20. april 2004
Efter offentligørelsen af FE-rapporterne står det nu uafgjort
PRESSE OG POLITIKERE bogstaveligt talt faldt over hinanden, da Forsvarsministeriet i går formiddag offentliggjorde de hidtil hemmeligtstemplede rapporter om Forsvarets Efterretningsvæsen, FE's, vurderinger af trusselssituationen op til Irak-krigen. Offentlig-gørelsen sker som et resultat af, at den tidligere major i FE Frank Grevil stod frem og afslørede, at han var den lækage, som tilbage i februar forsynede Berlingske Tidende med FE-rapporter. Heraf fremgik det angiveligt, at der ikke var overensstemmelse mellem de informationer, statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) havde fået fra FE, og det billede, statsministeren tegnede i medierne i tiden op til krigen. Med andre ord: Anders Fogh havde om ikke løjet, så vildledt og fordrejet for at få sin krig.
Frank Grevils beslutning om at træde frem og gå åbent ind i debatten var naturligvis gefundenes fressen for den politiske opposition. Men i det øjeblik, han trådte frem, gik også Statsministeriets spinmaskineri i gang for at få fremstillet et andet billede af de oplysninger, som lå til grund for den danske beslutning om at gå aktivt ind i krigen for at få fjernet Saddam Hussein. Samtidig blev også Frank Grevil, der gik ihærdigt efter statsministerens troværdighed og uden tvivl mente, han havde en yderst retfærdig sag, selv afsløret i en knap så heldig håndtering af en boligsag for 14 år siden, hvor han som hævn over en lejer, der havde vundet en huslejestrid mod ham, blandt andet indrykkede en falsk dødsannonce.
Så hvad skal man tro efter en uge, hvor der er blevet gjort alt for at hvirvle støv op og forplumre den i forvejen dybt komplicerede sag. Tja, efter offentliggørelsen i går af de 72 udvalgte A4-sider må det vel nærmest kaldes uafgjort. Det hele afhænger af øjnene, der ser. »Truslen fra irakisk anvendelse af biologiske og kemiske våben vurderes at være HØJ,« lyder det i et dokument fra 27. august 2002. En måneds tid senere: »Irak vurderes at råde over færdige kemiske og biologiske kampstoffer og at have evnen til at fremføre disse.« Det vurderes, at Irak »sandsynligvis« rådede over masseødelæggelsesvåben, hedder det videre. Hvorvidt det er rigeligt til at gå i krig, er netop afhængig af øjnene, der ser og tolker. Ingen efterretningsvæsener i verden vidste noget med sikkerhed, men havde mere end begrundet mistanke mod Saddam. Værd at bemærke er også, at da et politisk flertal i marts 2003 besluttede at sende Danmark i krig, skete det først og fremmest på baggrund af den legen kispus med det internationale samfund, som Saddam Hussein praktiserede, og som netop var med til at fastholde tvivlen om hans lands militære kapacitet.
I dag er vi klogere, men verden er også en vanvittig diktator fattigere. At den hjemlige opposition benytter sig af chancen og kaster sig over regeringen og ikke mindst statsministeren, når der rejses tvivl om hans troværdighed i denne sag, er forståeligt, selv om oppositionen også har sæde i det kontroludvalg, som har set og - må formodes - læst de dokumenter, som både Frank Grevil og nu regeringen har offentliggjort. Sådan er politik. Men at fortsætte sagen ved at kræve en uvildig undersøgelseskommission nedsat til at analysere FE og statsministerens troværdighed er meningsløst. Det er på tide at tænke fremad og være konstruktiv, ikke mindst på vegne af Irak, hvor der for tiden foregår en voldsom optrapning af kampene. Hvis statsministerens og regeringens troværdighed er blevet skadet afgørende, vil det komme frem på et senere tidspunkt. Nemlig når vælgerne næste gang skal sætte deres kryds.
weis
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad