Krigen mod Irak har ikke gjort verden mere sikker

- Det positive er, at et af verdens mest brutale og blodige regimer er blevet væltet. Men regimet udgjorde ikke nogen trussel mod sine naboer. Det tror jeg ikke, at nogen nogensinde har ment, muligvis med undtagelse af Kuwait. Regimet var mere en trussel mod sin egen befolkning.

Nogle observatører hævder, at der muligvis er mere positivt ved krigen. Af frygt for en invasion og en ydmygelse lig den, Irak har været udsat for, gav Libyens leder, Muammar Gaddafi, i december afkald på at besidde masseødelæggelsesvåben. Men Blix er ikke enig.

- Man skal ikke drage den forhastede konklusion, at Gaddafi gav afkald på, hvad han end havde anskaffet, på grund af Irak-krigens »eksempel«. Det var snarere resultatet af en diplomatisk indsats, der foregik over længere tid, siger Hans Blix.

- Måske kan man endda argumentere for, at der var en inddæmningspolitik, fordi Libyen længe havde været isoleret og underlagt sanktioner, og vi havde oplevet, hvordan Gaddafi prøvede at få afsluttet Lockerbie-sagen for at bringe sit land ud af dets isolation. Jeg udelukker naturligvis ikke, at det, der skete i Irak i marts 2003, også kan have givet ham det sidste skub til at afvæbne. Hvad angår Iran og Nordkorea, må man være bevidst om, at disse to landes geopolitiske situation er meget forskellig fra Iraks.

Mange observatører, og især europæerne, sagde før krigen, at en invasion af Irak ville øge terrorismen. Er terrorangrebet i Spanien en bekræftelse af den forudanelse? Er det en del af »lektien«?

- Ja, det tror jeg, det er. Som jeg sagde, er der en følelse af ydmygelse i Mellemøsten, og det er et meget farligt grundlag for ny terrorisme. Og den bestemthed, der udvises mod en diktator som Saddam Hussein, må ledsages af en synlig vilje til at støtte og lette økonomisk udvikling, siger den svenske diplomat.

Har De personligt på noget tidspunkt følt Dem magtesløs eller ignoreret under inspektionsperioden (op til krigen) sidste år?

- Nej, det har jeg ikke. Naturligvis ville USA sige, at FN's Sikkerhedsrådet var irrelevant. Til sidst ignorerede amerikanerne, hvad vi våbeninspektører sagde. De må have hørt, hvad vi sagde, for det gjorde alle andre, men de ignorerede det, forklarer Hans Blix.

- Men vi var ikke dommere, der skulle beslutte, om der skulle være krig eller ej. Det var Sikkerhedsrådets opgave. Men der er klart, at for flertallet af Sikkerhedsrådet, der end ikke ville støtte en godkendelse, var våbeninspektørernes rolle og udtalelser særdeles relevante.

Hans Blix mener, at Sikkerhedsrådets medlemmers holdning til Irak måske havde været anderledes, hvis våbeninspektørerne havde sagt, at de troede entydigt på det, amerikanske og britiske efterretningsorganisationer fremlagde.

- Jeg tror, at de i Sikkerhedsrådet mente, at våbeninspektørerne endnu ikke havde fundet noget, der underbyggede frygten for, at der var masseødelæggelsesvåben. Der var mange spørgsmål, men vi havde ikke fået svar på dem, vi havde ikke nået til en konklusion, og derfor vurderede de, at inspektionerne skulle fortsætte et stykke tid. Ikke evigt, men et stykke tid, siger Hans Blix.

Hvornår fik De først mistanke om, at man ikke ville finde nogen våben, og at de amerikanske og britiske efterretningstjenester var på vildspor?

- Inden krigen udelukkede jeg på intet tidspunkt muligheden for, at der kunne være våben i Irak. Måske var de der, men vi så på beviserne med skepsis, og vi kunne bestemt ikke fastholde, at de fandtes. Jeg konkluderede, så vidt jeg husker, at der ikke var nogen våben, i maj sidste år, da USA havde været i Irak i nogle måneder, fortæller Hans Blix.

- USA havde da haft mulighed for at tale med folk i Irak, der ikke længere var bange for at sige sandheden. Faktisk blev disse personer tilbudt en belønning, hvis de kunne lede amerikanerne på sporet af våben. Men de havde ingen svar. Ifølge pressen sagde de konsekvent, at de ikke kendte til nogen skjulte våben. Så på det tidspunkt mente jeg, det var temmelig tydeligt, at der ikke var nogen masseødelæggelsesvåben i Irak.

USA's nationale sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice citerede for nylig Deres udtalelse til irakerne om, at »sennepsgas er ikke syltetøj« og, at masseødelæggelsesvåben, »der ikke var gjort rede for«, fik USA til ikke vente på at se en den » rygende pistol« i Irak, inden krigen blev indledt. Var det rimeligt af USA?

- Jeg sagde, at »sennepsgas er ikke syltetøj« for at understrege, at jeg mente, at irakerne burde have holdt styr på, hvor meget sennepsgas, de brugte. Hvad angår de våben, »der ikke kunne gøres rede for«, så indtog USA den holdning, at det, der ikke kunne gøres rede for, hvad enten det var 3000 liter miltbrand eller adskillige tusind liter dit eller dat, så stadig fandtes, siger Hans Blix.

- Dette var den værst tænkelige situation, og det udelukkede vi ikke. Vi sagde, at »måske« fandtes de. Men forskellen er, at de sagde, »ja, de findes virkelig«. Den tilgang advarede vi mod flere gange. De sagde, at der faktisk var masseødelæggelsesvåben, og det var at gå for vidt.

Ville De, hvis De blev spurgt, stå i spidsen for et nyt inspektionshold, hvis der skulle opstå en ny krise i samme størrelsesorden som den i Irak i for eksempel Nordkorea?

- Det positive, som jeg har erfaret, er, at vi viste, at man særdeles effektivt kan gennemføre en professionel, uafhængig inspektion, og at vi var tættere på sandheden end de nationale efterretningstjenester, forklarer Hans Blix.

- De uafhængige våbeninspektioner i forskellige lande kan spille en rolle et sted som Nordkorea, og det gør de allerede i et land som Iran. Der er ingen grund til den ringeagt, som nogle medlemmer af den amerikanske regering har vist over for de internationale inspektioner.

Er frygten for biologisk terrorisme (eksempelvis tilsigtet spredning af dødbringende sygdomsbakterier som miltbrand) overdrevet, eller er den, især nu om dage, realistisk, noget der snart vil blive til virkelighed?

- Jo, masseødelæggelsesvåben er ret sexede. Det vil sige, at politikerne og pressen leger med dem. Jeg vil naturligvis ikke undervurdere vigtigheden af dem. Men vi må sætte tingene i perspektiv. For mit vedkommende tror jeg, at truslen mod det globale miljø er lige så farlig for os alle, på eksistentielt niveau, som masseødelæggelsesvåben er det, siger Blix.

- Men for at besvare spørgsmålet. Jo, biologiske våben udgør en reel fare. Teknologien er i høj grad til stede, men man må også være klar over, at de er svære at have med at gøre. Det kræver stor ekspertise at anvende disse våben og få dem til at udgøre en potentiel trussel. Jeg tror, at kemiske våben (som giftgasser, red.) er de mindst vanskelige for terrorister.

udland@kristeligt-dagblad.dk

TRIBUNE MEDIA SERVICES

INTERNATIONAL

(Oversat af Christina

Witting Estrup)

Læs anmeldelse

side 16

Blå bog

Hans Blix, født 1928, chef for FN's våbeninspektører i Irak, indtil han trak sig tilbage sidste år. Doktorgrad i jurist gennem en årrække svensk topdiplomat. Han har udgivet flere bøger, senest en erindringsbog om våbeninspektionerne i Irak og optakten til krigen med titlen »Disarming Iraq/afvæbning af Irak«, som udkommer på dansk i dag, læs anmeldelsen side 16.