Bente Clausen |
30. marts 2004
Ibn Warraq mener, at dialog med muslimer er umulig, så længe de ikke anerkender kritisk læsning af Koranen
Det er en underdrivelse at påstå, at Ibn Warraq kritiserer islam. Han skyder nærmest hele religionen i sænk over 533 sider i bogen »Derfor er jeg ikke muslim«.
Ibn Warraq er et synonym. Hvad hans rigtige navn er, eller hvor i Europa han bor, ved kun få. Men han er en smilende og afslappet mand, opvokset i England, fra han var omkring 10 år og med indisk-pakistanske rødder. I går var han i København, hvor Kristeligt Dagblad talte med ham om bogen, der blev anmeldt i avisen den 18. marts.
- Efter dødsdommen over Salman Rusdie havde jeg ikke lyst til at stå frem med navn. Men synonymet er mest af hensyn til min nærmeste familie. Min bror, som er en moderat muslim, ved ikke, at det er mig, der har skrevet bogen. Han skal ikke udsættes for fare på grund af mine valg, siger han til Kristeligt Dagblad.
Ibn Warraqs valg var i 1995 at skrive »Derfor er jeg ikke muslim«. Her ni år senere er den oversat til dansk og den ateistiske humanist, som Ibn Warraq kaldte sig selv i 1995, er nu nærmere agnostiker.
- De fleste af mine venner er blevet troende. Jeg er nødt til at tro på, at religion er godt for noget, når den er så vigtig for mange menneskers liv. Og selv vil jeg da også gerne tro, at der er et liv efter dette, men intellektuelt forstår jeg det ikke.
Men han fastholder sin skarpe kritiik af ikke mindst europæiske og amerikanske kirkelederes efter hans mening ukritiske støtte til islam.
- Kristne ledere ved, at ethvert argument, man bruger om islam, kommer tilbage som en boomerang til kristendommen. En del af det kristne højre i USA vil hellere tale med muslimer end med ateister, og de hader min bog. Jeg mener, at alliancen mellem islam og kristendom bringer religionen ind i det offentlige rum og nedbryder muren mellem religion og politik. Den bereder vejen for muslimsk lovgivning i vestlige lande. Det kan jeg se ske både i USA og i Europa.
I det hele taget mener Ibn Warraq ikke, at der er meget at tale med muslimer om.
- Uanset om de er islamisk radikale eller moderate, så giver det ingen mening at tro, at vi alle er brødre og søstre. Muslimerne mener, de har retten til sandheden. At Koranen er Guds ord.
Ibn Warraqs hovedanke mod islam er, at der aldrig har været en oplysningstid, aldrig en ret til kritisk læsning af Koranen og aldrig et selvopgør i de muslimske lande, hvor intellektuelle uden efterfølgende forfølgelse eller straf har fået lov at stille de helt logiske spørgsmål til en lang række selvmodsigelser i islams helligste bog.
- Islam har en stor kunstnerisk og litterær tradition. Men det er på trods af religionen, ikke på grund af den. Det handler om intellektuel uærlighed. Det kan godt være, at muslimer siger, at sharia'en kan tolkes anderledes i dag end dengang. Men det er jo ikke elastik det hele. De kan ikke blive ved med at sige, at tingene betyder noget andet end det, der står. Så må de tage skridtet fuldt ud og underkaste skrifterne kildekritisk læsning.
Ibn Warraq er ikke en optimistisk mand. Hans frygt er, at der i Europa om 50 år er små muslimske selvstyrende områder. Nedbrydelsen af de tidligere vandtætte skodder mellem religion og politik er efter hans opfattelse en direkte invitation til muslimer om at kræve egen lovgivning efter sharia'ens forskrifter.
- Muslimerne tror, ligesom mange andre, at demokrati blot er flertalsstyre. At når man er mange nok, så kan man stemme sig til rettigheder. Men demokrati er kun demokrati, når det også indeholder individuelle menneskerettigheder. De to kan ikke adskilles, så bliver det flertalsdiktatur. Demokrati forudsætter den enkeltes ret til at tro eller lade være, minoritetsrettigheder, retten til at skifte religion og ligestilling.
- Islam har en lang tradition for mindreværdskomplekser over for Vesten og kan altid finde en zionistisk-amerikansk sammensværgelse at beskylde for, at de ikke længere er en ledende civilisation. Faktisk er en af den vestlige verdens største styrker, at den kritiserer sig selv. Nogle af USA's største kritikere er amerikanerne selv. Det giver en fantastisk dynamik i et samfund, at det er åbent for kritik.
- Det er svært at forstå, hvordan intellektuelt begavede muslimske mennesker kan lukke øjnene for modernitet, oplysning og rationalisme i forhold til et område: religionen. Men den menneskelige psyke har mange rum. En af mine venner fik engang adgang til matematikeren Gottlob Freges (1848-1925) private papirer. Det viste sig, at Frege, som med sine tanker om logik havde gjort en af de største opdagelser på matematikkens område siden Aristoteles, var glødende fanatisk antisemit. Man skulle jo tro, at logikken havde taget livet af den holdning, men det var altså ikke tilfældet.
Skal Ibn Warraq være optimist, så er håbet, at de arabiske lande vil bevæge sig i demokratisk retning, lægge vægt på sekulariseret undervisning og lære araberne at tænke kritisk.
- Det var et stort skridt fremad, da en gruppe arabiske intellektuelle i en FN-rapport for et års tid siden satte fokus på alle den arabiske verdens problemer. Det var meget modigt gjort og et lille skridt i den rigtige retning.
benteclausen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad