Hvorfor har vi det ikke sjovere?

– Tilværelsen er fuld af dobbeltheder. Min mors forhold til mig er af dem, siger han.

Hvordan vil du beskrive din tilstand her og nu?

– I forhold til publikums modtagelse af filmen er jeg både spændt og nervøs. Men grundlæggende føler jeg mig som en heldig mand. Jeg har gjort Klods Hans' strategi til min: Svaghed skal gøres til styrke. Og det har vist sig, at livet i sidste ende udfolder sig generøst, selv om det slet ikke var min mors mening, at jeg skulle fødes.

Hvordan vil du beskrive dit livssyn?

– Jeg er socialist. Socialismen i den ideelle form har alt det, jeg finder godt, men der er dog en mangel: Tilgivelsen. Et biprodukt af menneskelig civilisation er, at man føler skyld, når man har fejlet, og for eksempel danset kinddans med konens søster. Her er kirken genial med budskabet om syndernes forladelse. Men hvad med alle os, som ikke vil lade os administrere af kirken?

– Der er et stort mentalt underskud i samfundet, som dulmes i alkohol, lykkepiller og overarbejde, fordi vi ikke kan tilgive hverken os selv eller hinanden. I mange år har psykologer og terapeuter udfyldt det tomrum for tilgivelse, som opstår, når man skriver kirken ud af sin historie. Jeg tror, vi er nået til et punkt, hvor vi har lært, hvad vi kan, af psykologien, men vi har stadig ikke lært at tilgive, så vi slæber på et mentalt underskud.

– Selvom jeg aldrig har haft medlemskort til kirken, har kristendommen sat sine spor i min forståelse af, hvad det vil sige at være et godt menneske: "Du må ikke stjæle", "Du må ikke lyve". Kristendommens værdier og tænkning er lige under overfladen. Derfor har det også undret mig, at folkekirken ikke har mere selvtillid. Kirken har haft en enorm gennemslagskraft, og kan roligt slappe lidt af. De kristne værdier er blandt os.

– Det er på samme måde som socialismen. De værdier i socialismen, som jeg har kæmpet for, er i dag slået igennem i Danmark på tværs af partiskel. Engang var kampen for miljøet for eksempel en sag, som var reserveret til venstrefløjen. Nu er det slået bredt igennem på tværs af partier, og Danmarks eksport af vindmøller er blevet en succes.

– Jeg lever mit liv ud fra en hyldest til det tilfældige, heldet og anarkiet. Når jeg laver en film, så er det for eksempel kun 80 procent, som er planlagt. Som ung boksede jeg i en klub her på Vesterbro. Når jeg tænkte over mit næste slag, blev jeg ramt. Det er et godt billede på, hvad der sker, hvis vi tænker alt for meget.

– Min tilgang til livet er præget af en stor nysgerrighed. Første gang, jeg fik bil, måtte jeg skille motoren ad for at se, hvordan sådan en faktisk virker. Nysgerrigheden har jeg sat sammen med kunstnerens trang til at vende tingene på hovedet.

Hvad har formet dit livssyn?

– Tingene er ikke enkle. Alt må forstås ud fra en dobbelthed. Jeg kan fortælle min historie, så du vil få tårer i øjnene af grin, men jeg kan også give dig den melankolske udgave.

– Jeg blev født her på Vesterbro i den gade, hvor Tove Ditlevsen boede. Romanen "Barndommens gade" er nærmest min bibel. Jeg var et såkaldt forsoningsbarn, men min far og mor blev ikke forsonet. Når min mor skældte mig ud, underholdt hun mig med, hvordan hun havde forsøgt at abortere mig. Når jeg i en af mine tekster skriver "... det' da godt at vi blev født, før aborten den blev fri", så er det mig selv, jeg skriver om. Samtidig har jeg i 1970'erne været fortaler for den frie abort. Det er i sandhed et af livets paradokser.

– Min mor var alene med mig og min storebror, men det var min storebror, som fik al min mors opmærksomhed. I skolen var jeg den generte, stille dreng fra det fattige hjem. For at få min mors opmærksomhed og kærlighed, forsøgte jeg at blive god til noget.

– Jeg blev dygtig til at tegne og køre på cykel. Jeg deltog i cykelløb og vandt pokaler. Jeg blev også dygtig til at tegne, men jeg fik ikke den moderkærlighed, som jeg længtes efter. Fra jeg var 12 eller 13 år, klarede jeg mig selv økonomisk, og efter syvende klasse forlod jeg skolen og kom i lære.

– Det var den melankolske tilgang. Men samtidig voksede jeg op omgivet af en række hårdt arbejdende, troskyldige og særdeles levende mennesker, som var frie og utilpassede. Jeg hørte sange, som ikke er fra Højskolesangbogen eller Salmebogen. Det er stærke sange fra sidegaderne om druknede sømænd og svigtede kvinder.

– I hele min opvækst mindes jeg ikke at have set et maleri. Vi havde heller ikke bøger, og der kom ikke omrejsende teatre til vores kvarter, men der kom cirkus. Min barndoms første dramatiske oplevelse var, da jeg så "Muhammed, verdens stærkeste mand" på Enghave Plads. Jeg var så betaget. Det samme var tilfældet, når vi en gang om året var i Cirkusbygningen. For et barn med min baggrund var det derfor nærmest en åbenbaring at lære om perspektivet og blive maler.

Hvad tror du på?

– Jeg finder organiseret religion problematisk. Min mor lærte mig at tro på mig selv og min fagforeningsbog, for i mit hjem var "de hellige" et skældsord.

– Min trosbekendelse er en omskrevet udgave af Paulus' ord i Korinterbrevet: "Så bliver da tro, håb og kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden". For mig er det ikke troen på gud, men troen på livet. Rynk gerne på næsen og kald mig banal. Jeg vil have lov at være banal, selvom vi i kulturradikalismens kølvand har erstattet det banale med det selvhøjtidelige og humoren med ironi.

– Selvom jeg ser mange gode grunde til at være ude med riven efter kirken, så er ulykken for os moderne mennesker også, at vi lever uden Gud. Da troen på Gud forsvandt, blev vi i stedet vores eget midtpunkt, og det kan være en forbandelse. En af de bedste ting ved at blive forældre er netop, at man i en periode på 18 år er fritaget fra at være sit eget midtpunkt. Men den dag børnene flytter, så er man igen sit eget midtpunkt, og det er ikke nogen behagelig forandring.

Hvilke åndelige og moralske forbilleder har du?

– Jeg vil hellere tale om helte. Vi lever i en tid, hvor mange står på spring for at pille helte ned. Men jeg mener, det er en gavnlig øvelse at kigge efter helte. Evnen til at se helte er en psykologisk mekanisme, man kan optræne, hvor man begynder at se for eksempel pædagoger som helte. Jeg kan også se på min kone og tænke, at hun er en helt, når hun stadig kan holde mig ud efter alle de år.

Hvilke fællesskaber er vigtigst for dig?

– Demokratiske fællesskaber med plads til at venner kan være uenige. Gennem årene har jeg arbejdet meget i kollektiver. Jeg trives i de rummelige kollektiver med plads til individet. Jeg trives bedst i fællesskaber, hvor der er et afslappet forhold til pengene. At være sammen med generøse mennesker, som slår ud med armene i imødekommenhedens navn er gerne en fornøjelse.

Hvad er lykke for dig?

– Lykken er ikke fast arbejde, men en følelse, som overraskende kan sende en kildrende strøm gennem kroppen, når man holder i en bilkø. Lykken er også at kunne være lykkelig på andres vegne, som når jeg står og vasker op og betragter en gruppe legende børn nede i gården og mærker, at jeg føler kærlighed til de andres børn.

Hvad er elendighed for dig?

– At vi ikke kan nyde livet. Vi lever i et samfund, hvor der er et stort økonomisk overskud, men hvorfor har vi det ikke sjovere med vores overskud?

– Engang frygtede folk Vor Herre, men i dag frygter vi at miste vores job. Der er store firmaer, som minder om nyreligiøse bevægelser. Lederen er guruen, og folk knokler for ikke at miste jobbet. Tager de en fridag, så har de dårlig samvittighed. Jeg er selv dårlig til at holde fri. I en alder af 64 år løber jeg rundt og tror, at tilværelsen er en boksekamp, hvor man hele tiden skal være over situationen for ikke at tabe.

Hvilke håbstegn ser du i verden i dag?

– Vi har fået ønskebørn og opdraget dem til stor følsomhed, så de fleste børn og unge nærmest kan høre græsset gro. De unges store følsomhed er samfundets største værdi og håb. Jeg holder med børnene og de unge i deres følsomhed, men måske har vi ikke rustet dem til at leve i denne verden. De bliver sendt til Irak som soldater, men psykisk er de slet ikke klædt på til at håndtere den udfordring. Kan de i hele taget klare det pres, som tilværelsen vil byde dem?

Læs anmeldelsen af Erik Clausens nye film "Ledsaget udgang" på

kristeligt-dagblad.dk

nygaard@kristeligt-dagblad.dk

Erik Clausen

64 år, er uddannet håndværker og selvlært filminstruktør, skuespiller og gøgler og aktuel med filmen "Ledsaget udgang", som han har skrevet og instrueret og spiller hovedrollen i. Hans næste filmprojekt handler om Muhammedkrisen. Han har tidligere instrueret og skrevet manuskript til filmene "Cirkus Casablanca", "Felix", "Rocking Silver", "Manden i månen", "Rami og Julie", "De frigjorte", "Tarzan Mama-Mia", "Min fynske barndom", "Tango", "Slip hestene løs" og "Villa Paranoia".

Han har desuden medvirket i blandt andre "Cirkus Casablanca", "Rocking Silver", "Den store badedag" og "Midt om natten". Han er blevet tildelt en række filmpriser, blandt andet en Bodil for "Manden i månen" og "De frigjorte" samt en Golden Cup for bedst director for "Min fynske barndom". Erik Clausen og hans kone, Pernille, der er kunstmaler, bor på Vesterbro i København. De har to voksne børn, en datter og en søn.