Vi handler på eget ansvar

Vi må ikke bare forlade lejren uden formål, og når vi gør det, er det iført fragmentationsvest og hjelm. Vi arbejder dog på at kunne arrangere nogle ture, for mange tilbringer al deres tid i lejren, og det bliver træls i længden. Mange af de samtaler, jeg har med folk her, handler om, at de gerne vil hjem før tid, som er til august, og det hænger selvfølgelig sammen med, at vi er hegnet inde.

KLOKKEN 11.30 spiser jeg frokost, og derefter holder vi siesta, så vidt det er muligt. Indtil videre kan jeg læse i solen på denne tid af dagen. Her er 38 grader i skyggen, men det bliver stadig varmere. Jeg sidder ved min beboelsescontainer, som også fungerer som kontor, med en krimi, som biblioteket her kan tilbyde mange af. Det er godt med noget let læseligt i solen.

Jeg har jo træffetid hele tiden, og der kommer da også én, som gerne vil tale med mig. Han er bekymret over tingenes tilstand derhjemme og tænker meget på sin kæreste. Noget kan være for privat at tale med kammeraterne om, og alle ved, at man kan tale med præsten. Også selv om man ikke har talt med én, siden man blev konfirmeret. Jeg fik efterfølgende at vide, at vedkommende havde været glad for vores snak, og at den havde hjulpet ham, og sådan en tilbagemelding betyder meget for mig. Selv om vi er på det sikreste sted i Irak, er mange i lejren utrygge, for vi kan jo blive sat ind i områder, hvor der er uro. Nogle bliver også nervøse ved at tale med familiemedlemmer derhjemme, som læser om uroligheder i Irak og bliver bange uden at tænke på, at vi er et andet sted i landet. Jeg bliver brugt mere til samtaler her, end jeg er blevet på tidligere udstationeringer, og folk kommer på alle tider af døgnet.

KLOKKEN 14.30 tager jeg et bad, som man trænger gevaldigt til på denne tid af dagen. Og så begynder jeg at tænke på morgendagens gudstjeneste, som først starter klokken 19. Det er naturligt her at tale om islam contra kristendom. Og om at være soldat og slå ihjel.

De Ti Bud gælder for jøderne. Jesus har sit helt eget opgør med de Ti Bud, som vi kan læse i Bjergprædikenen, og vi skal ikke tro, at den hellige grav er vel forvaret, fordi vi holder dem. For jøderne betød det femte bud jo ikke, at de ikke måtte slå deres fjende ihjel. Det betød, at de ikke måtte slå deres landsmænd ihjel. Man kan jo finde masser af eksempler på, at Gud beordrer sit folk i krig for at beskytte det. At være soldat og slå ihjel har ikke noget med det femte bud at gøre, og i kristendom handler det om at handle på eget ansvar. Vi må gøre op med os selv, hvad der er rigtigt at gøre i en given situation, og vi kan aldrig være sikre på, at vi gør det rigtige. Derfor er der noget, der hedder syndernes forladelse.

Nogle har mere brug for gudstjenesten i lejren, end de har derhjemme. Den er også et dejligt afbræk, og det eneste, der adskiller søndagen fra andre dage.

Man tænker mere over forskellen på kristendom og islam her, og det gør indtryk, når man ser, hvad her foregår. Det er jo i udpræget grad et mandssamfund, og selv om her faktisk er en kvindelig dommer i området, hilser mændene ikke på hende. Så vi gør heller ikke. At tage kontakt med hende vil kun sætte hende i forlegenhed. I det hele taget giver man ikke hånd til kvinder, for man må slet ikke røre dem.

KLOKKEN 17 er der møde med staben igen, og jeg minder om søndagens gudstjeneste. Inden aftensmaden, som for tiden består af amerikanske feltrationer, fordi køkkenet skal have nyt komfur, har jeg lige en time mere til min prædiken. Derefter går jeg til et møde om »Kultur og sprog«, som en af vores tolke, en libaneser, holder. Hvad han siger om skik og brug, svarer helt til, hvad jeg har oplevet ved mødet med sheikerne tidligere på dagen.

Jeg fravælger senere på aftenen dvd-film på storskærmen og går i stedet over til mig selv for at skrive i min dagbog. Jeg gør det for at kunne skelne den ene dag fra den anden, for dagene ligner hinanden meget.

KLOKKEN 21.30 drikker jeg et par alkoholfri øl udenfor sammen med »mimregruppen«, som vi er blevet døbt. Vi sidder på gangen imellem beboelsesvognene i mindre grupper og kobler lidt af, og vi har nok fundet sammen efter alder. Lejren er hævet en halv meter over jorden og adskilt fra den med trådnet og plader, så jeg kan en time senere falde i søvn og sove godt i nogenlunde tryghed for slanger, skorpioner og edderkopper.

kirke@kristeligt-dagblad.dk



Blå bog

Ole Degn-Andersen er født 1947 i Aalborg, hvorfra han blev student i 1967. Teologisk kandidat 1976 fra Københavns Universitet. Præst i Stenløse og Fangel pastorat i udkanten af Odense. Gift 1974 med Une Haugland og far til fire voksne børn. Han har tidligere været feltpræst i Cypern, Kroatien, Kuwait, Albanien og som afløser i Bosnien, Kosovo, Eritrea og Afghanistan.