Kræftens Bekæmpelse vil sætte forskning i gang i den alternative verden, men behandlerne siger, det bliver svært at måle effekten
Hvis en kræftpatient har fået det bedre spirituelt og måske også opnået et mere afklaret forhold til døden ved hjælp af healing, er det godt for patienten, men svært at måle og veje.
Det påpeger formanden for Sammenslutningen af Alternative Behandlere, Karl Jørn Schmidt, der selv er massør, regressionsterapeut og healer i Haderslev.
Han kalder det utroligt fint, at Kræftens Bekæmpelse nu åbner for alternativ behandling ved blandt andet at sætte forskning i gang, men når foreningen siger, at det er for at hjælpe patienterne til at skille skidt fra kanel, bliver Karl Jørn Schmidt skeptisk.
- Jeg er ked af, at de tager patent på at vurdere, hvad der er godt og skidt. Generelt kan alle alternative behandlinger hjælpe mennesker, der er så syge, som kræftpatienter er. Den alternative verden er meget umålelig, for hvordan skal man kunne måle den gode og kærlige samtales effekt på patienten, spørger Karl Jørn Schmidt.
I Kræftforeningen Tidslerne, der hjælper patienter, der søger alternative veje, er man derimod positiv over for Kræftens Bekæmpelses initiativ, og formand Marianne Tersgov mener godt, at man kan dokumentere alternativ behandling på videnskabelig vis, også selv om det er såkaldte »bløde værdier«.
- Den alternative verden kan hjælpe med forhold, som det etablerede system ikke tager sig af. Det drejer sig for eksempel om akupunktur mod kemo-kvalme, kosttilskud til at bygge kroppen op og angstdæmpende taktikker i form af meditation eller lignende. Hele den følelsesmæssige og spirituelle side er der jo ikke hjælp til i det traditionelle system. Men disse ting kan godt dokumenteres med de videnskabsteknikker, vi allerede kender fra den naturvidenskabelige baggrund. Man skal bare måle flere ting og mere bredt, således at livskvalitet også bliver inkluderet, siger Marianne Tersgov.
Halvdelen af alle kræftpatienter bruger en eller anden form for alternativ behandling, og det er bevæggrunden for, at Kræftens Bekæmpelse nu mere aktivt vil forsøge at dokumentere behandlingen samt hjælpe patienterne med at finde troværdig information. Sundhedsstyrelsen er på vej med et registreringssystem af de alternative behandlere, hvor der vil blive sat krav til uddannelsens længde og indhold, før man kan blive registreret af styrelsen.
dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk