Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen Tidligere selvmordskandidat fortæller til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Tidligere selvmordskandidat fortæller

Solen og en skaderede i Utterslev mose.

- Søren Staal

Kommenter Hold mig opdateret

»Livet er en gave«, siger man, men sådan er det ikke alle, der opfatter tingene. En tidligere selvmordskandidat forsøger her at beskrive sine tanker og følelser, så vi andre bedre kan forstå »det uforståelige«

Jeg fik engang at vide, at jeg ikke skulle overveje selvmord. For »livet er et lille mirakel«. Min indstilling var, at for nogle er det måske, men at vi også er nogen, der har svært ved at se livet som et mirakel for vores vedkommende.

»Livet er et lille mirakel« er nok også snarere en floskel, som vi bliver påduttet fra adskillige sider, sammen med kravet om, at vi med djævelens vold og magt skal synes, at det er fantastisk at leve. Utvivlsomt findes der masser af mennesker, der aldrig så meget som har tænkt den tanke, at det kan være andet. Det vil jeg så ønske dem tillykke med.

Som selvmordskandidat med jævne mellemrum i perioden 1983-2001 tænker man anderledes. Man må ikke tro, at selvmordere bare er kyniske og ligeglade med dem, de efterlader. Man må forstå, at selvmordere har tænkt på sig selv og deres liv. Har i mange tilfælde filosoferet en del over, hvad livet egentlig er i deres tilfælde, og sluttet, at det ikke var til at fortsætte med.

Selv har jeg som tidligere kandidat stadig den opfattelse, at livet er noget, nogen andre har besluttet, vi skal have. At to andre mennesker med vilje eller ikke med vilje har besluttet, at de i fællesskab ville frembringe et tredje liv. Når man så får sit liv, så er der ingen pardon. Man får livet og har bare at finde ud af det. Har bare at være evigt og ubetinget taknemmelig, har bare at affærdige både store og små problemer med sætninger som »sådan er livet« og »livet er trods alt en gave«.

Annonce
Til dem, der har prøvet at miste en eller anden, der begik selvmord, må jeg slå en ting fast: Jeg synes, det er godt, at »Landsforeningen for Efterladte efter Selvmord« findes. Når det er sagt, vil jeg sige til jer efterladte, at uanset hvor meget I har skyldfølelser, uanset hvor dumme svin I synes, de respektive selvmordere er, så tænk lige på, at I i det mindste stadig må synes godt nok om at leve, ellers ville I jo ikke selv være her heller, og det gjorde den, der har taget sit eget liv ikke. På den måde bør det være til at forstå, at de, der ikke har begået selvmord og har svært ved at forstå, at nogen kan finde på det, under alle omstændigheder har det bedre end dem, der har taget sig selv af dage.

Jeg må igen tage udgangspunkt i mig selv. Den 9. august 2001 stod jeg op kl. 15.30. Jeg gik på seminariet og havde sommerferie, så i rent beskæftigelsesmæssig forstand havde jeg ikke forsømt noget ved at stå op på det tidspunkt. Jeg tog en beslutning. Jeg var desparat og handlede måske, måske ikke, desparat. Jeg ringede til min læge, hvis konsultation lukkede kun en halv time senere. Jeg havde besluttet, at hvis min læge ikke havde tid til at gøre noget, måtte jeg ringe til lægevagten, for der skulle ske noget nu! Ikke dagen efter. Der ville det muligvis være for sent.

Det, jeg ville have min læge til at gøre, var at få ham til at lade mig blive indlagt. Som nævnt havde jeg med mellemrum egentlig været selvmordskandidat siden 1983, da jeg var 12 år. Dengang havde jeg haft min første mindre depression, suppleret med noget, der lignede lettere forfølgelsesvanvid. Jeg havde haft det med jævne mellemrum siden, men dog ikke i højere grad, end at jeg kunne fungere. Jeg kunne læse og høre musik, jeg kunne skrive og spille teater, jeg kunne passe skole og senere arbejde, men fik dog i 1995 en nedtur, der gjorde, at nu var et selvmordsforsøg for alvor realistisk.

Det endte det nu ikke med, men jeg tænkte tanker, som om hvorvidt man ville dø af at drikke rensebenzin, eller om man bare ville blive livsvarigt invalideret. Jeg kom dengang ud af det ved, at jeg gradvist begyndte at se lidt lysere på tingene og jævnligt gik til samtaleterapi hos min læge. Der var ikke tale om yderligere behandling i form af f.eks. piller og da slet ikke om indlæggelse.

Så gik det helt fint i seks år. Der var perioder indimellem, hvor jeg havde det knap så godt, og jeg kan ikke komme uden om, at vanviddet og depressionen hele vejen igennem lå og lurede lige under overfladen. Jeg havde i 1996-98 læst fransk ved universitetet, og det var o.k., men i 1998 begyndte jeg på seminariet, og det var meget bedre.

Bortset fra, at jeg kom til at hade at holde fri! Jeg var to vidt forskellige personer på seminariet og hjemme ved mig selv. Især sommerferierne fra seminariet var uudholdelige. Jeg havde alt for meget tid. Tid til at tænke tanker, og de var ikke muntre ...

I december 2000 var der intet galt. Jeg var i gang med tredje år på seminariet og skulle i praktik for tredje gang i januar og februar 2001. Det var der, det begyndte at gå galt.

Jeg havde gennemført to praktikperioder hidtil, og begge var i det store og hele gået godt. Men uden at jeg præcis ved hvorfor, syntes jeg, at det blev slemt denne gang. Jeg klarede det tilfredsstillende, men jeg havde det ikke godt med det. Det fik dog en ende, og i marts var jeg tilbage på seminariet. Jeg fik det bedre, men ikke godt. Den formørkede del af sindet var blevet åbnet igen, mere end nogensinde, skulle det vise sig.

Da det blev sommerferie, stod det klart, at jeg ikke kunne klare mig igennem uden hjælp. Jeg holdt gradvist op med at gøre ting, jeg ellers godt kunne lide. Jeg læste ikke mere, spillede ikke mere guitar, så ikke fjernsyn og håbede altid, når jeg var ude for at købe ind, at jeg undgik at møde nogen, jeg kendte.

Depression var der ingen tvivl om, at jeg havde igen, og den var iblandet forfølgelses- og vrangforestillinger, og det var næsten uudholdeligt at være vågen. Jeg levede stort set i en trance af ubehagelige tanker og havde ikke længere fornemmelsen af, at jeg hørte til den verden, jeg observerede omkring mig.

Jeg måtte til lægen. Han gennemgik en test med mig, der viste, at jeg havde en middeldepression, men den troede jeg ikke på. Eller jeg håbede i hvert fald ikke på, at jeg havde en middeldepression, men at jeg havde den værste depression, der fandtes, for så kunne det i det mindste ikke blive værre. Men okay, han havde bedømt mig ud fra en test, og han gav mig i det mindste en recept på noget antidepressiv medicin. I begyndelsen mærkede jeg ikke noget til virkningerne af den medicin, men godt nok til bivirkningerne, hvilket var medvirkende til, at jeg blev mere deprimeret end nogensinde og derfor indstillet på at foretage en desparat handling.

Jeg kunne have forsøgt selvmord, men valgte i stedet at forsøge at blive indlagt, og det blev jeg efter at have fortalt min læge i telefonen, at ellers ville jeg ikke svare for, at jeg overlevede.

Mit liv kom i orden igen. Jeg var indlagt på en psykiatrisk afdeling i tre dage og derefter på et såkaldt døgnhus, hvor medpatienterne dels var mere almindelige end på psykiatrisk afdeling, og dels havde man lov til at gå ud. Jeg fik mængden af medicin sat op og kom hjem til mig selv igen. I løbet af efteråret 2001 fik jeg det bedre, end jeg måske nogensinde har haft.

Jeg er ikke selvmordskandidat mere. Men efter at have hørt en del om selvmord set fra de efterladtes synsvinkel mente jeg, at det var på sin plads at give sit besyv med - en tidligere kandidats synsvinkel.

Jeg har i korte træk fortalt om mit eget konkrete eksempel på, hvad der kan give selvmordstanker, i håb om, at de, der ikke forstår selvmordere, og derfor bliver hårdt ramt, hvis en, de kender, begår selvmord, måske får lidt mere forståelse.

Min generelle indstilling er, at selvmord er en ulykke med flere involverede. De efterladte har et medansvar, men ikke nødvendigvis et stort medansvar. I mange tilfælde vil jeg endda tro, at selvmorderen ikke vil kunne sætte konkrete navne på, hvad der driver dem til selvmord. Men selvmordere har det tilfælles, at de ikke mener, livet længere er værd at leve, og det kan være svært at snakke med nogen om det. Man er først sikker på at blive taget alvorligt som selvmorder, hvis man begår selvmord.

Et afsluttende råd: Der var engang en præst i Nyborg ved navn Bent Laursen, der holdt et foredrag om selvmord. Her sagde han bl.a.: »Hvis du en dag får besøg af en, der siger, at han eller hun overvejer selvmord, så holder du kæft og lader vedkommende snakke.«

Anders Christian Larsen er lærer
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4 | 5

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​