedre service, og ingen vil skære ned på noget. Der er blevet talt om, at de »90 procent rigeste betaler til de 90 procent fattigste«, og Henrik Jensen tror på, at man vil fortsætte ad det spor, selv om det på længere sig kan være ødelæggende. For ham ville det være en bedre ide at lade middelklassen forsikre sig til flere ydelser og samtidig fastholde velfærden for de dårligst stillede. Forudsætningen for den ændring er imidlertid stadig, at vi alle sammen får en bedre fælles moral, så vi ikke kræver og forventer så meget. Dermed er vi tilbage ved hovedproblemet: at vi ikke længere har en fælles samfundsmoral.
Håber på samvittigheden
I hans optik er vi endt med en »balkanisering«, hvor vi i stigende grad isolerer os i subkulturer, og det gør det ikke just lettere at få de fælles etiske normer tilbage. Men det er det, der er hans projekt.
Hvor biskop Kjeld Holm holder på, at kristendommen kan blive centrum for den proces, sætter Henrik Jensen sin lid til Jesper Fårekylling, menneskets samvittighed. Hverken den kristne kirke eller staten kan nemlig opdrage os til at kræve mindre og blive opmærksomme over for de svageste. Velfærdsstaten var i sit udgangspunkt et kompromis mellem humanismens frigørelsesproces og kristendommens etiske krav om, at man skal gøre godt mod sin næste. Det kompromis lider under, at sekulariseringen har taget overhånd. Forestillingen om, at verden styres af et forsyn, har efterladt os som forældreløse børn, men alligevel tror han på, at vi i os har muligheden for at finde tilbage til fælles normer.
- Det må basere sig på, at der er mere moral i os, end vi til daglig giver udtryk for. Meget af den egoisme, vi giver udtryk for, inviteres vi til, men det er ikke hele historien om os. Vi opfordres til at opføre os mere egoistiske, mere individualistiske, end vi egentlig er. Det er et billede, vi især får fra medierne. Men jeg tror, der er mere i os, siger han.
Så trods moralens influenza er der altså alligevel håb. Selv hos en pessimist.
hoffmann@kristeligt-dagblad.dk#
Leder side 8
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad