Det hele er bare blevet for meget

Tidligere på ugen kunne man her i avisen læse om en sognepræst, der har sagt sin stilling op på grund af stress. Noget tyder på, at hans ulykkelige situation kunne have været undgået, hvis folkekirken havde været lidt vaksere ved havelågen. For ligesom alle andre præster i byområder, der er i udvikling, fik denne sognepræst mere og mere at lave. Antallet af dåb, bryllupper og begravelser voksede i takt med, at hans sogn fik 50 procent flere beboere i den tid, han var der, mens hans ønske om at få en præstekollega til at hjælpe sig ikke blev indfriet.

En dag blev det hele for meget, og efter et hjertetilfælde forårsaget af stress besluttede han at takke af.

Sognepræstens skæbne er måske usædvanlig, men det er hans følelse af stress ikke. En undersøgelse viser, at hver femte præst i folkekirken føler sig stresset, og på landsplan siger hver anden dansker, at de med mellemrum er stressede. For knap halvandet år siden gjorde statsministeren et særligt nummer ud af at omtale danskernes stress i sin nytårstale med en sympatisk opfordring til at slukke mobiltelefonen, holde op med at tjekke e-mails døgnet rundt og i stedet tale sammen.

På få år er antallet af langtidssygemeldinger på grund af stress vokset kraftigt. Der udkommer noget nær en flodbølge af bøger om emnet. Der oprettes stressklinikker og et forskningscenter for at finde ud af, hvorfor det lille engelske ord, stress, der betyder pres, er blevet noget nær en folkesygdom i de senere år.

Den udvikling er paradoksal set i lyset af, at arbejdstiden for gennemsnitsdanskeren med nu 37 timers arbejdsuge og seks ugers årlig ferie er tæt på at være bare halvdelen af den arbejdstid, en dansker havde for 100 år siden.