Af Julie Grothen |
30. marts 2004
Blodet flyder. Er Mel Gibsons film »The Passion of the Christ« en simpel voldsfilm eller noget mere?
De seneste par uger har debatten om »The Passion of the Christ« kørt næsten dagligt i Kristeligt Dagblad. Et af konfliktpunkterne er, hvorvidt Mel Gibsons version af Jesu lidelseshistorie sætter så meget fokus på de blodige overgreb på Jesus, at filmen bliver til en simpel voldsfilm.
Rikke Schubart, som er lektor på Center for Medievidenskab på Syddansk Universitet i Odense, har beskæftiget sig meget med vold på film, men ifølge hende kan man slet ikke definere voldsfilm som et begreb. Det er helt op til den enkeltes følelsesapparat, om en film er for voldelig, og det er altså en misforståelse, at voldsfilm er en genre for sig, forklarer Rikke Schubart:
- Mange af de film, jeg har arbejdet med, er blevet kaldt voldsfilm, da de kom op i biograferne, men efterfølgende er de blevet set helt anderledes, for det er også et spørgsmål om normer. Ofte kan man ikke med det samme tage stilling til, om sådan en film er god eller dårlig, fordi selve volden gør, at der går lidt tid, før man kan vurdere filmen. Spørgsmålet er, hvornår ens grænse bliver overskredet, siger lektor Rikke Schubart.
Og Mel Gibsons film om Jesu lidelse bevæger sig præcis i det grænseland. Nicolai Winther-Nielsen er teolog og præst ved Dansk Bibel-Institut, og han har set filmen. Han mener ikke, at man kan beskylde »The Passion of the Christ« for at være en splatterfilm. Den afgørende forskel er, at man ikke kun ser lidelsen udefra som et blodbad, men også oplever Guds smerte, forklarer Nicolai Winther-Nielsen.
- Vi ser jo to ting: I første omgang den ydre vold, der langsomt eskalerer. Lidelsen eskalerer, og volden eskalerer, og man træder ind i volden i filmen. Det, der blev hjælpen for mig hele tiden, og som gjorde, at jeg kunne bevare jordforbindelsen, var, når filmen skifter kameravinkel, så vi ser fra Jesu synsvinkel. Når han falder, ser vi omgivelserne med hans øjne, og det er en påmindelse om, at det her er ikke bare vold og blod, men et forsøg på at skildre, hvordan Gud selv oplever volden. Det er det, der er fantastisk, at man selv får fokus ændret fra det voldelige til næsten at se volden med Guds øjne, at se med Jesu øjne, siger Nicolai Winther-Nielsen.
Lektor Rikke Schubart advarer mod at blande film og realisme sammen, for det er en illusion, at film kan være neutrale. Det er forfejlet at se en film som mere realistisk, fordi dens voldsscener er i nærbillede og helt detaljerede.
- Realisme på film er jo aldrig nogensinde realisme, det er altid et æstetisk valg. Instruktøren kan vælge, hvor han eller hun placerer kameraet, han kan vælge, at vi er tæt på eller langt fra, og der kan fokuseres på blodet og laves nærbilleder af skuespillerne. Det er måske realistisk, hvor meget de bløder, men det er jo ikke det samme som realisme, siger Rikke Schubart.
For teolog og journalist Iben Thranholm er det dog de brutale fremstillinger, som gør Mel Gibsons film relevant. Iben Thranholm, som for nylig er konverteret til katolicismen, mener, at det er på tide for kristendommen at lade være med at distancere sig fra lidelsen, selvom den er svær at håndtere. Og i den nye film er der ingen støddæmpere.
Lidelse med mening
- Det bliver fremstillet så meget ned i detaljen, at man næsten ikke kan holde ud at kigge på det. Men til forskel fra andre film, som netop er horrorfilm og splatterfilm, så har lidelsen en mening. Normalt er lidelsen underholdning, men filmen påvirker så stærkt, for den har jo et budskab i, at lidelsen er i livet, og Gud går helt ned i lidelsen. Gud er dig allernærmest, når du lider mest, siger Iben Thranholm.
Hun må dog erkende, at hun til sidst i filmen længtes efter, at Kristus ville udånde, fordi lidelsen var så massiv.
- Til sidst tænkte jeg, bare han snart bliver korsfæstet, fordi jeg vidste, at lidelsen er rensende, og at Gud vil forvandle den til en fuldkommen glæde, siger Iben Thranholm.
Filmen er tilladt for alle over 15 år, som er den højeste aldersbegrænsning på film i Danmark. Der er ikke voksencensur på film, og det har der ikke været siden 1969, så hvorvidt en film har for mange voldsscener, er helt op til den enkelte tilskuer at tage stilling til. Publikum må vurdere, om volden i »The Passion of the Christ« er velplaceret eller overdoseret, og Nicolai Winther-Nielsen håber, at mange vil give sig selv den mulighed.
- Jeg kender mange, der siger, at de ikke vil se filmen på grund af dens brutalitet. Men det er godt nok et lille kors at slippe med for os mennesker. Man kan jo vælge at forlade sit sæde, hvis det bliver for slemt. Både set i forhold til Jesu lidelser og i forhold til volden i verden omkring os, så er det billigt sluppet, siger Nicolai Winther-Nielsen.
grothen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad