Man kan godt se på børneporno uden at være pædofil, siger psykiater
De 101 personer, der i denne uge blev anholdt for besiddelse af børneporno, kommer fra alle samfundslag og aldersgrupper. Men der holder ligheden også op.
Det mener psykiater og leder af sexologisk klinik på Rigshospitalet, Ellids Kristensen. Man kan dele personer, der besidder børneporno, op i tre kategorier, mener hun:
- Der er dem, som ved, at deres foretrukne sexpartner er børn. Andre, som er hyperseksuelle og opsøger al mulig sex i det hele taget, og de, som er nysgerrige og måske har krise i deres liv og har brug for et sted at få afløb, siger hun.
Ingen dokumentationIfølge Ellids Kristensen er der ingen forskning, der dokumenterer, at børneporno er en ventil for en drift mod børn - eller tilskynder til det, fordi brugeren gennem pornoen får en følelse af, at det er normalt at have sex med børn.
- For nogle er det ene rigtigt, for andre det andet, siger hun. Psykolog på Thora Center Erik Andreasen er bekymret for det store antal personer, der er anholdt for besiddelse af børneporno.
- Folk kan se på børneporno af ren nysgerrighed. Men en normal reaktion ville være at tænke, at hvert billede går ud over nogen. Hos nogle fremkalder det en lystfølelse, og så er jeg urolig over, hvad det kan føre til, siger han.
Cirka 10 procent af dem, som i denne uge blev anholdt for besiddelse af børneporno, har en tidligere dom for seksuelle overgreb, oplyser Rigspolitiet.
Nogle kan ikke kureresIfølge overlæge ved psykiatrisk hospital i Århus Jens Lund, kan nogle pædofile ikke kureres ved behandling. Han har været med til at evaluere en ordning med forstærket behandling af seksualforbrydere. Konklusionen er, at seksualforbrydere samlet set har mindre risiko for at ryge tilbage i kriminalitet. Men de, der er faldet tilbage i kriminalitet, er næsten alle pædofile seksualforbrydere.
- Man kan nedsætte risikoen for at falde tilbage i kriminalitet - men at helbrede alle er at tage munden for fuld. Nogle har en trang til børn, som de ikke kan undertrykke, siger han.
Behandlingen har større chance for at få succes, hvis den pædofile er underlagt mere kontrol, siger han:
- De skal have fastere rammer om deres liv, samtidig med at de får behandling. Det kan være at forbyde dem at opholde sig på steder med børn og forbyde dem at have en computer.
FællestrækOmkring 40 seksualforbrydere med behandlingsdom bliver lige nu behandlet på sexologisk klinik. Cirka det samme antal har henvendt sig af sig selv og kommer i frivillig behandling for deres trang til sex med børn. Der er nogle fællestræk blandt dem, som kommer i behandling.
- Mange af dem, vi har i behandling, har selv haft en traumatisk barndom. Man er blevet mobbet, krænket og omsorgssvigtet og føler sig stadig lidt aparte og fungerer ikke godt socialt sammen med andre voksne, fortæller Ellids Kristensen.
Hun mener, at det er vigtigt at få en nøjagtig beskrivelse af de mennesker, der besidder børneporno.
- Det er jo børn, det går ud over, og det er vigtigt at få fat i alle de personer, der ser børneporno, så vi kan få stoppet misbruget, siger hun.