Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen Det hele er bare blevet for meget til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det hele er bare blevet for meget

Kommenter Hold mig opdateret

Tidligere på ugen kunne man her i avisen læse om en sognepræst, der har sagt sin stilling op på grund af stress. Noget tyder på, at hans ulykkelige situation kunne have været undgået, hvis folkekirken havde været lidt vaksere ved havelågen. For ligesom alle andre præster i byområder, der er i udvikling, fik denne sognepræst mere og mere at lave. Antallet af dåb, bryllupper og begravelser voksede i takt med, at hans sogn fik 50 procent flere beboere i den tid, han var der, mens hans ønske om at få en præstekollega til at hjælpe sig ikke blev indfriet.

En dag blev det hele for meget, og efter et hjertetilfælde forårsaget af stress besluttede han at takke af.

Sognepræstens skæbne er måske usædvanlig, men det er hans følelse af stress ikke. En undersøgelse viser, at hver femte præst i folkekirken føler sig stresset, og på landsplan siger hver anden dansker, at de med mellemrum er stressede. For knap halvandet år siden gjorde statsministeren et særligt nummer ud af at omtale danskernes stress i sin nytårstale med en sympatisk opfordring til at slukke mobiltelefonen, holde op med at tjekke e-mails døgnet rundt og i stedet tale sammen.

På få år er antallet af langtidssygemeldinger på grund af stress vokset kraftigt. Der udkommer noget nær en flodbølge af bøger om emnet. Der oprettes stressklinikker og et forskningscenter for at finde ud af, hvorfor det lille engelske ord, stress, der betyder pres, er blevet noget nær en folkesygdom i de senere år.

Annonce
Den udvikling er paradoksal set i lyset af, at arbejdstiden for gennemsnitsdanskeren med nu 37 timers arbejdsuge og seks ugers årlig ferie er tæt på at være bare halvdelen af den arbejdstid, en dansker havde for 100 år siden.

Så hvorfor får danskerne stress?

Nogle vil mene, at det har at gøre med den ændrede familie-struktur, hvor både far og mor

går på arbejde, og der derfor mangler en omsorgsperson i hjemmet til at stå for børn og alt det praktiske.

Andre vil mene, at arbejdets uendelighed, dette, at meget skrivebordsarbejde spreder sig til alle tider på døgnet, giver mere stress. Men det er ikke givet, at meget arbejde alene udløser stress. Der er også fordele forbundet med at kunne arbejde på skæve tidspunkter, hvor de belaster andre forpligtelser mindre.

Den svenske forfatter Bodil Jönsson, der har skrevet flere bøger om tid, gør sig i bogen »I tide og utide«, der udkom sidste år, til talsmand for, at stress ikke mindst kommer af det, hun kalder for menneskers »ha-syge«. Vi vil have og have og have. Vi har for meget arbejde, for mange ejendele at sørge for, for megen rejsen omkring, for meget splittelse,

for store forventninger og for megen dårlig samvittighed. Alt sammen fordi vi ikke kan sætte grænser. Vi opfordres konstant til at tage imod de mange tilbud om at foretage os mere og mere. Vi er i bevægelse hele tiden, og med de mange ting, vi hober op omkring os i huse og sommerhuse, pantsætter vi en del af vores tid, fordi tingene skal passes og vedligeholdes. Ofte uden at tænke over det.

Det moderne arbejdsmarked hylder forandringsvillighed og fleksibilitet, og det er ikke i sig selv negativt. Men drevet til det yderste kan det være svært at skelne mellem det fleksible og det rastløse, og det er nærliggende at karakterisere vores kultur som netop rastløs.

Man må, som det gamle klo-sterideal tilskriver, sætte en mur op mentalt imellem sig selv og den påtrængende omverden.

Man må vælge fra og ikke lade sig optage af alt, men i stedet vælge det til, som man gerne vil koncentrere sig om. Der er brug for, at man også af og til nægter at følge med tiden og i stedet erobrer et rum til stilhed og eftertanke. Det kommer ikke af sig selv. De mange muligheder, der omgiver os, føles let som krav, og det er her, der skal sorteres mellem opgaverne.

Det er således ikke bare arbejdspladserne, der skaber stress. Selve den moderne evigt bevægelige og foranderlige kultur med tv, radio, internet og mobiltelefoner er stresspræget. Det stiller større krav til mennesker om at kunne sætte grænser end tidligere.

Den herskende effektivitet og evige trang til at udrette noget fratager os på et dybere plan evnen til at drive og - kort sagt - nyde

livet.

En anden svensk forfatter, Owe Wikström, der er professor i religionspsykologi, skriver i bogen »Til langsomhedens pris«, at kirken og klosteret til alle tider har advaret mod den rastløse livsstil. Hvis deres råd skal oversættes til samtiden, bliver de enkle: Sid længe på en café. Sluk for dårlige tv-programmer. Slå telefonsvareren til en hel aften. Tal længe med en ven. Læs en bog højt sammen. Læs langsomt. Skriv dagbog. Indbyg frizoner i dit liv.

Det gælder blot om at komme i gang. Tiden er der. Den skal bare bruges anderledes.

bjerager@kristeligt-dagblad.dk
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​