Når Jesus går til filmen

Den første er fra 1897, men siden har blandt andre Jens Jørgen Thorsen, Monty Python og Martin Scorcese lavet Jesusfilm

Vi så ham sidst i TV2's julekalender »Jesus og Josephine«, hvor vi bivånede, hvad der ville ske, hvis han ikke havde taget sin frelserrolle på sig. De fleste var vist glade for selve kalenderen. Nogle mente - jeg har personligt hørt argumentet fremført - at det var indoktrinering sådan at forbinde julen med Jesus (hvem skulle man ellers forbinde den med?), andre fandt Jesusskildringen forkert, indrammet som den var i glade budskaber fra den legetøjskæde, der var sponsor for de 24 afsnit.

Nu er Jesus igen gået til filmen. Mel Gibsons passionshistorie om de sidste 12 timer af Jesu liv er suverænt årets mest omtalte film, hvilket ikke kan undre, når en så kendt og populær skuespiller trækker sin egen tolkning af en hel kulturs arvesølv frem til beskuelse på det hvide lærred.

I Danmark havde vi en tilsvarende debat, dengang Jens Jørgen Thorsen i midten af 1970'erne skrev og fik udgivet sit manuskript til en Jesus-film. Bølgerne gik højt, for den provokerende kunstner ville udstyre Jesus med et sexliv, hvad han også gjorde, da han faktisk fik lavet den skuffende og amatøragtige »Jesus vender tilbage« i 1992 - mindst 20 år for sent. Mindre end 7500 tilskuere løste billet til historien om Jesus, der forelskede sig i en flykaprer, omgav sig med bumser og drukmåse og ved den officielle modtagelse i Vatikanet må se til, mens stridende kirkeretninger forsøger at gøre ham til netop deres. Jesus opgiver projektet og vender hjem til sin himmel med en afskedssalut om, at han endnu ikke kunne finde sig til rette i den verden, kirken ellers havde haft 2000 år til at skabe.

Gassen var gået af den Thorsenske ballon, længe før filmen blev til, og provokationen i den historiske erindring havde været større, hvis filmen var vedblevet med at være den anden danske Jesus-film, der aldrig blev filmatiseret.

Dreyer fik ikke lov

Den første var Carl Th. Dreyers. Han havde allerede i sin anden film som instruktør - »Blade af Satans Bog« fra 1921 - skildret dele af Kristi Lidelseshistorie. Resultatet er omdiskuteret og var det også i samtiden, hvor nærværende dagblad i en forsideleder med titlen »Utilbørligt« kaldte filmen oprørende og appellerede til, at censuren sørgede for at opretholde den respekt, man skylder hellige ting.

Det tog imidlertid ikke modet fra Dreyer, og efter at have tumlet med ideen i små 20 år skrev han i 1949 kontrakt med en amerikansk filmproducent om at producere »Jesus fra Nazaret«. En film, der skulle friholde jøderne for skyld. Dreyer så Jesus som en brik i et politisk spil; han blev mod sin vilje og hinsides sin kontrol - af jødiske modstandere mod den romerske besættelse - gjort til et politisk samlingspunkt. Besættelsesmagten blev derfor af politiske årsager nødt til at henrette Jesus. Det var romerne, ikke jøderne, der slog Jesus ihjel, mente Dreyer.

Skønt Dreyer i 16 år var klar til at gå i gang med dags varsel, blev filmen aldrig til noget. Den amerikanske producent holdt ham, når han overhovedet gad svare på Dreyers breve, hen med tomme løfter.

Penge og mission

Ser vi ud over Danmarks grænser, har Jesus været skildret på film siden filmens første begyndelse. Den første film er fra 1897, og udvalget spænder fra kulørte udstyrsstykker, der vægter det historisk storslåede drama, der ligger i fortællingen om den ydmyge håndværkersøn, der bliver det mægtige Romerriges og de lokale herskeres fjende, til ukunstlet enkle film.

Det spænder fra film, der har dét kommercielle guld, der kan spindes på historien som deres ædleste formål, til værker, der har missionen som deres. Til sidstnævnte kategori hører Peter Sykes og John Krischs »Jesus« fra 1979, der efter distributørens oplysninger findes på mere end 660 sprog, er blevet set af over fem milliarder mennesker, og som kan downloades fra nettet på 60 forskellige sprog.

Der er Jesus med musik og sang (»Jesus Christ Superstar«), Jesus som biperson i en politisk satire (Monty Pythons »Life of Brian«), Jesus som biperson i et historisk drama (»Men jeg så ham dø«, »Ben Hur«, »Quo Vadis«). Der er biograffilm, tv-film, mini-serier, videofilm.

Den sidste fristelse

Til de mest omdiskuterede af nyere Jesus-film hører Martin Scorseses »The Last Temptation of Christ« (1988), hvor Jesus fristes til ikke at lade sig korsfæste og derefter lever et særdeles menneskeligt liv. Italienske Pier Paolo Pasolini havde i midten af 1960'erne lavet en både storslået og nærmest renfærdig version af »Matthæuspassionen«. Storslåede Hollywoodproduktioner kender vi allerede fra stumfilmstiden, hvor især Cecil B. DeMilles »The King of Kings« er værd at huske og fra de episke storfilms grandiose periode i 1950'erne og 1960'erne: »The Greatest Story Ever Told« fra 1965 med blåøjede, svenske Max von Sydow som Jesus.

Det er naturligvis vanskeligt at skildre Kristus på film. Enhver tolkning vil kunne angribes for at være en fejltolkning af en figur, som millioner af mennesker har deres meget bestemte billede af. Og selvom der findes over 100 film om Jesus, har moderne filmskabere oftere valgt at udstyre deres personer med træk fra Jesus end at skildre Jesus selv.

Actionhelt som frelser

Et eksempel på det sidste kan hentes hos den danske medieforsker Rikke Schubart, der i »Med vold og magt« fra forrige år analyserede den moderne actionhelt som netop en moderne frelser. Det undrer måske nogle, at actionhelte som Sylvester Stallone og Arnold Schwarzenegger skulle have noget at gøre med den kristne frelser, men efter at have læst Schubarts bog vil ingen være i tvivl om, at der er noget om snakken: Syndebukken, den lidende, frelseren og ikke mindst hævneren er blandt de centrale elementer, actionfilmen låner fra evangelierne.

Schubart ser fire gennemgående led i det, hun kalder passionen, det klassiske plot i actionfilmen. Først udstødelsen: Actionhelten udstødes af samfundet og gøres til den syndebuk, der må tage al samfundets skyld på sig. Dernæst udvælgelsen - »du er den udvalgte«; herefter følger ofringen, hvor helten ofrer sig for sin mission, men samtidig også ofres, bliver forladt, af sine overordnede, sin regering.

Der er i denne del af actionfilmen, at helten pines, slås til blod og - når Kristus-parallellen skal skæres ud i pap - korsfæstes. Herfra vender helten tilbage - efter at være blevet hånet, spyttet på og pisket genopstår actionhelten som hævneren, der skiller fårene fra bukkene - og i denne rolle er actionhelten usårlig.

Der er umiddelbart meget langt fra den Jesus, Dreyer drømte om at skildre, over Thorsens og Scorseses »Jesus - nu med sexliv«, til actionfilmenes Jesus-allegorier. Men fælles for dem alle er, at de arbejder med et tanke- og følelsesgods, der stikker meget dybt i den vestlige kultur, og som rigtig mange mennesker har rigtig mange meninger om. Det har Mel Gibson allerede måttet sande. Fredag før påske får danskerne muligheden for at vurdere, hvordan vi synes, han er sluppet fra sit livtag med de sidste 12 timer i Jesu liv.

kultur@kristeligt-dagblad.dk