Det ansvarshavende menneske

– Når emnet personligt ansvar bliver sat på dagsordenen, skyldes det, at vi i dag har opnået et stort økonomisk og materielt overskud. Det, vi mangler, er til gengæld at få den etiske dimension med, så hver enkelt forvalter overskuddet ansvarligt, forklarer hun.

Ifølge Mette Mechlenborg blev der i opbygningen af velfærdsstaten talt mere om klasser og grupper i samfundet end om enkeltpersoner. Og når der blev talt om at sikre velfærd for alle, forstod man det som velstand for alle. Det betød, at de, som ikke havde de samme muligheder som andre, fik sociale ydelser udbetalt som en slags undskyldning for, at noget var slået fejl i form af sygdom eller arbejdsløshed. Hun mener, at fokus i dag flytter til den enkeltes behov for anerkendelse. Men hermed følger også forpligtelser, for der skal være noget at anerkende, forklarer Mette Mechlenborg, som vurderer, at ønsket om selvhjulpenhed er en tendens, som går på tværs af de politiske fløje.

Allerede i 1990'erne begyndte fremhævelsen af det personlige ansvar flere steder i det offentlige. Under slagordet "Ansvar for egen læring" blev elever i folkeskolen og gymnasiet pålagt selv at gøre en større indsats for, at undervisningen lykkedes. På ældreområdet hed mantraet "Længst muligt i eget hjem". Angiveligt til gavn for den ældres frihed og selvbestemmelse, men heller ikke uden økonomiske besparelsesmuligheder. Og i et opgør med to årtiers høj arbejdsløshed lød sloganet: "Fra passiv forsørgelse til aktiv indsats".

Søren Juul er lektor ved Roskilde Universitetscenter og forsker i solidaritet, sammenhængskraft og moralsk ansvarlighed i samfundet. Han ser statsministerens betoning af personligt ansvar som en foreløbig kulmination på en udvikling, der har varet i hvert fald 15 år:

– Gennem mange år er der sket en drejning af socialpolitikken, så der lægges mere vægt på egenansvaret frem for på den omklamring og passivitet, der tidligere skulle have præget området. Det er svært at være uenig i, at personligt ansvar er godt. Men spørgsmålet er, om ikke aktiveringspolitikken nu er gået for langt i retning af, at selv de mest læderede mennesker piskes ud på arbejdsmarkedet under trusler om at miste deres offentlige ydelser. Aktivering på arbejdsmarkedet er et ufravigeligt krav til borgeren i velfærdssamfundet, og derfor er socialcenteret blevet til et jobcenter, og socialrådgiveren til en virksomhedskonsulent. Jeg anfægter ikke, at arbejde er godt. Men jeg tror, at aktiveringspolitikken undergraver det helhedssyn, vi har haft om, at de, der ikke magter at arbejde, har krav på omsorg, siger Søren Juul.

Han bakkes op af Jørgen Elm Larsen, professor i sociologi ved Københavns Universitet. Han minder om, at i takt med at selvstyring og selvplanlægning kommer i højsædet inden for sundheds-, omsorgs- og aktiveringsområdet, er der en sandsynlighed for, at de mennesker, som har flest evner og ressourcer til såvel at tage styringen som at formulere deres behov for hjælp, klarer sig bedre. De, der ikke magter det, risikerer at få ringere vilkår.

– Der er i dag en udpræget tanke om hjælp til selvhjælp. Men med indbygget pisk. Hvis du ikke vil hjælpe dig selv, vil vi heller ikke hjælpe dig, siger Jørgen Elm Larsen.

Velfærdsstatsforskeren Jørn Henrik Petersen, professor ved Syddansk Universitet, slår fast, at der ikke er udført nogen forskning, som med sikkerhed viser, hvordan det står til med borgernes ansvarlighed. Han påpeger i øvrigt, at ansvarlighed nødvendigvis må være personlig.

– Ansvar kommer af det samme ord som det tyske "antwort" og det engelske "answer", som betyder svar. Det handler om at kunne svare for sig. Men det indebærer, at vi ved, hvem vi skal svare. I fortidens samfund, hvor religion spillede en central rolle, var Gud den ydre magt, vi stod til ansvar over for. Modernitetens problem er, at vi ikke længere accepterer en sådan autoritet. Derfor har vi ikke andet at støtte os til, end hvad der er den enkeltes fornemmelse af ret og rimeligt i situationen, forklarer Jørn Henrik Petersen.

De ydre autoriteter, faste fællesskaber og tætte familiebånd, der engang holdt os på dydens smalle sti, eksisterer ikke mere. I stedet får vi flere lovregler, som vi overholder for ikke at få bøvl med politiet. Men dermed får vi ifølge professoren en situation, hvor vi har sikret en formel humanitet på bekostning af en spontan humanitet. Rettigheder risikerer at erstatte umiddelbar menneskelighed:

– Før reformationen havde vi afladshandel. Den er i dag erstattet af skattebetaling. Når jeg har betalt min skat, har jeg gjort mit, kan vaske mine hænder og gå ud fra, at det offentlige tager sig af resten. Problemet er bare, at velfærdsstaten kun kan fungere, hvis vi opfører os moralsk ansvarligt. Hvis hver enkelt borger forsøger selv at få mest muligt ud af sine egne skattekroner, bryder systemet sammen.

Men det er lige netop, hvad der er ved at ske, vurderer Martin Ågerup, direktør for den borgerligt-liberale tænketank Cepos. Han mener, det afgørende er, at frihed og ansvar hænger sammen.

– Man kan ikke tage friheden fra mennesker og samtidig stille dem til ansvar. I den protestantiske kultur taler vi jo om skyld på en måde, der forplumrer debatten. Bistandsklienter har et ansvar for at skaffe sig et job. Men nogle mener, at det er synd at sige, at bistandsklienten selv er skyld i sin situation. Det må være nogle andres skyld, og dermed løsriver man ansvaret fra friheden, siger Martin Ågerup og tilføjer:

– Siden Steinckes socialreform fra 1933 er den opfattelse blevet udbredt, at det ikke må være en skam at modtage sociale ydelser. Det burde det være. I et samfund baseret på ansvar og frihed er det selvfølgelig en skam at lade sig forsørge. Det burde være en skam at gå på efterløn.

Velfærdsstaten har efter hans opfattelse afskaffet skammen ved ikke at være selvforsørgende. Man kan ikke bebrejde velstillede, at de tager imod børnechecken, eller landmænd, at de tager imod subsidier fra EU. Den slags ydelser hænger nøje sammen med det høje skattetryk, som fjerner det individuelle ansvar, mener Martin Ågerup, som dog betoner, at statsministeren er i sin gode ret til at moralisere.

Anders Fogh Rasmussens lancering af personlig ansvarlighed som noget, der hører til "nye mål og visioner", er til gengæld en overdrivelse. Allerede i sin første nytårstale som statsminister, den 1. januar 2002, strejfede han emnet, men tilsyneladende med et omvendt fortegn:

– Kernen i velfærdssystemet er, at samfundet har påtaget sig ansvaret for at løse en række opgaver. Det skal vi bevare. Men det nye skal være, at vi forener det fælles ansvar med en personlig frihed til selv at vælge mellem forskellige løsninger. Vi har et fælles ansvar for, at vore ældre får ordentlig hjælp og pleje. Men den enkelte skal selv have lov at vælge hvordan, sagde han blandt andet.

Allerede året efter, 1. januar 2003, handlede det dog ikke længere om modstillingen mellem fælles ansvar og personlig frihed:

– Jeg kunne godt ønske, at det personlige ansvar kom til at spille en større rolle i hverdagen. At vi hver især overvejer, hvad vi selv kan gøre for at skabe et bedre samfund, sagde Anders Fogh Rasmussen og nævnte blandt andet forældres ansvar for børns opdragelse og lektielæsning.

Rent ideologisk markerer de to taler forskellen på liberalisme og konservatisme, påpeger Henrik Dahl, sociolog og adjungeret professor ved Handelshøjskolen i København:

– Liberale taler traditionelt om frihed under ansvar over for lovene. Derfor er det typisk liberalt at betone det frie valg. Konservative har altid lagt vægt på frihed under ansvar over for den kollektive moral og sammenhængskraft.

Henrik Dahl henviser til konservatismens fader, briten Edmund Burke (1729-1797), som mente, at Den Franske Revolution brød ud, fordi adelen havde forsømt at tage ansvar for samfundshelheden. Siden har andre politiske retninger taget begrebet sammenhængskraft til sig, ikke mindst Socialdemokraterne, som i gamle dage brugte slagordet: "Gør din pligt, kræv din ret."

Spørgsmålet er dog, om vi i dag kun efterlever den sidste del af sætningen. Henrik Dahl udgav for nylig debatbogen "Krigeren, borgeren og taberen" sammen med professorkollegaen Ole Thyssen. Den koger danskerne ned til tre personlighedstyper, hvoraf den første betoner personligt ansvar stærkt, den anden er mere pragmatisk og den tredje fortabt i rettighedstænkning.

– Rettigheder er ikke noget, man har, men noget, man bliver givet, hvis man har gjort sig fortjent til det. Bare fordi man brændende ønsker sig et ungdomshus, er det ikke ensbetydende med, at man har ret til et. Og hvis man er arbejdsløs uden at prøve at komme i arbejde eller syg uden at prøve at blive rask, vil det blive misbilliget, siger Henrik Dahl.

Han understreger dog, at lige pligt for alle vil være lige så absurd som at give alle ret til alt.

– Problemet er, at vi næsten ikke har nogen offentlig samtale om, at der hersker forskellige standarder. Samfundet er ikke umoralsk, men der findes ingen moralske autoriteter i traditionel forstand. Moralformuleringen foregår decentralt. Vi vælger at støtte os til forskellige forbilleder, men det vigtige er, at vi har en debat. For et samfund kan ikke hænge sammen uden en kollektiv moral.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk

henriksen@kristeligt-dagblad.dk

hoffmann@kristeligt-dagblad.dk

Læs mere i temaet om statsministeren og det personlige ansvar