Store Irak-dag

En helt anden udlægning af teksten kom fra senior-forsker Jens Elo Rytter fra Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet.

Han hæftede sig ved, at et massivt flertal i FN's Sikkerhedsråd i marts 2003 var direkte imod at anvende magt mod Irak på netop det tidspunkt. Desuden vurderede han, at man efter våbenhvilen i 1991 (da Irak var smidt ud af Kuwait) skulle have en ny tilladelse fra FN, hvis der skulle bruges våbenmagt mod Irak igen.

Jens Elo Rytter mente også at have et stort flertal af folkeretseksperter bag sig i denne vurdering.

USA's selvtilstrækkelighed

Lige så centralt som vurderingen af den hidtidige krig i Irak var debatten om, hvordan det internationale samfund i fremtiden kan og vil reagere på truslerne fra diktaturer og terrorister. Især hvilken rolle FN kommer til at spille, og hvordan forholdet mellem Europa og USA vil udvikle sig.

Professor Ole Wæver fra Københavns Universitet var skeptisk over for, om USA vil vende tilbage til tidligere tiders orientering mod det internationale samarbejde, efter at landet er blevet verdens eneste supermagt.

Han fandt, at det ikke kun er de såkaldt »neokonservative« i USA's regering, som går ind for, at man selv skal ordne verdens terrortrusler med »forebyggende angreb« på diktaturer. Den holdning stikker meget dybere i den amerikanske administration og vil ikke nødvendigvis ændre sig, selv om USA får en demokratisk præsident ved næste præsidentvalg.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) sagde, at beslutningen om dansk deltagelse i Irak-krigen havde været svær, men at det havde været en rigtig beslutning. Han mente som den britiske professor, at krigen var retfærdiggjort, fordi Irak ikke efterlevede den meget omtalte FN-resolution 1441 fra efteråret 2002.

»Gik i sort«

Med hensyn til det fremadrettede slog han fast, at det internationale trusselsbillede har ændret sig voldsomt de senere år. Det fik ham til at spørge, om man i en tidsalder med trusler fra masseødelæggelsesvåben og terrorisme behøver at afvente sikre beviser, før man griber ind med militær magt.

Svaret fik lov at svæve i luften, selv om han principielt erklærede sig som tilhænger af den internationale retsorden, hvor enkeltstater ikke må tage sig selv til rette.

I folketingssalen ventede en flere timer lang høring fra den samlede venstrefløj. Her var det mest bemærkelsesværdige, at både Socialdemokraterne og de radikale, der også var imod krigen, holdt sig ude af debatten. Igen og igen spurgte Søren Søndergaard (Enh.), Holger K. Nielsen (SF), Villy Søvndal (SF) og flere andre til Saddam Husseins forsvundne masseødelæggelsesvåben og til Danmarks deltagelse i krigen.

Anders Fogh Rasmussen glædede sig til gengæld igen og igen over, at Saddam Hussein er væk, at flertallet af irakere ser lysere på fremtiden, og at Irak har fået den mest demokratiske grundlov i Mellemøsten. På opfølgende spørgsmål svarede han ofte »det har jeg svaret på«, og til sidst afviste han helt at tage ordet for at svare.

Det fik Keld Albrechtsen fra Enhedslisten til at sige, at nu var statsministeren »gået i sort«, og han tilbød gene-røst, at statsministeren kunne få en lille pause, så han kunne begynde at svare igen. Folketingets formand afviste dog at udsætte debatten af humanitære grunde over for statsministeren, der heller ikke selv følte noget behov for en pause.

Der var nemlig ikke mere at sige.

hoffmann@kristeligt-dagblad.dk