Tidligere selvmordskandidat fortæller

Jeg fik engang at vide, at jeg ikke skulle overveje selvmord. For »livet er et lille mirakel«. Min indstilling var, at for nogle er det måske, men at vi også er nogen, der har svært ved at se livet som et mirakel for vores vedkommende.

»Livet er et lille mirakel« er nok også snarere en floskel, som vi bliver påduttet fra adskillige sider, sammen med kravet om, at vi med djævelens vold og magt skal synes, at det er fantastisk at leve. Utvivlsomt findes der masser af mennesker, der aldrig så meget som har tænkt den tanke, at det kan være andet. Det vil jeg så ønske dem tillykke med.

Som selvmordskandidat med jævne mellemrum i perioden 1983-2001 tænker man anderledes. Man må ikke tro, at selvmordere bare er kyniske og ligeglade med dem, de efterlader. Man må forstå, at selvmordere har tænkt på sig selv og deres liv. Har i mange tilfælde filosoferet en del over, hvad livet egentlig er i deres tilfælde, og sluttet, at det ikke var til at fortsætte med.

Selv har jeg som tidligere kandidat stadig den opfattelse, at livet er noget, nogen andre har besluttet, vi skal have. At to andre mennesker med vilje eller ikke med vilje har besluttet, at de i fællesskab ville frembringe et tredje liv. Når man så får sit liv, så er der ingen pardon. Man får livet og har bare at finde ud af det. Har bare at være evigt og ubetinget taknemmelig, har bare at affærdige både store og små problemer med sætninger som »sådan er livet« og »livet er trods alt en gave«.

Til dem, der har prøvet at miste en eller anden, der begik selvmord, må jeg slå en ting fast: Jeg synes, det er godt, at »Landsforeningen for Efterladte efter Selvmord« findes. Når det er sagt, vil jeg sige til jer efterladte, at uanset hvor meget I har skyldfølelser, uanset hvor dumme svin I synes, de respektive selvmordere er, så tænk lige på, at I i det mindste stadig må synes godt nok om at leve, ellers ville I jo ikke selv være her heller, og det gjorde den, der har taget sit eget liv ikke. På den måde bør det være til at forstå, at de, der ikke har begået selvmord og har svært ved at forstå, at nogen kan finde på det, under alle omstændigheder har det bedre end dem, der har taget sig selv af dage.